Tænketanken Sophia afholdt i dag konferencen: "På bagkant af reformerne - På forkant med konsekvenserne". Her holdt Gert Biesta, der er professor ved University of Luxembourg første oplæg under overskriften: "Hvem ejer uddannelse? Bring demokrati tilbage i samtalen".

Professoren talte om, at der var en række mekanismer, der virker afdemokratiserende for skolen, selvom det ved første øjekast kan virke som om de er demokratiserende. Han fremhævede tre aspekter, der skaber pseudo-demokrati:

- At børn i stedet for elever bliver set som kunder

- At man gør skolen ansvarlig for resultaterne. Der er sket et skift fra demokratisk ansvarlighed til teknisk ansvarlighed. (accountability)

- En bevægelse fra professionel viden til evidens. - hvad virker?

Fra elev til kunde

Biesta forklarede:

- Hvis vi tager den første og gør eleverne til kunder, så kan man ved første øjekast sige, at det demokratiserer - fordi kunden har magten. Men der er noget i vejen med det billede. For der er forskel på en økonomisk transaktion og en uddannelsessituation. Når vi går ned i butikken som kunder, så ved vi allerede, hvad vi vil have. Og vi forventer, at butikken giver os, hvad vi vil have til den bedst tilgængelige pris. Men det er ikke det, der sker i uddannelsesverdenen. Her er spørgsmålet, om det folk vil have, er det, de har brug for? Hvis vi bare giver vores elever, alt de vil have, ender vi med at uddanne dem til forkælede egoistiske individer. Så den virkelige opgave for en lærer er at stille spørgsmålet: Er det, som eleverne siger, at de eftertragter, rent faktisk eftertragtelsesværdigt?

Ansvarliggørelse

- I forhold til ansvarliggørelse (accountability) indledte Biesta med at slå fast, at han mener, at det er en fundamentalt god idé. Lærere arbejder alle for offentligheden, og derfor skal de holdes ansvarlige for det, de gør. Men ansvarligheden har ændret sig. Fra en diskussion om, hvad god praksis er til en større teknisk opperation, hvor ansvarlighed betyder, at man lever op til standarder, der er sat af organisationer, der skal holde øje med og måle praksis. Lynhurtigt forsvinder spørgsmålet: Er disse standarder dækkende for, hvad vi synes er vigtig i uddannelse? Værdsætter vi det, vi måler, eller måler vi det, vi værdsætter? Systemerne, hvor ansvarlighed bliver en teknisk øvelse, skaber en afstand mellem de professionelle og samtalen om, hvad der er kvalitet og god uddannelse. Det ser ud som om, at lærerne er ansvarlige over for offentligheden. Men i virkeligheden er ansvarligheden kun i forhold til dem, der måler resultaterne.

Fra professionel viden til evidens

- Skiftet fra professionel viden til videnskabelig evidens, virker ifølge Biesta også tillokkende: Vi kommer væk fra subjektive vurderinger og får hård videnskab for, hvad der virker. Men "hvad virker?" er et abstrakt spørgsmål. Vi må i stedet stille os spørgsmålet: Hvad virker på hvad? Hvad er det, vi vil opnå? Og det er vigtigt at spørge, hvad virker for hvem? Meget evidens præsenterer sig selv som neutral og generel. Den underliggende forståelse af viden misforstår uddannelse. I uddannelse gør man ting uden at vide, hvad der vil ske med dem. Man arbejder med handlinger og konsekvenser, mens evidens arbejder med årsag og effekt.  For en lærer er sammenhængen mellem det, man gør, og det der bliver udbyttet åbent i forhold til fremtiden. Så når evidens kommer ind og siger, lad os tage vurderingerne ud, fordi videnskab kan fylde det tomrum, så kan vi se, at spørgsmålet om, hvorfor vi gør, som vi gør, forsvinder.

Lærerne kan udfordre tendenserne

Folkeskolen.dk talte efterfølgende med Gert Biesta og spurgte ham, hvordan lærerne kan udfordre de tendenser, han beskrev i det oplæg, der er refereret ovenfor. For eksempel hvis man oplever, at eleverne bliver italesat som kunder?

"Jeg vil sige, man kan spørge: hvad er uddannelses rolle? Så kan man komme i en diskussion, hvor nogle vil sige, at det handler om at overføre viden. Og jeg prøver at minde folk om, at ultimativt er opgaven for lærere at hjælpe elever til at blive voksne, modne mennesker. Og dermed får man et argument mod at behandle dem som kunder, for det er ikke uddannelse, hvis man kun giver dem det, de vil have", siger Gert Biesta.

Hvad kan man sige til en person, der siger: "Jeg ved, hvad der virker", hvis man ikke oplever, det er hensigtsmæssigt i forhold til den professionelle viden, man har som lærer?

"En ting, jeg altid siger: hvad virker til hvad? Når det bliver nævnt i uddannelsessammenhæng, så ser jeg en stærk tendens til, at folk siger, der er kun én ting, der skal betyde noget, nemlig faglige præstationer. Der siger jeg, at det er ikke alt, hvad uddannelse skal gøre. I min teori er viden og evner vigtige ting, men det handler også om at forbinde elever med traditioner. Professionelle traditioner, kulturelle traditioner og demokratiske traditioner. Vi skal holde øje med eleven som en person. Og hvis nogen siger, at vi ved, hvad der virker for at skabe bedre faglige resultater, så skal vi se på, hvad det betyder for de andre dimensioner, hvorpå vi gerne vil udfordre eleverne".

Men det kræver noget mod at stå imod disse mekanismer, gør det ikke?

"Problemet er, at mange af os er fanget i de her systemer. Hvis du ikke har nogen fortælling om, hvad du selv gør, og hvad der er galt med systemet, så bliver du fanget, fordi du ikke ved, hvad du bliver fanget i. Så der er en igangværende opgave med at bringe uddannelsessprog tilbage i uddannelse. Det prøver jeg, og ofte får jeg den respons fra lærere, der har læst mine bøger, at de siger: Du har givet sprog til det, vi går og føler, men ikke kan udtrykke. Kamppladsen er sprog, det er meget retorisk og før du ved af det, er du fanget i en andens diskussion. Så det er vigtigt konstant at se efter, hvor der er en mulighed for noget andet", siger Gert Biesta.