Jens Raahauge
Blog
Elever - nu med mor og iPhone
Når ønskebarnet har mor og iPhone med i skolen, kan der ske ting og sager, som kan kalde på undren. Skal man føle sig forældet eller kaldet til kamp?
Der var gjort klar til stor festivitas på en skole, jeg besøgte for nogen tid siden. Flere hundrede elever skulle samles i skolens hal for at overvære en koncert med et af tidens hotte navne.
En del forældre havde også fundet vej til skolen, og det er skønt at fornemme opbakning til det, folkeskolen også byder på.
Jeg stod mellem nogle forældre ved hallens bagvæg, og eleverne begyndte at arrivere, de yngste først, to og to, med læreren forrest; altså i god ro og orden.
Men pludselig spænede en pige ud fra børnehaveklassens geledder og omfavnede sin mor, som stod ved siden af mig. Kys, kys, og pigen kom tilbage i geleddet.
Indmarchen fortsatte med fint styr på sagerne; 1. klasse og 2. klasse passerede forventningsfulde forbi, og det samme gjorde 3. klasserne. Men så skete der noget: Kvinden ved siden af mig satte med et ryk i løb, trak en dreng ud af rækken, mens hun højt sagde: "Mor er her!" Og han måtte rødmende tage imod et kys på kinden.
Det fik mig til at tænke på Per Schultz Jørgensens seneste bog, Styrk dit barns karakter, http://www.folkeskolen.dk/543681/at-drage-op-til-en-fremtid, hvori han giver gode råd til moderne forældre og lærere og pædagoger; blandt andet om at det er de voksne, der skal være voksne. Kapitler fra den bog burde være en del af skolens forældremøder, hvis man da kan se en pointe i, at det er vigtigere at styrke børnenes karakter end deres karakterer.
Da jeg kom ud af min trance, var stjernen kommet på scenen. Jublen var enorm, og stjernen var virkelig en star, der kunne få sin store fanskare til at følge det mindste vink. Men da alle de indledende øvelser var ovre, stemningen skabt, og koncerten gik i gang, skete der noget, som man skal stå ved bagvæggen for at opleve: Hallen blev oplyst af flere hundrede små skærme, som hver elev holdt op foran sig, mens seancen blev optaget lige så mange hundrede gange. Stort set ingen oplevede koncerten, men så et billede af den. Når de møder andre, kan de dokumentere, at de var til koncert, men samtidigt afsløre, at de ikke deltog i koncerten.
Det fik mig til at tænke på, om eleverne allerede har taget den moderne skolepolitik og målstyringens grundtanker til sig: Det er vigtigere at kunne dokumentere det halve end at deltage i det hele.
Det er ikke godt nok, hverken med barnlige mødre eller digitale filtre på virkeligheden. Og for at det ikke skal misforstås: Både forældre og de digitale medier er væsentlige i børnenes liv. Men jeg vælger at kæmpe for en skole, hvor voksne udfordrer børnene, og hvor deltagelse overtrumfer dokumentation. Det er sandsynligt, at jeg taber, men som PH siger i sin sang om humanisten: "Jeg ved at den der opgir, har i hvert fald tabt."
Og jeg tror på, at hvis jeg taber, så er det for intet at regne imod de tab, børnene vil indkassere.
