For at lærerne kan holde styr på deres flekstimer, har Danmarks Lærerforening udviklet en app til formålet. Det er dog ikke alle timer, der bliver plugget ind, mener Favrskov Lærerforenings formand, Lasse Kjeldsen.

Lærernes flextimer bliver brugt før tid

I fem kommuner har lærerne en pulje af timer til blandt andet forberedelse, de selv råder over og registrerer på en app. Men allerede nu er det tydeligt, at timepuljen risikerer at blive tømt før tid.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aarhus, Favrskov, Fredensborg, Dragør og Sønderborg Kommune har aftalt med lærerkredsen, at lærerne får en pulje timer, som de kan afvikle hjemme, på skolen eller et helt tredje sted. Det er lærerne selv, der må holde øje med, hvor langt puljen rækker. Også andre kommuner har en form for flekstid, men her er det skoleledelsen, der skal holde styr på tiden.

Tids-app på vej til lærerne i fem kommuner

Mange af lærerne i de fem kommuner bruger dog skru-op-knappen på deres flekstid lidt for meget, fordi de ofte ikke har tid nok til at nå alle arbejdsopgaver på en uge. Dermed arbejder de i gennemsnit langt mere end 40 timer om ugen og kommer formentlig til at mangle timer på et tidspunkt, inden skoleåret er omme. 

"Adskillige lærere melder ind til os, at de har lavet for stort et indhug i deres puljetimer", siger Lisbet Skyum, formand for Sønderborg Lærerkreds, der mener, at lærerne kan bruge deres timeregistrering konstruktivt. 

"De kan italesætte over for deres ledelse, at 'kun hvis jeg bruger ekstra af den her tid, kan jeg nå at udføre alle opgaver'. Det er jo et problem, det er sådan", siger Lisbet Skyum. 

Kredsen har ikke noget samlet overblik over omfanget, men lærerne har selv mulighed for at holde styr på deres timer via en app fra Danmarks Lærerforening.

Ikke alle registrerer timerne

I Favrskov registrerer lærerne også deres tid via DLF-app'en. Egentlig står der i det såkaldte fælles forståelsespapir mellem lærerkreds og kommune, at skolerne skal stille et redskab til tidsregistrering til rådighed, men det har blot én ud af 13 skoler gjort. 

Dermed må lærernes registrering via app'en til gengæld være gældende, så dokumentationen herfra kan bruges som argument for, at der ikke er tid nok til at nå alle arbejdsopgaver, hvis undervisningen skal være af samme kvalitet som tidligere. Det mener Lasse Kjeldsen, formand for Favrskov Lærerforening.

Hans indtryk er dog, at lærerne ikke skriver al den tid op, de reelt bruger af flekstiden. 

"De har ikke samvittighed til at møde uforberedte op, så hvis de ikke har haft tid til at forberede sig, gør de det i fritiden uden at registrere det", siger han.

Favrskov-lærere er glade for flexpulje, men mangler tid til fælles forberedelse

Skal lære at disponere

I Dragør og Aarhus har lærerne også på den gode side af 200 timer om året, de selv skal administrere. I Dragør må timerne bruges til spontant opstået forældrekontakt og forberedelse. Ikke andet. 

Nogle lærere har svært ved at disponere over tiden, og det skal de lige lære, mener formanden for lærerne i Dragør, Ulla Erlandsen. De arbejder så meget lige nu, at de kan komme til at stå og mangle puljetimer til foråret. Andre har regnet ud, hvor mange timer, de kan bruge hver uge og holder sig mere slavisk til det.

"Nogle af lærerne er faktisk frustreret over puljen. De skal lige lære at disponere over den og acceptere, at de nye arbejdsforhold gør, at man ikke kan nå det samme som sidste år. Det er lederne med til at italesætte", siger hun og betegner lærer-leder-samarbejdet som konstruktivt på næsten alle Dragør-skoler.

"Jeg har indtryk af, at der er nogen, der er bange for, at puljen når at løbe ud inden jul", sagde den unge lærer Anne Nielsen Würtz forleden til folkeskolen.dk om Aarhus-lærernes puljetimer.

Ung lærers opråb blev facebook-hit: Vi er for få til at løfte opgaven

Formanden for kredsen kender dog ikke til nogen, der snart løber tør for timerne. Men Jesper Skorstengaard kan godt forestille sig, det sker. Derfor mener han også, at italesættelse af problemet er vigtigt. 

"Ledere, tillidsrepræsentanter og lærere skal sammen finde ud af, hvordan man bedst råder over puljetimerne. Der er rigeligt pres på lærernes resurser lige nu, og det kan hurtigt løbe fra én", siger han.

Lærerne i Aarhus kan vælge fuld tilstedeværelse og på den måde undgå at skulle disponere selv. Men de fleste vil gerne beholde den fleksibilitet i jobbet, som puljetimerne giver, og der er ikke mange der benytter sig af muligheden for fuld tilstedeværelse, oplyser Jesper Skorstengaard.