Komtessen og ministeren

I 1745 udfærdigede komtesse Frederikke Augusta Schack et brev til en bekendt, hvor hun beskrev de lokale bønder, der boede i omegnen af Spanager gods. Komtessen forstod i brevet nødvendigheden af bøndernes arbejde (som godset og dets beboere jo reelt levede af), men var alligevel bestyrtet over deres ringe moralske og mentale forfatning, og skrev derfor: ”Men eftersom de er uden lydighed, ej ved at leve som andre mennesker, langt mindre som kristne, bør de holdes i lydighed, ellers er de værre end ufornuftige dyr” (Engberg 2011: 7). Altså var det helt nødvendigt, at godsejerklassen som magthavere kærligt tog sig af bøndernes liv og fremtid, og bestemte, hvad der var bedst for dem: Lydighed og arbejde! Derfor var landsbyen Spanager i 1680 blevet jævnet med jorden for at gøre plads til Spanager gods med tilhørende fæstegårde. Bøndernes vante tilværelse, deres skikke, deres kultur og deres historie var en forhindring for produktivitet og velstand, og derfor var det ifølge komtessen kun godt, at der (af godsejerklassen) blev sat lidt mere fut i tingene. Evident er det da også, at magthaverne – når tankegangen blev effektueret – ofte oplevede en velstandsstigning og øget produktivitet.

I 2013 udtalte undervisningsminister Christine Antorini, at ”Danmark er så lille et land, at vi kan tillade os at gøre hele landet til et eksperimentarium”, og beskrev i samme interview, hvordan hun forestillede sig et radikalt forandret fremtidssamfund, hvor borgerne allerede som helt små lærer at forstå, hvorfor deres overleverede skikke, deres kultur og deres historie er en forhindring for produktivitet og velstand (Arnfred 2013). Antorini vil ikke i fysisk forstand jævne bestemte landsbyer med jorden, men derimod alle overleverede tanker, der bare minder om noget, der har med kultur og folkelighed at gøre: ”Hvis mine børn bidrager bedst til samfundet ved at tage en uddannelse, så har jeg som forælder en forpligtelse til at sørge for det. Hvis de kan tage et arbejde, så skal de tage et arbejde. Derfor handler værdikampen ikke om, hvilken religiøs baggrund man har, men om hvorvidt vi abonnerer på de fælles værdier, som kitter samfundet sammen” (Ibid.). Det lyder måske moderne og helt tilforladeligt, men det er ifølge Antorini ikke bare religion, der skal ud, det er også enhver tradition, ethvert historisk og kulturelt udtryk, ja selv fagbevægelsen og Grundloven skal have en tur i forandringsmøllen. Sidstnævnte skal ifølge Antorini have indsat en ” lære-hele-livet-paragraf”, så borgene forbliver forandringsparate og innovative (Ibid.).

Komtesse Frederikke Augusta Schack og Christine Antorini har det tilfælles, at de opfatter almindelige menneskers traditioner, kultur og historie som forhindringer. De mener begge, at pøbelen har bedst af at omstille sig efter magthavernes skiftende behov og ideer, og derfor må man som magthaver tage ansvar og modigt bane vej for positive forandringer – uanset konsekvenserne. Komtessen fandt det formålstjenstligt at en landsby blev jævnet med jorden, men Antorini tager mere grundlæggende fat, og indfører en læringsmålstyret skolereform og drømmer dertil om en ”lære-hele-livet-paragraf” i selveste Grundloven. Det egentlige liv er jo – jf. komtessen og Antorini – ikke det, almindelige mennesker lever og har udviklet i generationer i samklang med natur, historie og kultur, men derimod det systemisk konstruerede liv, skiftende visionære magthavere forestiller sig ville være bedst for produktionen og/eller sædeligheden fremadrettet. Derfor må man ifølge opfattelsen politisk skabe forudsætninger for at egentlige mennesker og egentlige liv kan opstå. Alt, hvad der har været indtil nu er jo bare skadelige fejl/ mentale konstruktioner hos tilfældige umennesker, ukristelige udyr og dogmatiske, forandringsangste tåber, der skader fremskridtet og konkurrenceevnen.

Skulle jeg vælge, hvem af de to, jeg helst ville være undersåt af, ville jeg vælge komtesse Frederikke Augusta Schack. Godt nok må jeg så acceptere risikoen for, at mit hjem og min vante tilværelse uretfærdigt bliver taget fra mig, ligesom jeg kan blive udsat for både vold og fornedrelse uden varsel. Men min sjæl kan jeg i det mindste nogenlunde have for mig selv – selv om komtessen finder den nok så ukristelig og usmagelig (komtessen og hendes samtidige havde nemlig ikke de store ambitioner i den henseende). I tilfældet Antorini kan jeg sandsynligvis få lov til at beholde mit hjem (hvis jeg ellers kan leve op til de evigt stigende produktivitetskrav på arbejdsmarkedet), men min sjæl har jeg så solgt til konkurrencestatens målstyring og lære-hele-livet-paragraf. Komtessen var måske både kynisk og brutal i sit ordvalg, men hun når altså slet ikke konkurrencestatens venlige og visionære frontkæmpere til sokkeholderne.

Hvis jeg helt selv kunne bestemme, ville jeg dog gerne have lov til at takke nej til begge de damers visionære handlekraft. Jeg så faktisk allerhelst, at landsbyen Spanager kunne få lov til at udvikle sig med dens indbyggere og deres samspil med den øvrige verden som drivkraft, og at Grundloven, hvis den altså skulle ændres, fik tilført en være-hele-livet-paragraf. Men jeg ved jo heller ikke bedre.

Litteratur:

Arnfred, Carl Emil (2013): ”Antorini: Alt for mange har mistet lysten til at lære”. Interview i Berlingske Tidende d. 10. august 2013. Link: http://www.politiko.dk/nyheder/antorini-alt-for-mange-har-mistet-lysten-til-at-laere

Engberg; Jens (2011): Det daglige brød – bønder og arbejdere 1650-1900. Kbh: JP/ Politikens Forlag.

Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten. Kbh: Hans Reitzels Forlag.