Lisbeth Bundgaard

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en trist meddelelse, der ventede os, da vi kom tilbage fra efterårsferie. Vores afholdte kollega gennem 30 år, Lisbeth Bundgaard, var stille sovet ind efter tre års svær sygdom.

Lisbeth blev dimitteret fra Århus Seminarium i 1967, og samme år blev hun ansat som lærer ved Forbundsskolen i Øster Tørslev. Da skolen i Øster Tørslev i 1972 blev lagt sammen med de øvrige små skoler i den nordlige del af Nørhald Kommune og kom til at hedde Grønhøjskolen, fulgte Lisbeth med og blev på den måde en af de lærere, som har været med til at præge skolen, som den er nu. Lisbeth var en utrolig dygtig, engageret og afholdt lærer. Hun har været klasselærer for en del klasser, og hun har taget sig specielt meget af de svage elever i forbindelse med skolens læsekursus og særundervisning. Skoleledelsen og forældrene har altid kunnet stole på, at de elever, hun havde med at gøre, fik det bedst mulige ud af deres skolegang. Lisbeth stillede krav til sine elever, og hun stillede endda meget store krav til sig selv. Hun var meget pligtopfyldende, perfektionistisk i ordets bedste betydning, altid yderst velforberedt og altid forstående over for både elever og kolleger. Lisbeth havde gode kreative evner, som hun udnyttede dels i sit arbejde som klasselærer, dels i sit arbejde som formningslærer. Desuden havde Lisbeth humor. På sin egen stille facon kunne hun sætte humør i os alle.

I august 1994 blev Lisbeth ramt af alvorlig sygdom. Efter operation kom hun imidlertid tilbage og var erklæret rask, så vi troede på det tidspunkt, at vi slap med skrækken. Lisbeth passede sit arbejde det meste af skoleåret, men derefter viste det sig, at sygdommen var så alvorlig, at hun måtte opgive at fortsætte. Hun satte alt ind på at blive bedre, samtidig med at hun havde god kontakt til venner, kolleger og den klasse, som hun måtte forlade, nuværende 6.a.

Under hele sit sygdomsforløb har hun haft en fantastisk støtte i sin bror og svigerinde, Torben og Sanna, og deres tre piger. Lisbeths mor var også meget syg de senere år indtil sin død i foråret. Torben og Sanna påtog sig at pleje Lisbeth og hendes mor i de sidste meget svære måneder og har derved udført en opgave, som ikke mange har villet kunne klare at påtage sig. Vi har alle den dybeste beundring for deres altopofrende og kærlige pleje og sender dem vore tanker og inderligste medfølelse for den svære tid, de har været igennem, og den tomhed, der uvægerligt vil komme i fremtiden.

Æret være Lisbeths minde.

Kollegerne på Grønhøjskolen

Øster Tørslev