"Vi er for lille til selv at have en PR-afdeling, så det er en fornøjelse, at kommunen nu vil hjælpe os med at brede vores tilbud ud", siger skoleleder Ulla Knudsen fra Ordblindeinstituttet.

Ordblindeinstituttet ser fortrøstningsfuldt på fremtiden

Politikerne i Ballerup har reddet Ordblindeinstituttet som selvstændig skole og kompetencecenter og får ros for, at de vil gå ind i arbejdet med at gøre instituttet til en endnu mere markant spiller inden for ordblindhed. En opgave, instituttet ikke kan løfte alene, siger skolelederen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I over et halvt år har Ordblindeinstituttet haft udsigt til at blive lagt ind under en folkeskole i Ballerup, men i sidste øjeblik ændrede politikerne kurs. De har ikke alene besluttet, at instituttet fortsat skal have egen ledelse og medarbejdere. De vil også lægge en plan for, hvordan instituttet kan blive endnu mere markant i arbejdet med ordblinde børn i andre kommuner.

Ballerup bevarer Ordblindeinstiuttet som selvstændig skole

"Det afgørende er ikke at tiltrække elever, for instituttet bliver stort nok til, at vi kan bevare lærernes høje faglighed. Men vi vil have kommunerne til at bruge lærerne fra Ordblindeinstituttet som konsulenter, så instituttet ikke kun er for dem, der får tilkæmpet sig en plads, men kommer ud til alle ordblinde børn", sagde formanden for børne- og skoleudvalget, Peter Als (S) til folkekolen.dk i mandags.

Markedsføring bliver med en helt anden vægt

Det glæder konstitueret skoleleder Ulla Knudsen.

"Vi vil gerne brede vores kompetencer ud til hele landet, så det er klogt og flot af politikerne at træffe den beslutning. Vi skal beskrive, hvad vi kan tilbyde, og vi skal afsøge, hvad kommunerne har brug for. Hvis der er behov, vi ikke har hørt om, skal vi indrette vores tilbud efter det ", siger hun.

Udvalgsformand: Jeg er ikke upåvirket af indsigelserne mod at nedlægge Ordblindeinstiuttet

Det er ikke nyt, at Ordblindeinstituttet skal markedsføre sig, men fremover bliver det med en helt anden vægt, vurderer Ulla Knudsen.

"Vi skræddersyr blandt andet kurser til almenskoler, hvor vores lærere underviser ordblinde elever sammen med skolens egne lærere. Den slags sidemandsoplæring har vi gode erfaringer med, og vi har brugt meget krudt på at sende vores tilbud ud til skolechefer og PPR-kontorer. Men vi har ikke været gode nok til at følge op på det. Vi er for lille til selv at have en PR-afdeling, så det er en fornøjelse, at kommunen nu vil hjælpe os med at brede vores tilbud ud", siger skolelederen, der forestiller sig, at Ballerup Kommuner kan åbne nogle døre via sit netværk med andre kommuner.

Kommunen skal tale Ordblindeinstituttet op

Også lærernes tillidsrepræsentant Verner Poulsen ser frem til visionsarbejdet.

"Ordblindeinstituttets kompetencer skal ud at vandre på både Ballerups egne folkeskoler og længere ud. Det glæder jeg mig til, for politikerne må have gjort sig nogle tanker om, hvad kommunens egne skoler skal bruge os til. Inklusionsdagsordenen har gjort, at de har fået øjnene op for, at de er nødt til at klæde lærerne på", mener Verner Poulsen.

Ordblinde-lærernes tillidsmand har ikke tiltro til politisk præcisering

Instituttets viden skal gerne bredes ud over kommunegrænsen i højere grad, end det allerede sker.

"Vi har haft en omfattende kursusvirksomhed i mange år, men kommunerne og skolerne fattes penge, så vi har været nødt til at aflyse kurser. Hvis vi skal have det op at køre på fuld kraft igen, er Ballerup Kommune nødt til at tale Ordblindeinstituttet op i sit netværk og sige vidt og bredt, at andre kommuner skal benytte sig at vores kompetencer. Den slags PR kan vi ikke selv magte", siger Verner Poulsen.

Kommunerne bliver nødt til at klæde lærerne på

Ord gør det dog alene. Der skal også velvilje til ude i kommunerne.

"Når kommunerne inkluderer flere og flere elever, er de også nødt til at sørge for, at lærerne har kompetencer til at undervise dem, og de skal komme et sted fra. Vi har lavet en uddannelse, som klæder folkeskolelærere på til at undervise ordblinde elever. Den uddannelse tror jeg, at mange lærere gerne vil have, men det kræver, at kommunerne giver tid og penge til det. I år havde vi kun to ansøgere og var nødt til at aflyse", siger Verner Poulsen.

Faglærere skal også kende til læsevanskeligheder

Undervisningsministeriet er på vej med en national ordblindetest. På Ordblindeinstituttet sætter man sin lid til, at testen kan få kommunerne til at rette blikket mod ekspertisen i Ballerup.

Ordblindeforeningen: Uforståeligt, hvorfor Ordblindeinstituttet skal nedlægges

"Når elevene bliver udredt, hvad har kommunerne så tænkt sig at gøre? Her er der, at Ballerup Kommune skal tale os op, så vi bliver hidkaldt. I mange år har man ment, at det var nok at klæde dansklærerne på, men der er et stigende fokus på faglig læsning, så man er ved at få øjnene op for, at ordblindhed handler om alle fag. Afgangsprøven i matematik er lige så meget en læseprøve, så det nytter ikke, at eleverne kan regne, hvis de ikke kan hente de nødvendige informationer ud af teksten. Derfor skal faglærerne også kende til læsevanskeligheder", siger Verner Poulsen.

Fortvivlede forældre kimer rådgivningstelefon ned

At det er nødvendigt for kommunerne at styrke deres undervisning af ordblinde fremgår af Ordblindeinstituttets kontakt med forældre.

"Vores rådgivningstelefon bliver kimet ned af fortvivlede forældre fra hele landet, som ikke ved, hvad de skal stille op, fordi deres børn ikke får den hjælp, de har brug for", siger Ulla Knudsen.

Ordblindeinstiuttet på vej til at blive nedlagt

Ringeriet har for alvor taget fart efter sommerferien. Det skyldes, at inklusionen slår igennem nu, vurderer skolelederen.

"Mange kommuner henter elever hjem fra specialskoler, så en lærer står ikke kun én ordblind i en klasse med 24-25 elever. Der er også nogle med ADHD og andre diagnoser, som tager lærerens opmærksomhed, så den ordblinde kan let sidde at gemme sig uden at blive opdaget. Det sker først, når forældrene banker i bordet".

Kommuner underviser flere årgange sammen

Der findes læseklasser og gruppeordninger for ordblinde rundt omkring, men Ulla Knudsen kender ikke alle kommunale tilbud.

"Jeg tror, at de i nogle tilfælde fungerer lige så godt som hos os, men ikke alle steder. Vi hører fra forældre, at kommuner underviser ordblinde fra flere årgange sammen, og nogle gange er de på hold med elever med ADHD og Aspergers. Men eleverne har brug for forskellige pædagogiske metoder, ligesom der er forskel på at undervise elever med generelle indlæringsvanskeligheder og en specifik vanskelighed som dysleksi", siger Ulla Knudsen.

Eleverne kæmper for at tage afgangsprøven

Ordblindeinstituttets lærere ved præcist, hvor den enkelte elev er i sin faglige udvikling og kan tilrettelægge undervisningen, så den er tilpas udfordrende, fremhæver Ulla Knudsen.

"Vores mål er, at alle tager en fuld afgangsprøve. Det ville ikke lykkes for 80 procent af vores elever, hvis de var i et normalmiljø, mens vi er tæt på 100 procent. Vi får alle elever videre i en ungdomsuddannelse eller til en læreplads. Vores elever har kæmpet i folkeskolen, og de kæmper også hos os. De ved godt, at de ikke får noget forærende, så det nytter ikke at læne sig tilbage".

Ulla Knudsen understreger, at ordblinde elever er normaltbegavede.

"Samfundet vil gerne have, at unge tager en uddannelse, og hvis ikke vi hjælper dem i skolen, bliver det dyrt for samfundet på den lange bane", siger hun.

 

Powered by Labrador CMS