I Thorkild Thejsens bog ”LÆRERNES KAMPE KAMPEN FOR SKOLEN”  er der flere bemærkninger om det store emne her i jubilæumsåret, folkeskolens voldelige fortid. Jeg har lyst til at kommentere dem.

1. Anders Bondo skriver i sit forord ” Danmarks Lærerforening er som folkeskolen et produkt af den tid, vi lever i, og DLF er med til at skabe den tid, vi lever i. Gennem 140 år har foreningen budt ind på skolens og undervisningens udvikling. Og skole og undervisning har så stor betydning i samfundet, at vi ikke kan diskutere, hvilken skole vi ønsker, uden også at diskutere, hvilket samfund vi ønsker.”

Det vil vel sige, at DLF har et medansvar for , at lærere kunne mishandle eleverne med ulovlige lussinger, uden at det fik nogen som helst konsekvens for lærerne, selv om det lige fra 1814 var tjenesteforsømmelse.

2. I Thorkild Thejsens indledning skriver han ” Børnehaderen, overlærer Andersen, findes kun i ren form i tv-serien Matador.”

Børnehaderen fandtes også på mange af  virkelighedens skoler. Det kan man forvisse sig om ved at læse beretninger om skoletiden.

Det ærgrer mig, at Thorkild Thejsen ikke benyttede chancen i sine lærerinterviews til at spørge de ældre lærere ud om skolens straffemetoder. Den ældste lærer var hele 96 år.

3. I afsnittet  1970´erne skriver Søren Vinzent, lærer 1966 ”Mine holdninger gav en del problemer i forhold til mange af de øvrige lærere. For eksempel kom jeg på et tidspunkt i konflikt med en lærer, som havde slået et barn fra klassen. De spurgte, om han måtte slå, og jeg svarede, at det måtte ingen af os. Da læreren fik det at vide, blev vi meget uvenner; og da en nyuddannet lærer senere spurgte inspektøren, hvilke disciplinarmidler man havde, lod han bolden gå videre til en kollega, der rejste sig og viste os, hvordan vi skulle holde eleven og give et dask. Vi indvendte, at det var ulovligt, men han svarede blot, at de ældre lærere til enhver tid ville støtte os, hvis vi havde ballade i vores klasser. Det var jo fandens til hjælp. Jeg slog selv en enkelt gang, men jeg fortrød straks."

Dette foregik i 1968. 1.august 1967 trådte en bekendtgørelse i kraft og den sagde ”Legemlig straf må ikke anvendes.”  Desuden ”Overtrædelser af forbudet mod at anvende legemlig straf må betragtes som tjenesteforseelser.” Men lærerne fortsatte med at slå til langt op i 80erne.

4. I afsnittet Professionelle lærere skriver Iben Vyff  om et udvalg af et halvt århundredes danske film og tv-serier, hvori der optræder lærere bl.a. ” At skoleelever dengang blev fysisk afstraffet, synes at være en præmis i de to film, og det er ikke så mærkeligt endda. Det var først med det såkaldte spanskrørscirkulære fra 1967, at folkeskolens lærere fik frataget retten til at straffe eleverne korporligt. Cirkulæret handlede dog ikke om retten til at uddele lussinger, for det havde faktisk været forbudt siden 1814, og det skyldtes ikke humane hensyn, men var alene begrundet i en bekymring for elevernes hørelse (Andersen og Bruun 1988: 66ff, Nørgaard 2005: 115f). Lussinger hører til forestillingerne om skolen i gamle dage, og i et vist omfang afspejler det også virkelighedens skoleverden…”

Det var ikke først i 1967, at det blev forbudt lærerne at slå. 1814 blev lussinger forbudt. 1952 blev spanskrør forbudt i de københavnske kommuneskoler. Iben Vyff mener, at lussingforbudet i 1814 skete på grund af bekymring for elevernes hørelse. Det synes jeg da godt man kan kalde et humant hensyn. Men der står ikke noget om hørelsen i den pågældende §27. Et forbud er et forbud, lige meget hvilken begrundelse det har. Desuden skriver hun, at forestillingerne om lussinger i et vist omfang afspejler virkelighedens skoleverden. Desværre er dette omfang stort, da der blev slået hver dag, ja i hver time.

5. I afsnittet 2000´erne siger lærer Xenia Kofoed ”Alle er parate til at kloge sig om skolen, fordi de selv har gået der. De tager måske ubevidst hævn over den lærer, de var bange for, eller som de husker som ’dybt uretfærdig’.”

Xenia Kofoed har helt ret i, at mange mennesker går rundt med hævnfølelser. Og det forstår jeg godt efter den mishandling mange var udsat for i deres skoletid.

Jeg kunne ønske, at skolefolk gik forrest i at få etableret en national diskussion om dette grimme kapitel i folkeskolens ellers ærværdige historie.