Bachelorprojekt

Nationale test kan være til stor hjælp i undervisningen

Hvordan bruges de nationale test i dansk og læsning til at fremme elevernes læsekompetencer? Det er et af de centrale spørgsmål, der undersøges i Naja Baran og Naja Christensens bachelorprojekt ”Evaluering i danskfaget - med udgangspunkt i de nationale test” fra professionshøjskolen Metropol.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Andre vigtige spørgsmål er, på hvilken måde det er muligt for læreren at bruge resultater fra de nationale test som et formativt evalueringsværktøj, som Undervisningsministeriet anbefaler, og hvordan læreren kan imødekomme de forskellige elevforudsætninger, der er i en undervisningspraksis? Efter at have foretaget observationer med udgangspunkt i 3. klasse og interviews med lærere som grundlag for den anvendte kvalitative metode er deres konklusion, at de deltagende dansk- og klasselærere ikke undersøgte, hvad der lå i testresultaterne for nogle udvalgte elever, hvad enten disse stemte overens med lærerens generelle vurdering af eleven eller ej. "Vi har set, at testresultater ikke altid stemmer overens med virkeligheden, hvorfor der blandt andet kan argumenteres for, at det er uhensigtsmæssigt at planlægge en praksis, hvor der ikke forinden er kigget bagom testresultatet. Læreren kan i og for sig godt bruge et testresultat formativt uden at undersøge resultatet yderligere, men hvis resultatet ikke giver et sandfærdigt billede af elevens læsekompetence, bliver undervisningen tilrettelagt på fejlagtigt grundlag," skriver Naja Baran og Naja Christensen.  Selvom testresultatet stemmer overens med lærerens generelle vurdering af en elev, vil der formodentligt stadig komme brugbare forhold frem, hvis resultatet undersøges nærmere. Det er vigtigt, at den nationale test ikke får lov at stå alene i forbindelse med en evalueringspraksis. Testen kan, sammen med for eksempel observationer, andre prøver, elevsamtaler og port folio bruges som led i en overordnet evaluering samt tilrettelæggelse af undervisningen. Den overordnede konklusion er, at nationale test er et evalueringsredskab, som trods fejlkilder kan få mange gode forhold vedrørende en elevs læsekompetence frem i lyset. Dog er det både nødvendigt, at læreren kigger bagom og udover resultaterne fra NT, hvis en bevidst og kvalificeret praksis skal iværksættes. Den måde de to gange Naja generelt så testresultater blive fremstillet og vægtet på, lægger sig op af en summativ måde at evaluere på.  Kunsten for læreren består derfor i, at 20-25 elevers forskellige læringsmål skal indtænkes i én undervisningspraksis. "Vi har erfaret, at det er en stor udfordring at målsætte, evaluere samt differentiere praksis, men hvis resultater fra de nationale test anvendes på den rigtige måde, kan de være en stor hjælp for læreren i dette arbejde. Vi må sande, at det kræver en relativt bevidst didaktiker at favne alle elevers forudsætninger i én undervisningspraksis," konkluderer de to forfattere til sidst. Som det ser ud i dag, kan nationale test ikke fortælle noget om elevens udvikling, men derimod kun noget om dennes aktuelle læsestandpunkt. På den baggrund forudser de to forfattere, at de i fremtiden kan blive ansat på skoler, hvor arbejdet med og samtale om NT ikke er prioriteret højt. Hvis det er tilfældet, vil de være fortalere for, at nationale test og brugen heraf opprioriteres. "Vi ved, at nationale test blot er én brik i det store evalueringspuslespil, men eftersom de er obligatoriske, mener vi, at arbejdet med disse bør være så omfangsrigt, at resultaterne kan bruges som anbefalet," skriver Naja Baran og Naje Christensen. Hele projektet kan ses til højre under EKSTRA: Evaluering i danskfaget - med udgangspunkt i de nationale test

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på skærmen.

Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Powered by Labrador CMS