Repræsentanterne for tre af skolens store aktører har sammen skrevet en kronik.

Lærere, ledere og skolechefer i fælles kronik

”Vi skaber den bedste folkeskole - i fællesskab”, skriver Eik Møller, Claus Hjortdal og Anders Bondo Christensen i en kronik i Danske Kommuner.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Folkeskoleloven er vedtaget af et flertal i Folketinget, og nu er vores fælles opgave at yde det bedst mulige inden for de rammer og vilkår, vi bliver givet. Det må der ikke herske tvivl om. Derfor forventer vi også, at politikerne er parate til at sikre vilkår og rammer, der gør, at vi kan indfri målene", sådan indledes kronikken, der er skrevet af de tre formænd for Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen og bragt i magasinet Danske Kommuner.

Herefter gennemgår de tre en række af skolens udfordringer:

De nye Fælles Mål får denne bemærkning med på vejen:

"Målene er blevet snævre med vægt på målbarheden. Den store udfordring for fremtidens folkeskole bliver, hvis fokus for ensidigt rettes mod det, der kan måles i diverse test og prøver. Forskningen viser, at der skal andet og mere til for at sikre livsduelige mennesker. Det er en afgørende målsætning for skolen, at eleverne ud over en høj faglighed også kan bruge deres faglighed, og at de bliver livsduelige mennesker i fremtidens demokratiske samfund. Det øgede fokus på de målbare resultater og effekter må ikke erstatte det brede dannelsesperspektiv, som er grundlaget for vores skoletradition og det danske demokrati", skriver de tre kronikører.

Eksperter: Undervisningen bliver snævret ind med resultatstyring

Inklusion, åben skole og "ledelsesreform"

Inklusion er en anden udfordring, der bliver adresseret:

"Vi er enige i at bakke op om det menneskesyn og de værdier, inklusion bygger på. Vi er ligeledes enige om, at der er udfordringer forbundet med inklusion, som vi i samarbejde skal finde nye løsninger på. Der skal være fokus på den relevante og nødvendige kompetenceudvikling i forbindelse med forventningen om den øgede inklusion. Vi opfordrer alle kommuner til at udvikle en operationel inklusionsstrategi, der støtter op om ledere, lærere og pædagogers daglige arbejde."

Herefter kommer de forbi "den åbne skole", og de slår fast at: "Skolen har en lang tradition for at inddrage lokale kræfter i undervisningen fra erhvervs- og foreningslivet"

Reformen indebærer også en kraftig forandring af ledernes opgave - eller en "ledelsesreform": "Derfor bliver den politiske og praktiske ledelse af kommunens skolevæsen af lige så stor betydning, for at reformen lykkes. God ledelse i folkeskolen handler om, at alle parter vedkender sig det grundlæggende ansvar for gode rammer og kvalitet i undervisningen: Forvaltning, skoleledelse, lærere og forældre."

To ud af tre forældre: Der mangler inklusionsstøtte

Ser frem til at udvikle folkeskolen Også lærernes mulighed for at udføre er et emne i kronikken.

"Folkeskolen er heldigvis fyldt med dedikerede og dygtige lærere. De skal have muligheder og rammer for at udvikle den nye skoledag sammen med skoleledelsen og skolernes lokale omgivelser. Vi er klar til at give det rum og vise den tillid, og vi ved, at lærerne vil gøre deres yderste", skriver de og slutter af:

"Vi ser frem til at udvikle folkeskolen, så vi alle er stolte af den. Vi vil som professionelle gøre alt, hvad vi kan, og når den nødvendige politiske opbakning er til stede, så kan vi lykkes med opgaven".

Læs mere

Læs hele kronikken her. (Begrænset adgang)

Powered by Labrador CMS