BLOG

Empty article - Subtitle

Om stamtræer og skærmydsler i familien

Opdrag af andres måde at inddrage og danne deres børn på, skal man være varsom med. Men den her sag ligger mig så meget på sinde, at jeg vover en stille opsang. Til inspiration. Bevares.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor vigtigt er det lige, at oldebørn deltager i et større familietræf i anledning af en for længst afdøds fødselsdag? At de knikser foran en del af familien, som ikke har været samlet siden begravelsen, og som de yngste af børnene i øvrigt aldrig har mødt. Har det overhovedet nogen relevans for dem, eller er det vigtigere at de voksne, dem som kan fremmane årsagen til træffet, kan mødes, dele minder og nyde den gode – og dyre - middag uden forstyrrelser af de små poder?  

Det spørgsmål blev jeg forleden udfordret med af en nær ven, som pt. forsøger at samle familien, og som nu er rendt ind i ovenstående problematik. Han savner argumenter FOR at tage børnene med – ikke i form af retorisk opdrag, men derimod input til rationel overvejelse, som han tør gå videre med – uden at tvisten udvikler sig til uvenskab. Og det fik mig til at tænke på…      

Opgaven. I faget historie er den tæt på obligatorisk: Tegn dit stamtræ. Dejlig konkret og med et indhold alle elever kan byde ind på. Som underviser er det altid interessant at stå på sidelinjen, når eleverne tegner og fortæller, hvad de kommer af. Ikke bare på navne og årstal men også det afgørende møde mellem to mennesker i fjern fortid, der knopskyder, og bringer os frem til Julius og Anna i dag (i øvrigt navne der stammer fra ældre aner, og som gavner min pointe!). Hver især kommer vi med en personlig historie, og er samtidig bidragsydere til den samlede historie vi refererer til som familiens. Som vi kan hænge på et træ og se vokse og forgrene sig, lige så langt som vi vil, som forældrene har tid og som kirkebøgerne kan hjælpe os. Men opgaven er jo løsrevet. Samtalen er god. Formidlingen lærerig, den røde tråd tydelig, mens den sanselige oplevelse - at se sig selv i sammenhæng, opdage fysiske ligheder og forskelle, høre historier fra da far var dreng, og som man jo på en eller anden måde relaterer til FORDI vi er familie. Finde sig selv som et led i en sammenhæng og undres over, hvordan man egentlig lige havnede der. Skæbne eller tilfældighed? Åbenbaringer som kopiarket i skolen vanskeligt kan indfri, og som jeg mener, vi bør gøre alt for at inddrage vores børn i. Tage imod tilbuddet når det er der, og mens det er der, men selvfølgelig kun i den udstrækning vi også eksplicit foreholder dem årsagen til at samles: Det indbyrdes slægtskab, hvordan og hvorfor vi både er historieskabte og historieskabende.

Det handler også om dannelse. Almen dannelse og dannelsen af det hele menneske, som nok er sig selv men aldrig løsrevet fra den kontekst, det optræder i. Hvis historie også skal have en funktion, ses i aktion, bliver vi som voksne nødt til at handle på hver eneste mulighed for at inddrage, bevidstgøre og lade vores eget afkom – og elever - hilse på den levende og den levede historie, når den er der. Få dem op af stolene, væk fra bøgerne og ud i den virkelighed historien har formet. Og altså også når det gælder om at møde en sjælden samling af sin familie. Så mit svar må være. Det er vigtigt. Død-vigtigt at de kommer med og ser deres tegnede træ materialisere sig. Som spillevende nutids – OG fremtidshistorie.   

Powered by Labrador CMS