Til min søns forældremøde præsenterede læreren de faglige mål og dernæst forklarede pædagogen lektiehjælp og understøttende undervisning. Som indledning fortalte hun, at hun var god til det med trivsel og derfor valgte hun at fokusere på trivslen i disse timer. Jeg er meget enig, hun er en dygtig og omsorgsfuld pædagog med øje for børnene og deres relationer og det var kompetente forløb, hun skitserede.

Alt imens sad læreren og lyttede.

Efter mødet kunne jeg ikke lade være med at se dette for mig, fordi det for mig blev symbolet på den bekymring Keld Grinder udtrykker; læreren er blevet fagpersonen.

Nu har min dreng en helt suveræn lærer, som har fokus på elevernes læse- såvel som personlige udvikling og da pædagogen gav udtryk for sit syn på tonen i klassen, brød hun da også ind og kom med sit besyv – selvfølgelig fristes jeg til at sige, for det ligger jo i lærerens dna at tænke læring og dannelse i samme åndedrag.

Men hvor længe vil læreren kunne tilføje sine overvejelser, når skolen er organiseret således, at det faglige og sociale er kunstigt opdelt?

Det forudsættes således, at klasselærerfunktionen kan varetages løbende eller som en fast tilbagevendende aktivitet i forbindelse med den understøttende undervisning, står der i lovgrundlaget - men i en tid med manglende forberedelsestid bliver det meget svært at løfte opgaven, og det efterlader således kun den anden skitserede mulighed; at opgaven løses i forbindelse med den understøttende undervisning, som pædagogen varetager.

Har klasselæreren således forladt klasselokalet?

Jeg er alvorligt bekymret for hvad rammer og vilkår gør ved os og må således sammen med Keld Grinder efterlyse debatten – for var det meningen? Vi må diskutere konsekvenserne af, at koordinationen mellem undervisningen og den samlede faglige og sociale udvikling af klassen og den enkelte elev sikres af andre faggrupper end lærere.

Var det hensigten, at pædagogerne skulle overtage det sociale og personlige, så læreren kunne komme på besøg og dosere det faglige?