Jens Raahauge

Blog

Jubi! Sami, Dan og Lars er fremtidens stemmer.

Efter angrebet på Krudttønden på Østerbro og på synagogen i Krystalgade har det givet grund til fremtidstro at besindige stemmer er tonet rent frem midt i et politiske kor om at komme nærmest falsetten.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På den vanvittige aften hvor de uhyrlige angreb fandt sted, bredte der sig med rette en bestyrtelse blandt os, og statsministeren trådte i karakter som samlende figur. Og andre toppolitikere stod last og brast.  Men knap var natten omme før der gik sprækker i facaden; Søren Pind var den første til at slå indenrigspolitisk plat på situationen. Og flere fulgte så og søgte at overgå hinanden med nye værktøjer til afradikaliseringens værktøjskasse.

Men jeg noterede mig at talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Sami Kücükakin, i TV talte om at vi alle var ramt, og at vi måtte stå sammen.  Sami har jeg mødt nogle få gange, dels i DialogForum hvor danske muslimer der ønsker at styrke dialogen, inviterer toppolitikere til brunch og uddeler priser til dialogisk indstillede mennesker; blandt modtagerne er danske toppolitikere, en integrationsborgmester og en pet-medarbejder. Sami har oprettet tyrkiske skoler som jeg har besøgt; her er det væsentligste kendetegn at man har øje for hinanden og tager hånd om hinanden - det stærkeste værn imod radikalisering!

Ved mindehøjtidelighederne på Østerfælled Torv og i Krystalgade talte formanden for mosaisk trossamfund, Dan Rosenberg Asmussen, om at en gal mands værk ikke måtte skabe splittelse i samarbejdet mellem muslimer og jøder. At disse bånd er stærke oplevede jeg selv, da jeg ankom til en af Folketingets ramadanmiddage og talte med den tidligere overrabbiner Bent Melchior. Han fortalte at det var oplagt at komme, når ens fætre festede. Et sådant nærvær bidrager til at bekæmpe radikalisering.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Da de konservative i deres Gallup-feber så muligheder i at kræve Muhammed-krisen (alle andre steder i verden kaldes den The Cartoon Crisis) på historiekanonen og tegningerne trykt i lærebøgerne, stod skoleledernes repræsentant, Lars Nyborg, frem og manede til besindighed, fordi tegningerne ville krænke mange mennesker. Jeg kender Lars som gammel kollega, og han repræsenterer integriteten og empatien, og han ved at det bedste værn imod læring er hån og mobning; han tager folk ind frem for at lukke dem ude - to væsentlige bidrag til afradikalisering. 

Da The Cartoon Crisis startede fordi Kåre Bluitgen ved en sammenkomst havde beklaget at det var svært at finde en illustrator til hans historiske bog om Muhammed, valgte jeg at invitere ham til morgensamling på den skole, hvor jeg var skoleleder for mange der havde potentialer til at blive radikaliserede. Da han startede med at fortælle om en af sine andre romaner, Vi har iført os ligklæder, der handler om de israelsk støttede, libanesiske banders massakrer på en palæstinensisk flygtningelejr, bliver et par af drengene forvirrede. Hvordan kan man skrive historier om profeten og samtidigt holde med palæstinenserne? Spørgsmålet lukkede op for undren og dialog frem for gold konfrontation. Dialog er et godt middel til afradikalisering.

Som et lidt spøjst sidespring, så fulgte jeg op på mødet ved at lægge en stak satiretegninger frem for en gruppe elever - uden at nævne deres relation til problematikken. En af dem stammede fra den famøse imam-delegations album til den arabiske verden. Den forestillede et urent dyr med menneskeansigt. Og Fatin fandt det for groft at tegne et menneske sådan, selv om man ikke brød sig om vedkommendes holdninger. Han syntes at tegningen lignede et fremtrædende dansk, indvandrerkritisk parlamentsmedlem. Men ifølge imamerne var det altså en forhånelse af profeten. I stedet for forargelse fik vi os et godt grin sammen. Fælles latter har potentialer til afradikalisering.

Dette blot for at antyde at der er mange veje igennem den varme grød. Det eneste der virker imod hensigten er udelukkelse, isolering, stigmatisering - at forsøge at overgå hinanden i "galisering". I stedet for en lov imod radikalisering havde vi  måske brug for en lov for at lukke hinanden ind.

Tak til Sami, Dan og Lars for fra hver deres position at have sunget en sang der kan gøre vores land varmere - på den gode måde.