BLOG

Empty article - Subtitle

Forskningen viser....

Om indførelsen af et ministerielt bestemt ental

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 15/9-2014 var en vigtig og historisk dag. Hvorfor det? Jo, den 15/9-2014 ramte vi som folk bunden. Nå da, hvordan det? Det skal jeg fortælle dig! Den 15/9-2014 udgav vores undervisningsministerium nemlig en række onlinepublikationer (egentlig udkom de oprindelige trykte udgaver allerede i august, men det er en anden sag), hvori vi alle kan få (åbenbart?) vigtig viden fra uddannelsesforskningen. Bl.a. kan man læse om virksomme (ofte amerikansk-engelsk betitlede) koncepter og programmer, der forbedrer elevernes sociale og emotionelle kompetencer, deres læseforståelse, motivation for læring osv. Det hele er selvfølgelig modelleret efter skolereformens prioriteringer, hvorved man på snedig vis nemt kan lave cirkelslutningen ”forskningen viser, at skolereformen var en god ide”. I følgeteksten til de seks foldere beskriver ministeriet det noble formål:

”Hvordan gennemføres en anvendelsesorienteret undervisning, der øger elevernes udbytte, eller på hvilke måder kan trivslen i en klasse konkret styrkes? Hvordan kan strategier til problemløsning løfte matematikundervisningen, og hvilke metoder kan være hensigtsmæssige til at skærpe elevernes læseforståelse i dansk? Der er mange forskellige veje til at øge elevernes læring og trivsel, og der er inspiration at hente i seks nye praksisrettede publikationer, som Undervisningsministeriet har fået udarbejdet.

Det er vigtigt at sikre, at viden fra uddannelsesforskningen er til rådighed for praktikerne i deres daglige arbejde på skolerne, så undervisningen tilrettelægges ud fra den bedst tilgængelige viden. Ikke sådan at der er en løsning, der kan bruges af alle, men det er afgørende, at aktørerne finder ud af, hvad der virker på netop deres skole ud fra en systematisk reflekteret praksis. Derfor har Undervisningsministeriet fået udarbejdet en række praksisrettede publikationer inden for seks temaer, som alle baserer sig på en forskningskortlægning inden for pågældende emne.”

Der bliver naturligvis skrevet lidt hist og her om, at publikationer er til inspiration og fri debat, og at de kan bruges som hjælp til at finde lokale løsninger. Det er sådan set fint nok, men i praksis udøves noget helt andet. Igen og igen udbasunerer publikationerne, at "forskningen viser" (i bestemt ental) dette og hint. De fleste kan nok gætte, at "forskningen" om uddannelse og pædagogik ikke siger noget som helst, der kan præsenteres entydigt i en ministeriel læs-let-folder, og "den" siger slet ikke noget, der bare perifert minder om det, ministeriet har hyret Rambøll og venner til at skrive. "Forskningen" (forstået som systematisk filosofisk/videnskabelig undersøgelse af et givent emne) i uddannelse og pædagogik er nemlig noget nær 2500 år gammel, og i alle disse år er der blevet skrevet ikke så lidt. Kun i ganske få år har en lille gruppe såkaldte uddannelsesforskere (ofte er de mere interesserede i fx organisatoriske forandringsprocesser eller statistik) skrevet noget i stil med ministeriets opfattelse af "forskningen". Alligevel kan vi nu se denne historiske parentes omtalt som "forskningen" i ministerielt bestemt ental. Det dybt problematisk og en grov underkendelse af hele idehistorien, vores kultur og videnskabelige tradition. Publikationerne er således slet ikke en hjælp eller et oplæg til en kvalificeret debat om lokal praksis. De er vildledende.

Men hvad siger forskningen da? Jo, som antydet siger den rigtig mange forskellige ting, ligesom den kan have ganske forskellig beskaffenhed. Forskning kan fx være en videnskabelig baseret undersøgelse (med udgangspunkt i en valgt videnskabelig metode blandt mange mulige) af en konkret undervisningspraksis, og den slags kan være både fint og nyttigt. Forskning kan også sagtens være strategisk, have bestemte formål, og den kan også være bestilt af nogle bestemte aktører. Anden forskning er mere fri, og måske blot et resultat af forskerens undren, nysgerrighed eller særlige personlige interesse. Men: Hvis regeringen (den udøvende magt) pludselig mener, at bestemte projekter er det samme som "forskningen" i bestemt ental, vil jeg dog påstå, at vi som nation har et problem - uanset, hvor fine de udvalgte projekter måtte være. Hvis man som myndighed har brug for at formidle forskning, må man enten ekstremt tydeligt (ikke blot i en faktaboks til slut) tilkendegive, at man kun har udvalgt en bestemt, urepræsentativ niche (og give en holdbar begrundelse, samt - trods denne - henvise til alternativ forskning) eller klart formidle bredden i forskningslandskabet. I ministeriets foldere er ingen af delene gjort i tilstrækkeligt omfang.

Al forskning indebærer til- og fravalg, og selv Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning vedkender sig, at deres reviews baseres på normative prioriteringer (læs fx deres konceptnotat på hjemmesiden). Man kan ikke bare vælge tilfældige eller tidsligt populære synspunkter, og ministerielt kalde det "forskningen" - og slet, slet ikke i denne kontekst, hvor der med skolereformen udstikkes en så ekstremistisk retning for skolen. I princippet gælder det også for enhver, der med en eller anden form for faglig eller social autoritet vil sige noget mere eller mindre leksikalt om, hvor tingene i almindelighed står. Hvis man vil diskutere mere polemisk, er sagen en anden - så kan man i højere grad frejdigt komme med påstande, vi kan afprøve i fællesskab.

Det handler om formål, rolle og genre! Formidler man "forskningen", så må man neutralt forsøge at formidle, hvordan den tager sig ud. Hvis man vil promovere mere eller mindre private synspunkter, så må man frejdigt formidle, hvad man sådan ellers går rundt og mener. Som offentlig myndighed er en sådan sondring helt afgørende.

”Forskningen” er ikke, skal ikke - og kan ikke - være en kogebog. Derimod skal den være nysgerrig, kritisk og mangfoldig. ”Den” pædagogiske forsknings fornemmeste opgave er at være kvalificeret uenig med sig selv, og det har alle mulige pædagogiske forskere fra nær og fjern, fortid og nutid, den ene og den anden lejr, bidraget til på fornem vis. For denne indsats fortjener de alle stor tak og alverdens ros. Af denne uenighed kommer nemlig en blivende og fri undersøgelse af menneskets liv og verden, og i pædagogisk sammenhæng en bekræftelse af, at tilværelsens og opdragelsens beskaffenhed er et åbent og aldrig afsluttet spørgsmål. Det viser forskningen.

Link til ministeriets publikationer: http://uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2014/Sep/140912-Seks-publikationer-med-viden-om-undervisning-med-fokus-paa-laering-og-trivsel

Powered by Labrador CMS