Idag er første skoledag i en ny virkelighed. "Alt det, der viser sig ikke at virke, er også en god erfaring. De får syndsforladelse for det hele", siger skoleleder på Skolen ved Sundet Niels Hannibal.

Skolestart med syndsforladelse

Lærerne skal have plads til at fejle, mener skolelederen på Skolen ved Sundet. Klokken 9 byder han velkommen til den allerførste dag under den nye skolereform: ”Har I glædet jer til at komme i skole?” lyder det fra scenen i skolens ovale aula på Amager.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tilbage lyder en symfoni af ja'er og nej'er fra skolens 800 elever. Skolens ni årgange melder deres tilstedeværelse med håndsoprækning og glade tilråb, men da det bliver lærernes tur til at svare deres kollega i mikrofonen er hujenen mere slunken.

Skoleleder Niels Hannibal byder velkommen med ordene: "Så tager vi hul på skoleåret, alle har talt om", men han dvæler ikke længere ved den omdiskuterede reform. Det er helt bevidst. Nu skal der ikke snakkes så meget mere, men tingene skal ud og prøves i praksis.  

"Vi vil gerne pille nervøsiteten ud af lærerne og har derfor udnævnt det nye skoleår - eller i hvert fald de næste to måneder - til fjumreår. ", siger han til folkeskolen.dk's udsendte reportere efter sin velkomsttale.  

Det betyder, at lærerne på Skolen ved Sundet ikke behøver bekymre sig om at begå fejl eller afprøve noget, som det viser sig, at de ikke får noget ud af.

"Når vi siger fjumreår, mener vi, at lærerne skal føle sig frigjorte til at eksperimentere. Alt det, der viser sig ikke at virke, er også en god erfaring. De får syndsforladelse for det hele", tilføjer Niels Hannibal.

 

Lærerne på Osted Skole kan undtagelsesvist forberede sig hjemme

Lærer uden nej-hat

Skolens aula vibrerer, da 800 elever synger skolens sang. Men efter 20 minutters "velkommen-tilbage-seance" har alle elever rejst sig og er forsvundet ud i de tilstødende klasseværelser som små myrer i en tue, de kender.

Brian Kure Petersen træder ud i den nu mennesketomme aula fra lærerværelset. Han er nyansat skolepædagog og kender endnu ikke sin hverdag. Men han føler sig godt taget imod og glæder sig til at begynde sit nye arbejde på mellemtrinnet:

"Jeg håber på at kunne aflaste lærerne lidt i forhold til det sociale arbejde, så de kan koncentrere sig mest om det faglige og undervisningen", siger han.

Forberedelsen og det sociale arbejde er rent faktisk en bekymring for lærer Kristian Ring, som folkeskolen.dk stopper på gangen et øjeblik senere: "Jeg kan være nervøs for, at jeg ikke rent menneskeligt længere kan være fleksibel, når jeg for eksempel ikke kan træffes efter klokken 16".  

"Jeg har besluttet ikke at have nej-hatten på. Men at jeg er meget optimistisk, det ville alligevel være synd at sige".

Lige nu: Forberedelse uden internet og arbejdspladser frustrerer

 "Lidt nederen"

Camille, der har første skoledag i 5.x har godt hørt, at det ikke kun er en ny klasse, men også en ny skole, hun begynder i i dag.

"Jeg har hørt, at dagen bliver længere og at vi skal stå mere op i klassen og bevæge os", siger hun. Det ved hun ikke rigtig, hvad hun mener om, Hun syntes faktisk, at skoledagen var lang nok sidste år. Hendes veninder er enige. De glæder sig til gengæld til, at de skal have flere kreative fag. Men hvis det går ud over klubben efter skole, er det også 'lidt nederen'.

Vis kollegerne dit skrivebord

Selvom vi løber rundt 

Henover aulaen småløber lærernes tillidsrepræsentant Malene Brandt. Da vi spørger til hendes forventninger til den nye skolehverdag, svarer hun, at hun på en dag som i dag er glad for ikke også at have klasselærerfunktion. Den nye arbejdstidslov betyder, at hendes dag er fyldt op med klasseorienteringer og møder.

"Og efter alt det, skal jeg også lige nå at forberede undervisning til i morgen", siger hun. Førhen fik hun ordnet en stor del af det praktiske i sommerferien. Men i år har hun holdt fri som arbejdstidsloven lægger op til.

"Men selvom vi fløjter rundt på gangene som sindssyge nu, så er vi positive i tillidsgruppen. Det bliver vi nødt til. Vi siger hellere: 'Hvad har vi og hvad kan vi så gøre med det' end 'hvad kan vi ikke'", understreger hun, før hun bliver nødt til at løbe igen. 

        

Powered by Labrador CMS