Min søns engelsklærer hedder mister Ali, er afroamerikaner og muslim med en universitetsgrad i filosofi og mellemøststudier. Han har aldrig undervist før. I hans klasse for elever, som ikke har engelsk som modersmål, får alle i udgangspunkt a+ - svarende til 13. Tankegangen er den enkle, at i stedet for at arbejde sig op til en høj karakter skal man arbejde for at beholde den, for i udgangspunktet bør man tro på, at eleverne har et ønske om at lære engelsk, og at de vil være venlige og interesserede. Det er nemlig sådan hos Ali, at 20 procent af karakteren får man for sin 'social behavior'.

I mister Ali's timer skal det være sjovt og seriøst på én gang, fortæller han os. Eleverne læser Shakespeares 'Othello' den ene dag - og har vingummibamsekonkurrence den næste. Og inden året er omme, skal alle eleverne have læst noget på hinandens sprog.

Ali underviser på en amerikansk highschool med 3.500 elever, som kommer fra hele det sociale spektrum. Der er ikke under 35 elever i klasserne, stole er der ikke altid nok af - og lærerne virker - ikke overraskende - en kende stressede. Her er byggerod på grund af en kæmpebrand sidste år, som lagde skolens administrationsbygninger øde. Rektor, som byder velkommen til de 2.000-3.000 fremmødte forældre, er nummer fem i rækken på fire år. På Berkeley High, som skolen hedder, er straffen for at ryge, kaste med vand eller øve hærværk lige så hård som for at sætte ild på skolen, nemlig tre-fem dages udelukkelse.

Efter planen skal vi følge vores søns skema - et skema, som er hans alene, tilrettelagt med udgangspunkt i ønsker og kunnen og efter samtale med lærere og studievejleder. At det kræver sin mand at tage ansvar for egen læring, måtte både han og vi sande. Der var fire timers ventetid på at komme til at tale med en studievejleder, der er nemlig kun syv til samtlige 3.500 elever. Derefter fulgte samtaler med lærerne i de klasser, han allerhelst ville have. Der skal en stålsat vilje til - og ikke mindst en vis erfaring udi plageriets ædle kunst - før det lykkes at få skemaet på plads. Set fra en dansk folkeskoletankegang er systemet udemokratisk og individualistisk - omvendt kan man hævde, at det gør undervisning til et privilegium og ikke til en selvfølgelig ret. Og det gør det i hvert fald klart for både elev og forældre, at ansvar for egen læring handler om at vælge, og at det har konsekvenser. Om eleverne bliver mere motiverede af den grund, har vi endnu til gode at erfare.

Mister Ali holdt til i en af skolens midlertidige barakker. På mange måder var han og hans definition af den gode undervisning indbegrebet af den amerikanske drøm om lighed og frihed og et vidnesbyrd om, at sociale og kulturelle forskelle kan være en samfundsmæssig ressource og ikke per definition et problem, sådan som vi har tilbøjelighed til at se det i Danmark - og alligevel. Hvor vi i de øvrige klasser havde siddet i lag, så var der ikke kamp om stolene i Ali's klasse. Kun fire forældre var mødt op. Ali var positivt overrasket, der kom én mere, end eleverne havde tilkendegivet, da han spurgte dem.

Hvor vi i de øvrige klasser havde udvekslet e-mail-adresser med lærerne - og var blevet forberedt på, at elevernes ugentlige karakterer ville blive offentliggjort på lærerens hjemmeside, som i øvrigt også ville rumme planer for klassens arbejde - så fandt mister Ali tydeligvis ikke, at det var umagen værd hos ham. Hans mål var mere ydmygt - eller måske mere realistisk - det var eleverne, han ville nå - ikke nødvendigvis deres forældre.

'You have wonderful kids', sagde han til os, da vi gik ud i sensommernatten, og det er jo altid dejligt at høre, selvom vi godt vidste det i forvejen. Men hvad vi er mere usikre på, er, om denne blanding af individualisme og pragmatisme vil resultere i bedre gennemførelsesprocenter og et bedre forhold mellem skole og hjem.

Ning de Coninck-Smith er professor, for tiden bosat i USA