BLOG

Empty article - Subtitle

Opfordring til at tilbagekalde advarslen til lærer Erik Schmidt

Bag opfordringen står en gruppe af skolefolk, intellektuelle og forskere fra hele landet. Den blev bragt som læserbrev i Fyens Stiftstidende d. 21/8- 2014 under overskriften "Tilbagekald advarsel til lærer".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Erik Schmidt har været ansat i 34 år på Agedrup Skole. Her har han udøvet sin gerning, ikke blot til alles fulde tilfredshed, men også til hele samfundets anerkendelse, og han har bidraget flittigt til sit samfunds, sit fags og sin skoles udvikling med alt fra lokale udviklingsarbejder til brede kulturelle initiativer i lokalområdet og i forbindelse med nationalt rettet forlags- og skribentvirksomhed.

Hans virke støttes ifølge pressen af folk helt fra Dansk Folkeparti og til Enhedslisten. Det støttes også af skolens tidligere skoleledere, af lærere og elever og af hele hans lokalsamfund. Schmidt har aldrig i sit lange og rige virke modtaget så meget som en uformel henstilling, han har arbejdet med stort engagement, og han har i gennemsnit blot haft 1-2 sygedage om året. Kort sagt: en pryd for Odense Kommune - skulle man tro.

Men kommunen er ikke glad for Schmidt. Nu har han fået en advarsel for ”negative holdninger”, fordi han på interne lærermøder har kritiseret ledelsen og ønsket at diskutere nogle af den helt nye skoleleders dispositioner. Sådan en demokratisk diskussionslyst er åbenbart ikke noget for kommunens hierarki:

Skolelederen er 34 år og har kun har været ansat på Agedrup skole i få måneder. Han har ingen offentlige meritter, men har fra dag ét ønsket at ændre hele skolens organisation, pædagogik og arbejdstilrettelæggelse - helt uden at drøfte det med sit lærerkorps.

Skolelederens chef, kommunens børne- og ungeregionschef, har også kun været ansat i et par måneder og har ikke nogen indsigt i skoleverdenen.

Børne- og ungeregionschefens chef, børne- og kulturdirektøren Jimmi Streit, blev for nylig fyret, og det kan tænkes, at de for tiden omtumlede forhold i skoleafdelingen har medvirket til, at den unge skoleleder ikke har fået en ordentlig rådgivning.

Deres alle sammens politiske chef, rådmand Susanne Crawley Larsen, er også helt ny på sin post. Hun har sagt, at hun ønsker at genskabe tilliden til lærerne i Odense, og at lærerne i Odense Kommune må sige, hvad de har lyst til, men sidstnævnte er jo objektivt set usandt.

Fagbladet Folkeskolen har fortalt om, hvordan halvdelen af lærerne i Odense oplever, at deres ytringsfrihed bliver intimideret. Mon ikke denne sag har gjort ondt værre?

Skolen har ikke mindst i denne tid brug for erfarne lærere, der kan se, hvordan skolens dagligdag kan virke bedst muligt. Den kan ikke løse sin opgave, med mindre åndsfriheden og ytringsfriheden beskyttes fra oven.

Vi opfordrer hermed Susanne Crawley Larsen til at foranledige, at Odense Kommune tilbagekalder advarslen til Erik Schmidt, at Schmidt får en uforbeholden undskyldning, samt til at lærerne i Odense får sikkerhed for, at de kan tænke og tale frit, både når de er på arbejde, og når de ikke er.

Underskrivere:

Dorthe Jørgensen, professor ph.d., dr.phil., dr.theol.

Peter Kemp, Professor emeritus i filosofi, dr. theol. & phil.

Lene Tanggaard, professor

Henrik Gade Jensen, sognepræst

Alexander von Oettingen, dr.pæd., udviklingsdirektør

Jørgen Carlsen, højskoleforstander

Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningen

Steen Nepper Larsen, lektor

John Rydahl, fmd. Religionslærerforeningen

Per Kjeldsen, cand. pæd. psyk., chefkonsulent

Kirsten Krogh-Jespersen, pens. lektor, ph.d.

Ib Hansen, konsulent, forh. skoledirektør

Leo Komischke-Konnerup, redaktør for Forlaget Nyt Askov

Iben Benedikte Valentin Jensen, redaktør for Forlaget Nyt Askov

Morten May, skoleleder

Sten Larsen, lektor

Brian Degn Mårtensson, cand. pæd., adjunkt

Stig Skov Mortensen, cand. pæd. phil.

Thomas Aastrup Rømer, lektor ph.d.