Debat

Evaluering – folkeskolens aktuelle udfordring

Det kræver tid at udvikle en evalueringskultur, men det skal ikke være en barriere

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uden at overdrive kan man roligt sige, at der er dømt evaluering i den aktuelle skoledebat.

I øvrigt en velkommen debat, der kun kan forplumres, hvis nogen tror, at evaluering er et tryllemiddel.

Det er det ikke. Det er tværtimod en proces, der går ud på at opstille mål for sin virksomhed og efterfølgende tjekke, om målene er nået. Er de ikke det, så er den svære og udfordrende opgave for lærerne at finde nye veje i jagten på at nå de opstillede mål. Evaluering er en løbende proces, som kræver alvor og seriøsitet ikke kun af lærerne, men også af omgivelserne. For hvis en evaluering peger på, at noget skal ændres, så nytter det ikke, hvis der træffes beslutninger ovenfra, helt uafhængigt af de erfaringer, den gode evaluering medfører.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I debatten om evaluering nævnes det ofte, at skolerne mangler en evalueringskultur. Det har vores gæster fra OECD bemærket i deres rapport, og vi må give dem ret.

At det er sådan, er indlysende, for hvor skulle vi have fået en evalueringskultur fra? Det har ikke ligget i folkeskolens tradition, at evaluering er en del af lærernes arbejde. Men muligheden for at ændre på det har gode betingelser netop nu, fordi evaluering bør indgå som en naturlig del af det lærersamarbejde, der er i en rivende udvikling.

Den tid, hvor det var tilstrækkeligt, at den enkelte lærer, ved hjælp af sin almindelige sunde fornuft og iagttagelsesevne, tilpassede sin egen undervisning til en given flok elever, er forbi. I dag stilles der krav om, at lærerne samarbejder, opstiller mål for undervisningen og dernæst som en naturlig ting evaluerer resultaterne af indsatsen.

Derfor vil det være en fordel at tage udfordringen op. I foreningen er vi enige om, at evaluering som praksis i lærersamarbejdet er et anliggende for den enkelte skole. Det er lederens ansvar i samarbejde med lærerne at udstikke målene for netop deres skole, så de initiativer, der skal tages, har relevans for den virkelighed, man står i.

Det kræver tid at udvikle en evalueringskultur, men det skal ikke være en barriere, for vi har brug for den. Derfor skal der ikke bare tales om det, der skal handles. På mange skoler er man godt i gang, nu skal vi have alle med.

Det er DLFs ambition, at den kommende overenskomst i forhold til både løn og arbejdstid kan medvirke til at skabe fornuftige forudsætninger, så skolerne kan tage udfordringen op til gavn for elevernes udbytte af skolegangen, men også at evaluering kan medvirke til at underbygge et eksperimenterende, spændende og udfordrende miljø omkring undervisningen i folkeskolen.

Lotte Lange er formand for DLFs faglige udvalg