Wales vil droppe nationale britiske test af elever

Den walisiske undervisningsminister er umiddelbart positiv over for et forslag fra en regeringsnedsat kommission om helt at droppe de nationale britiske test af 11- og 14-årige skoleelever. Wales har allerede droppet testen i syv års-alderen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Komiteen vil erstatte de nationale prøver med en proces, hvor lærerne evaluerer elevernes fremskridt. Forslaget glæder den walisiske lærerorganisation NUT Cumry: "Prøverne er blevet målet i stedet for midlerne", siger Gethin Lewis fra NUT Cumry til BBC.

Den walisiske undervisningsminister er også umiddelbart positiv:

"Det er vigtigt, at vi er meget, meget fokuserede på at hæve niveauet, men vi er nødt til at have de rigtige instrumenter til at gøre det", siger undervisningsminister Jane Davidson.

I England måtte den største lærerorganisation før jul opgive at gennemføre en planlagt boykot af de nationale test for syv- og 11-årige. Ved en urafstemning var der ganske vist massivt flertal for boykotten, men to tredjedele af medlemmerne undlod at stemme, og dermed var der ikke stemmer nok til at gennemføre aktionen.