BLOG
Empty article - Subtitle
Om at være konstruktiv
Fra alle sider stilles der i dag krav om at være mere konstruktiv og positiv: Det gælder om at se på potentialer i stedet for begrænsninger! "Se fremad, ikke tilbage", lyder det ofte. Vi skal jo vænne os til alt det nye. Dertil kommer nyklassikeren: Prøv at skabe mening i de vilkår, du befinder dig i. Her følger en opfordring til at tænke tanken til ende.
Efter sigende er det meget vigtigt at være konstruktiv - både når forandringens vinde blæser, og når magthaverne udlægger status quo som et ”vilkår”. De, der stiller spørgsmålstegn ved det ene eller det andet, der er besluttet af dem, der har magt, skal altså forsøge at acceptere vilkårene og fokusere på mulige potentialer heri - i stedet for blot at kritisere (man bliver jo også så træt af at høre på brok og kritik, så det ville da være dejligt). Vi ved jo alle, at vi er bedst tjent med magthavernes vilje. Sådan forstår jeg i hvert fald rationalet i megen moderne politik og offentlig ledelse. Her følger en liste over en række - meget forskellige - åbenbart ukonstruktive mennesker (i tilfældig rækkefølge):
Sokrates
Jesus
John Lennon
Søren Kierkegaard
Martin Luther
Mahatma Gandhi
N.F.S. Grundtvig
Kaj Munk
Winston Churchill
Nelson Mandela
Jan Hus
(... fortsæt selv listen, hvis du har lyst)
Idet ovennævnte personer på forskellig vis alle talte magten imod, må vi i dag konkludere, at de var til skade for deres samtid - og dermed også for eftertiden. De skulle have accepteret vilkårene i form retslige forhold, religiøse doktriner, kirkelige ordninger, politiske og militære situationer osv., og forholdt sig mere konstruktivt til dem. Idet vi jo i dag ved, at kritik er ukonstruktivt, ville verden altså have været meget bedre, hvis de bare havde holdt deres kæft. Churchill kunne fx have forsøgt at anskue nazismens europæiske dominans i 1940 på en mere positiv måde, Kaj Munk kunne have stillet sig mere konstruktivt i forhold til det vilkår, at besættelsesmagten ikke accepterede hans kritik, Kierkegaard kunne have accepteret Københavner-parnassets tankeverden og indordnet sig herunder, Nelson Mandela kunne have fokuseret på det mulige potentiale i en fortsat apartheidpolitik, John Lennon kunne have forsøgt at "vænne" sig til Vietnam-krigen, og så fremdeles.
Eller er det bare i vor tid, at magthavernes vilje er et uomgængeligt vilkår, vi alle må forholde os konstruktivt til? Hvornår skete skiftet i så fald? Eller er det fordi vi bare er usandsynligt heldige med så gode magthavere på alle positioner indenfor alle livets områder? Jeg ved det ikke, men noget i den retning må vel være tilfældet. Hvad tænker du?
