Det var en umådelig bitter pille at sluge i september, at jeg måtte kaste håndklædet i ringen og erkende, at jeg ikke magter de nye  rammer, til at løse opgaverne i folkeskolen.

I årevis havde jeg opbygget en faglig identitet som en dygtig og nuanceret formidler, der altid opnåede rigtige gode resultater sammen med eleverne. En identitet der bekom mig vel.

Jeg var ikke dygtig fordi jeg er velsignet med et særligt talent fra naturens side. Jeg var dygtig fordi jeg valgte at bruge meget tid på forberedelse og efterbehandling. I den forstand mener jeg, at alle kunne blive dygtige.

Efter august 2014 måtte jeg redefinere min faglige identitet. Jeg var ikke længere en dygtig lærer. Jeg var højest middelmådig. Jeg var hele tiden på hælene og havde ikke tid til fordybelse og få ejerskab af stoffet, så jeg kunne planlægge alternative måder at perspektivere på, for at tilgodese hver elevs læringsstil.

At skulle nedjustere/redefinere mit faglige jeg på en sådan måde, var/er hårdt.

Jeg kunne ikke leve op til egne, elevers, forældres, leders, politikeres og samfundets forventninger til at levere en mere nuanceret og spændende undervisning. Tværtimod. Min undervisning var blevet markant ringere. Det stressede mig helt vildt. Det endte desværre med en langtidssygemelding. Uagtet hvad Niels Egelund mener, så var denne bestemt ikke tænkt som en statement til politikerne!

Fordelen ved at være langtidssygemeldt med stress er, at jeg har haft tid til at reflektere over forholdende i folkeskolen.

I dag fik jeg lidt af en åbenbaring. En åbenbaring der gav mig en lidt flov smag i munden. En åbenbaring, der ligeledes, i min optik, indeholder et vist dilemma. Forklaring følger.

Mit debatindlæg her, er derfor en invitation til dig, kære læser, at give dit besyv med i dette dilemma.

Ser du samme udfordring som jeg? Kan vi omgås dette på en hensigtsmæssig måde?

Da jeg sidste år i april var til fest i Korsgadehallen og Anders Bondo Christensen holdt sin famøse tale, hvor han proklamerede, at det da ikke var skolelederne, der skulle lede, men lærerne, var jeg slet ikke i tvivl om, hvad ABC mente. 

Når læreren stod i frontlinjen i klasseværelse, så var det selvsagt også læreren, der stod med ansvaret og derfor måtte træffe ledelsesmæssige beslutninger. Desværre forstod mange uden for skoleområdet ikke denne pointe og ABCs ord blev vendt og misbrugt.

I dag måtte jeg sande, at jeg fortsat efter august er vedblevet at tage ansvaret i klasseværelset. Et ansvar jeg i virkeligheden ikke længere har, men som nu ligger hos min leder.

Og... Det er så her min dårlige samvittighed sætter ind. Jeg har været for dårlig til at overdrage ansvaret til min leder. Jeg har været for dårlig til at have tillid til, at det ansvar skal min skoleleder nok forvalte på en hensigtsmæssig måde. Undervisningsniveauet i klasselokalet, er ikke længere mit overordnede ansvar, men min skoleleders ansvar.

Jeg tænker, at vi ved at fralægge os denne automatiske ansvarstagen, der er så indgroet en del af vores faglighed, ville opleve en mindre byrde på skuldrene. At vi ville opleve mindre stress i hverdagen.

Giv slip på det, der reelt ligger uden for vores hænder.

Der er dog et dilemma i dette.

Når eleverne, grundet lærerens manglende forberedelsestid, føler sig understimuleret eller overstimuleret og reagerer umiddelbart på dette, så er det ikke skolelederen (med ansvaret), der står mål for disse reaktioner. Så er det læreren (uden det relle ansvar), i frontlinjen, der skal forholde sig til situationen og træffe umiddelbare ledelsesbeslutninger i klasselokalet.

Når nu dette er dagligdagens virkelighed, kan vi lærere så reelt give slip på ansvaret og have tillid til, at det skal skolelederen nok forvalte hensigtsmæssigt?

Er en af de store stressskabende udfordringerne med reformen og lov 409, at vi lærere vedbliver at påtage os et ansvar vi ikke længere har, men som ligger hos skolelederne?

Kan vi reelt frasige os dette ansvar i den struktur hverdagen præsenterer i folkeskolen?