Helge Christiansen
Blog
Op af et stort, sort hul
Det kniber med inklusionen i folkeskolen af de elever, som har en eller anden form for særlige vanskeligheder. Hvad kan der gøres ved det?
Egne erfaringer
Min datter er autist og plaget af OCD - tvangstanker og -handlinger. Da hun som 12-årig gik i en normal klasse i folkeskolen, fortalte hun om sin situation på følgende måde: ”Jeg føler, at jeg er faldet ned i et stort sort hul. Hver gang jeg prøver at komme op af det og tager fat i kanten, er der nogle, der tramper på mine hænder, så jeg falder ned igen”.
Hun er nu 42 år. Efter mange års kampe har hun det godt. Hun bor i eget hus og får støtte af pædagoger fra et autismecenter, som vi har et fortrinligt samarbejde med. Hendes billede fra den gang kan imidlertid godt anvendes på nogle af de inkluderede elever i folkeskolen.
Pressens omtale af inklusion
I pressen beskrives eksempler på, at inklusionen er lykkedes. Men der er også mange beskrivelser af, at den ikke fungerer. Lærere og skoleledere er bragt i en vanskelig situation. Når det gælder særlige handicaps og vanskeligheder som fx i forbindelse med autister, kræver det særlig uddannelse at undervise på den rigtige måde, og det kræver ekstra resurser, hvis de skal fungere i en almindelig klasse. Det er der ikke altid. Og nogle af eleverne med særlige problemer vil aldrig kunne integreres.
Inklusionen fungerer først om ti år
Problemerne gælder ikke kun autister. Fyens Stiftstidende er på trods af sin mørkeblå politiske farve glimrende til at skrive dybdeborende, kritisk journalistik og har efter grundig research bragt kritiske artikler om inklusion, der ikke virker. I den forbindelse spurgte en journalist professor Per Fibæk Laursen, Århus Universitet om, hvor lang tid der ville gå, før inklusionen fungerede. Han mente, at det ville tage op til ti år. Journalisten spurgte derefter, hvad der ville ske med de børn, der går tabt i de ti år.
Det kan blive en meget kostbar affære at samle alle de tabte elever op på et senere tidspunkt
Trusler mod forældre til autistiske børn
Formanden for Landsforening for Autisme oplyser, at hun har en strøm af henvendelser fra forældre med autistiske børn, som går hjemme hos forældrene, fordi det er umuligt at få dem til at gå i skole. De befinder sig elendigt i skolen, bliver stressede og syge af det almene skolemiljø. Inklusionen virker ikke. Nogle af forældrene trues med tvangsfjernelse af deres børn, hvis de ikke kommer i skole. Men tests og tæsk duer heller ikke i denne forbindelse.
Forældre i en umenneskelig situation
Jeg føler virkelig med disse børn og deres forældre. Jeg har selv oplevet, hvordan ens krop kan blive tung som bly, når ens barn lider. Hvordan man føler sig som dårlige forældre. Der er ofte meget lidt forståelse fra offentlige institutioner, familien og andre borgere på grund af manglende kendskab til de forskellige, særlige vanskeligheder.
Undervisning for alle
Jeg er selv varm tilhænger af, at så mange elever som muligt skal inkluderes i folkeskolens fællesskab og har selv som lærer oplevet, hvor udbytterigt det er både for lærere og elever, når det fungerer. Men det kræver de nødvendige resurser i form af grundig efteruddannelse af lærere i specialpædagogik (ikke et 14-dages hovsa-kursus) veluddannede støttelærere i klasserne og rigelige resurser til lokaler og læremidler. Hvis kommunerne ikke kan klare opgaven, må staten træde til. Amternes nedlæggelse har været til stor skade for børn med særlige vanskeligheder.
Der skal under alle omstændigheder være et passende tilbud til alle børn i offentligt regi. Det er ikke rimeligt kun at tænke i offentlige kasser, mens en gruppe elever marginaliseres og på et senere tidspunkt virkelig vil blive en stor udgift for samfundet. Regering og kommunerne kan ikke blive ved med at spare og derefter sende aben videre til elever, forældre og lærere, når der opstår problemer.
Det ville være en katastrofe for folkeskolereformens renomme, hvis forældre til handicappede børn og andre børn med svære vanskeligheder skulle føle sig tvunget til at starte privatskoler for disse børn.
