Uden ham ville dansk ikke være helt det samme/uden dansk ville han slet ikke være den samme”.

Sådan indleder digteren Benny Andersen sit hyldestdigt til sprogmennesket par excellence Jørn Lund. Og vi kunne halehægte ordene: Og uden ham ville vores bevidsthed om dansk næppe være helt det samme.

Jørn Lund er her og der og allevegne, hvor modersmålet kalder på en vurdering, en kommentar eller en udvalgsbehandling. Men i modsætning til professorer, der bliver efterlyst i At Tænke Sig, hvis de ikke har været i medierne i to dage, så har Jørn Lund altid noget seriøst og fagligt funderet at bidrage med.

At det forholder sig sådan, strømmer ud af ordene på de 52 sproglige opstrammere, som udgør bogen "Dansk i skred", og som hver især er udtryk for en medrivende ord-gasme, som både Benny Andersen og Per Vers kalder det.

Ordet skred er behageligt dobbelttydigt. Det kan selvfølgelig dække over, at noget går galt, sådan som Jørn Lund hører managementfolket i erhvervsliv og politik puste sproget op med angelsaksiske betegnelser, der spærrer for sprogets sanselighed og troværdighed. Men det kan også afspejle det elegante, som man kan lave vinterolympiske discipliner i – ikke for at hylde de sportsudtryk, der trænger ind overalt i konkurrencestatens journalistik, men for at spotte de sproglige udviklinger, der til stadighed sker, og som er nødvendige, for at vi kan have et modersmål, der dækker virkeligheden.

Ordet spotte er i øvrigt også herligt dobbelt i sin betydning. Det kan selvfølgelig udstille de naragtigheder, som især medie- og magtverdenen er leveringsdygtige i. Men det kan også være den opmærksomhedskegle, som fanger stort og småt i sprogets udvikling for at holde det op for ørerne og øjnene af os sprogbrugere – til fryd og forundring over vores bevægelige og robuste modersmål.

Det er vederkvægende, at Jørn Lund udstiller magtens sportshule og angloopblæste sprogbrug, for det giver godt stof til den kritiske dimension i dansk- og samfundsfagsundervisningen. Men det er direkte livgivende, at han forærer os det utal af iagttagelser, som giver stof til glæden ved og kærligheden til sproget. Sprogligt interesserede i almindelighed og dansklærere i særdeleshed kan her finde sprogiagttagelser på rad og sprogforklaringer på række. Ens sprogøjne bliver spærret vidt op gennem finurlige indfaldsvinkler, citater fra virkeligheden og litteraturen og sammenstillinger mellem nudansk og andre nordiske sprog eller hedengangent dansk sprog.

Alt sammen formidler Jørn Lund i et sprog, der burde danne skole for alle, der ønsker at fange deres læseres interesse. Og konstant med et strejf af sprogglæde og et tvist af humor: Hvilket lærerværelse kunne for eksempel ikke få et plaster på lockoutsåret, hvis ledelsen ansatte en indre jomfru til at sørge for kaffen i frikvartererne og møderne – og måske mens eleverne skal have fred i deres læringsrum? Og hvilken facebookbrugende dansklærer ville ikke drikke sig i hegnet af glæde ved muligheden for at dele med Antorini? Og hvem har ikke trang til at bistå sprogligt unuancerede elever med en supplement til luder med litterær inspiration fra Holberg og Tintin: hundsvot, agurketud og fedtblære?

Faktisk har jeg kun en anke imod bogen, og det er omslagets forside; i og for sig en god tegning af en af landets fineste tegnere, Roald Als, der har begået en hængeøjet, træt ældre herre, som leverer en boble med ungdommeligt sprog. Jeg forstår nok den humoristiske pointe i billedet, men bogens virkelighed er blot radikalt anderledes: en sprog- og spillevende erfaren mand registrerer rørelse i alle sprogets central- og udkantsområder, også de ungdommelige, men serverer sine iagttagelser og analyser i et moderne og modent dansk.

Det vil være seriøst awwelit, hvis nogen på grund af træthedssignalerne på forsiden går forbi denne bog. Den ægger til undren, aha-nikken, debat, diskussion og øget sprogsans. Den er ganske enkelt en kickstarter af sprogglæde og -indsigt, som kan få tungen og tasterne til at sprælle hos enhver lærer og elev.