Langt flere piger end drenge kommer aldrig i skole

Kønsdiskrimination er en massiv barriere for at bekæmpe fattigdom, børnedødelighed og epidemier, for så længe millioner af piger verden over aldrig kommer i skole, kan verdenssamfundet ikke for alvor komme fattigdommen til livs, siger Unicef.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Udviklingen i udviklingslandene går ofte pigerne forbi, viser Unicefs årlige statusrapport om verdens børn, som offentliggøres i dag. Ni millioner flere piger end drenge hvert år kommer ikke i gang med skolen, og der er også langt flere piger, der forlader skolen uden at gøre den færdig. Uden en massiv indsats for at komme denne kønsdiskrimination til livs, kan verden ikke nå de mål, som er sat for at reducere fattigdom og forbedre livsforholdene, konkluderer Unicef.

Piger der ikke får en grundlæggende uddannelse er rammes oftere af fattigdom, sult, vold, misbrug, udnyttelse og sygdom, og de dør oftere i forbindelse med fødsler. Og modsat viser rapporten, at en investering i skolegang til piger betyder, at de som mødre i højere grad får sunde børn og i højere grad sikrer, at deres børn -både piger og drenge - får en uddannelse.

Rapporten viser, hvilke barrierer der skal fjernes, hvis pigerne skal i skole. Det handler om skoler, der ligger langt væk hjemmefra, mangler rent vand eller seperate toiletfaciliteter, eller hvor der er risiko for vold i og omkring skolegården. Samtidig er der stadig så stærk en underliggende kønsdiskrimination i de fleste samfund, at det er pigerne, der bliver ofret i dårligere tider. Unicefs anbefaling er, at det internationale samfund i højere grad ser uddannelse som en menneskeret end som et resultat af økonomiske fremskridt, at uddannelse bliver en del af planerne for at bekæmpe fattigdom, og at man på alle niveauer tager fat på at bekæmpe de barrierer, der forhindrer piger i at få en grundlæggende skoleuddannelse.

Powered by Labrador CMS