Blog

Elevbarometer – nyt digitalt redskab til elev-feedback

Elevbaro er et digitalt feedback-redskab, der bruges til at ’måle’ elevens egen oplevelse af at være inkluderet fagligt og socialt. Elevbaro er en prototype udviklet af forskere i forbindelse med demonstrationsskoleprojektet Inklusion og Differentiering i Digitale Læringsmiljøer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der har været meget fokus på lærernes feedback til eleverne. Og lærerne har som regel et godt blik for deres elever, de vurderer løbende om eleverne er på rette vej og korrigerer og justerer og bruger elevernes feedback. Men det kan være vanskeligt at nå omkring alle elever systematisk og ofte nok. 

Elevbaro (en forkortelse af ”Elevbarometer”) er et nyt digitalt redskab, som udnytter de digitale muligheder, der gør det enkelt og hurtigt at få et overblik over elevernes faglige og sociale integration. På den måde bliver den løbende evaluering lettere at integrere i undervisningen uden at være alt for tidskrævende– hverken for lærer eller elever. 

Supplement til læreren - en stemme til eleverne

Læremiddel.dk

Systematisk indsamling af elevernes feedback i perioder supplerer lærernes intuitive oplevelse af elevernes deltagelse. Samtidig giver Elevbaro eleverne en stemme, idet alle elever får mulighed for at udtrykke sig om undervisningen og deres deltagelse. 

Dette kan betyde, at elever føler sig hørt samtidig med, at de bliver udfordret til at tænke over deres egen indsats og deltagelse

Elevbaro virker ved, at eleverne efter et givet forløb svarer på fem udsagn ved at placere en skyder ved en sur eller glad smiley – eller i midten af de to.Udsagnene handler om hvorvidt eleverne ved, hvad de skal, om de får tilstrækkelig hjælp og tilpas udfordring, om de har det godt i klassen og om de føler, de gør deres bedste. 

Afsæt for samtale og justering af undervisningen

Elevernes svar vises som grafer, og læreren kan enten se den enkelte elevs svar eller få et helhedsindtryk af klassen, ligesom man kan få et her-og-nu-billede eller følge over tid og se en udvikling.

Elevernes svar kan bruges til afsæt for samtaler med eleverne og som grundlag for at justere og differentiere undervisningen. Elevernes svar kan fx fortælle læreren, at en gruppe elever har brug for yderligere udfordringer eller mere stillads til deres arbejde.

Elevbaro er udviklet af forskerne Dorthe Carlsen og Stefan Ting Graf ud fra en idé af Jeppe Bundsgaard i forbindelse med demonstrationsskoleprojektet Inklusion og Differentiering i Digitale Læringsmiljøer. 

Læs mere om demonstrationsskoleprojektet Inklusion og Differentiering i Digitale Læringsmiljøer

Læs mere om redskabet Elevbaro