Rigsarkivar Asbjørn Hellum overrækker præmien til Katja Pham

Vinder blev ikke motiveret af konkurrence

8. b på Broager Skole skal i biografen. Takket være Katja Pham. Hun har nemlig vundet 1. præmien i Rigsarkivets historiekonkurrence Kære Marie, kære Andreas. Og førstepræmien var netop en biograftur for hele klassen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var klassens historie- og dansklærer Simon Axel Lind Hansen, der fik ideen til at lade klassen deltage i konkurrencen, som gik ud på at skrive fiktive breve mellem det virkelige sønderjyske kærestepar Marie og Andreas fra tiden, hvor han var soldat i den tyske hær under 1. verdenskrig.

Klassen havde i dansk arbejdet med breve som genre, så Simon Hansen så det som en oplagt mulighed for at arbejde tværfagligt. Og det tiltalte ham, at klassen skulle konkurrere med andre skoler:

"Jeg ville gerne give faget et prestigeløft og motivere eleverne. Og jeg synes, det virkede" fortæller han. "De var spændte og interesserede, da vi fik at vide, at flere fra klassen var gået videre. Det er egentlig lidt interessant, for konkurrence er lidt et fy-ord i den danske folkeskole, men jeg kan godt lide, at der er noget at gå efter."

Katja Pham, vinderen, mener dog ikke at konkurrenceelementet var vigtigt for hendes indsats.

"Jeg har ikke gjort mere ud af det eller brugt mere tid, end jeg plejer" siger hun, og fortæller, at hun af samme grund er noget overrasket over at vinde.

 Overraskende gode bidrag

"Børnene har kastet sig over den fiktive brevveksling med masser af energi og omhu. Nogle har skrevet breve, andre har lavet film. Resultaterne er rigtig gode, og vi er meget imponerede", fortæller leder for Skoletjenesten på Rigsarkivet, Mai-Britt Tollund.

På Rigsarkivet findes de originale kilder fra 1. verdenskrig, og brevene, som børnene har skrevet, bygger på det autentiske materiale. Det synes at have gjort indtryk på skoleeleverne. Af samme grund lader de materialet, der ligger til grund for konkurrencen, blive på nettet, så man fortsat kan inddrage i sin undervisning.

Følg linket i spalten til højre for at komme til materialet.

"Med konkurrencen har vi givet eleverne mulighed for både at få et indtryk af sønderjydernes oplevelser under krigen og for at udtrykke deres tanker om, hvad der er på spil, når der er krig. Børnenes breve indeholder både fortællinger om krigens rædsler, frygten for fremtiden, håb, kærlighed og ønsket om fred", forklarer Mai-Britt Tollund.

Empati oven i fagligheden

Lærer Simon Hansen  er også godt tilfreds med formen. Han mener, det fungerede godt at arbejde med  kilderne på denne måde, og mener, at eleverne fik almen dannelse og empati oveni den  rene historiefaglighed.

"Eleverne  skulle tage de historiske briller på og for eksempel tænke over den materielle  knaphed, personerne oplevede. Det var en udfordring for nogle, men en god øvelse. Også fordi vi inddrog følelser som den frygt og usikkerhed, man  oplever under en krig", fortæller han.

Katja Pham  er igen uenig med sin lærer. Hun synes ikke, det var specielt svært at sætte sig  i sine personers sted.

"Jeg elsker bare at skrive og lave videoer, og jeg har altid været ret god til det" siger hun.

Se Katja Pham vindervideo ved at følge linket i spalten til højre.

Læs mere

http://www.aargang0.dk/Forside

https://www.youtube.com/watch?v=FzX1VimNc7w&feature=youtu.be,