I Danmark forstås ASF, autismespektrumforstyrrelse inden for et psykomedicinsk paradigme »Det betyder, at mennesker med diagnosen ASF menes at have vanskeligheder inden for områderne social interaktion, kommunikation og fleksibilitet i tænkningen. Forståelsen får betydning for den specialpædagogiske indsats på mange specialskoler, i det den ofte bliver kompensatorisk,« skriver Kimmie Nørgaard i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Silkeborg ved Via UC. »På specialskolen observerer jeg elever, som i de fleste undervisningstimer sidder ved egne borde med individuelt tilrettelagte opgaver, som løses selvstændigt. Eleverne får sjældent opgaver indenfor samme emne, opgaver som løses i fællesskabet eller i samarbejde med klassekammerater.« »Mennesker med diagnosen ASF kan ofte have udfordringer indenfor social interaktion, men jeg undrer mig alligevel over den manglende variation i arbejdsmetoderne«, siger Kimmie Nørgaard og efterlyser fokus på samarbejde og udvikling af elevernes sociale kompetencer i undervisningen. I sin praktik satte hun sig derfor for at undersøge, om disse elever kan undervises i fællesskab, og om det vil kunne skabe udvikling og læring hos dem. »Hvilke muligheder og begrænsninger giver specialskolerne sine elever for udvikling og læring gennem en individuelt tilrettelagt undervisning? Og kan elever med ASF have gavn af et mere fællesskabsorienteret læringsmiljø,« lyder hendes problemformulering. Ved at lade eleverne arbejde selvstændigt med eget materiale og ved at skærme dem for de sociale forstyrrelser, som lærerne mener, at det vil medføre at lave samarbejdsøvelser, forhindres eleverne i at lære sammen med sine klassekammerater, siger hun i projektets konklusion. »I mit afsnit om det fællesskabsorienterede læringsmiljø har jeg sat fokus på teorier, der vedrører det at lære i et fællesskab og det at rette opmærksomheden på det sociale samspil i undervisningen. Jeg har gennem disse teorier, min empiri og forskning forsøgt at tydeliggøre vigtigheden af, at denne elevgruppe, trods en diagnose, har gavn af at deltage og lære i fællesskabet. Jeg har med udgangspunkt i Hertz bemærket nogle af de invitationer og uanede udviklingsmuligheder, som jeg mener, eleverne har udvist, nemlig at de gerne vil det sociale. Ud fra dette kan jeg konkludere, at det er vigtigt at sætte fokus på mulighederne frem for begrænsningerne - at eleverne godt kan lære og udvikle sig i et fællesskab med god stilladsering,« skriver Kimmie Nørgaard. Det individuelt tilrettelagte læringsmiljø giver eleverne nogle muligheder for udvikling. Men det giver samtidig nogle begrænsninger, hvis ikke undervisningen differentieres, og hvis metoderne ikke er didaktisk reflekteret, argumenter hun. »Jeg kan ud fra dette konkludere, at det individuelt tilrettelagte læringsmiljø ikke kan stå alene, men at det må suppleres med et fællesskabsorienteret læringsmiljø for at optimere elevernes læring og udvikling.« »Min pointe er ikke, at specialpædagogikken skal erstattes af en almenpædagogik, men at den specialpædagogiske viden må bringes i anvendelse i forbindelse med elevens deltagelse i fællesskabet. Jeg kan derfor også konkludere, at man som professionel lærer må forholde sig refleksivt til, hvilke handlinger og specialpædagogiske virkemidler der er hensigtsmæssige hvornår, til hvem og hvordan i den konkrete situation.« »Alt i alt kan jeg konkludere, at den individuelt tilrettelagte undervisning giver nogle muligheder og begrænsninger, og at elever med ASF kan have gavn af, at der også sættes fokus på det fællesskabsorienterede læringsmiljø for at optimere deres udvikling og læring,« slutter Kimmie Nørgaard

Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Specialskolernes læringsmiljø