Forsker: En bedre social spredning ville styrke fagligheden

Hvis socialt dårligt stillede børn og socialt velstillede var mere spredt i mellem hinanden på de danske skoler, ville det samlet set give bedre skoleresultater, viser ny forskning i data fra den internationale Pisa-undersøgelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som bekendt viser de danske Pisa-resultater, at social arv spiller meget kraftigt ind på elevernes testresultater. Elever med veludddannede forældre læser simpelthen bedre end elever, hvis forældre har mindre uddannelse. Beatrice Schindler Rangvid, der i morgen forsvarer sin Ph.D.-afhandling ved Handelshøjskolen i Århus, har kigget på effekten af skolekammeraternes sociale baggrund og faglige niveau:

"Det bedste ville være, hvis alle havde fagligt dygtige klassekammerater med en god social baggrund. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Men vores forskning viser, hvor de fagligt svage kan trækkes op af at have gode rollemodeller, så er de stærkere mere uafhængige - de lærer så at sige uanset. I hvert fald er det, de dygtige taber ved at gå i klasse med de faglige svage, meget mindre end det, de svage vinder ved det", understreger Beatrice Schindler Rangvid.

Hun peger også på, at Sverige og Finland, der klarer sig bedre end Danmark i Pisa-undersøgelsen, netop har socialt mere homogene skolevæsener. I begge lande er betydningen af forældrenes uddannelsesniveau for børnenes læsning også væsentligt mindre end i Danmark.

Powered by Labrador CMS