Ny portal om plads til handicappede i skolen

Hvordan gør man sin folkeskole så rummelig, at der også er plads til de svagtsynede, børn, der sidder i kørestol og børn med talehandicap? Undervisningsministeriet har samlet informationer om tilgængelighed på en ny webportal.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Portalen Tilgængelighed til Uddannelse ligger på adressen www.tilgaengelighed.nu

Gennem det netop afsluttede handicapår er der arbejdet intenst med at fylde portalen med relevant stof fra alle undervisningsområder - fra barn til voksen. I grundskole-delen af portalen finder man oplysninger om hjælpemidler til brug i det daglige og hjælpemidler, som tillades ved afgangsprøverne, et tema om rummelighed, pædagogiske inspiration til undervisning af elever med forskellige handicap samt eksempel på, hvordan man bygger en skole, så den er tilgængelig for alle.

Portalen er i øvrigt også tilgængelig - det vil sige, at alle uanset handicap - og browsertype - kan læse indholdet. Siderne er overskuelige og med god kontrast, og synshandicappede kan tilkoble deres oplæsningsværktøjer. I løbet af kort tid bliver det muligt at vælge at få læst portalens indhold højt.