I dag havde vi lærermøde på min skole.

Skolelederen indledte mødet med en guitar og en sang, der skabte associationer til begivenhederne i forrige weekend i København. Derefter spurgte han til, hvordan vi lærere havde håndteret weekendens begivenheder, da vi mødte eleverne mandag morgen derefter.

Skolelederen fik nogle forskellige svar (3-4 forskellige) på det. Også et svar fra undertegnede, som om mandagen talte lidt med en 9. klasse om begivenhederne.

Ikke én lærer spurgte ind til, hvorvidt skolelederen mente, at vi - med vores "normaliserede" arbejdstid, der jo ikke omfatter uvarslet arbejde i weekenden - skulle eller burde have brugt tid på at tænke på (forberede os på) vores møde med eleverne og deres evt. spørgsmål til begivenhederne mandag morgen.

Når vi er "normaliserede" arbejdstidsmæssigt og har fuld tilstedeværelse, så har vi jo normalt forberedt mandagens undervisning på et tidspunkt før weekenden.

Det er dog min opfattelse, at det er helt naturligt efter sådanne (terror- eller andre eventuelle katastrofale) begivenheder, at såfremt man som lærer har fulgt med i det, der skete, så tilsidesætter man andre planer, når der er behov for at man svarer på elevernes forskellige spørgsmål til det, der er sket.

Men der er efter min opfattelse langt derfra til at Kommunen (og skoleledelsen) blot kan forvente, at det har (alle) lærerne gjort. I princippet kan man nemlig have tilbragt hele sin weekend på en øde ø (eller "bare" været i sommerhus) og det uden at have fulgt med i noget som helst.

Det forhold, at ingen lærere stillede skolelederen overfor et par modspørgsmål omkring det med arbejde i weekenden. Og det forhold, at ingen heller ikke stillede andre relevante spørgsmål, herunder fx om nu ledelsen kan el. vil give fx en times afspadsering nu, hvor lærerne har "arbejdet" lidt i weekenden og derfor er mødt forberedte på fx at tale med elever, der ikke (i tilstrækkelig grad) har fået bearbejdet weekendens oplevelser i hjemmet.

De to forhold omkring manglende spørgsmål peger på, at mange (og måske flertallet) af os lærere - selv om vi nu skulle være "normaliserede" - stadig har den karriereagtige livsstil ubevidst i behold, dvs. at vi arbejder, når det er relevant - og ikke kun (som mange andre ikke-karriereagtige lønmodtagere kun gør) på hverdage og indenfor den såkaldte "normale" arbejdstid. Vi er muligvis slet ikke egnede til den "lønmodtager-" livsstil, som den "normaliserede" arbejdstid lægger op til.

Og jeg tror heller ikke lærergerningen passer så godt med sådan en "normalisering". Det vil tage lang tid, hvis det skal blive "normalt" som lærer konsekvent at sige "fuck arbejdet for nu holder jeg helt fri" fra skolen kl. 16 fredag. Og derefter så først "arbejde" igen mandag morgen.

Spørgsmålet er også, hvorvidt det bør være "normalt", at gøre det som lærer, altså er spørgsmålet også, hvorvidt lærere bør være "normaliserede" arbejdstidsmæssigt. Måske bør læreres arbejdsvilkår og arbejdstidsbestemmelser - også set i lyset af forrige weekends begivenheder - i højere grad anerkendes som og lægge op til at kunne arbejde på samme måde som andre professioner, der arbejder med en meget mere karriereagtig livsstil. Dvs. en livsstil hvor der heller ikke skelnes så skarpt mellem arbejde og fritid.

Og, hvis vi skal arbejde sådan og sidestilles med andre karrieremennesker, så bør vi naturligvis også have de nødvendige resurser til det. Andre ligeså karrierebundne (jurister, økonomer m.fl.) værdsættes noget mere, fx hvad angår efteruddannelsesresurser, kantineforhold og ikke mindst lønniveauet.