Bachelorprojekt

Er kompetencebegrebet med til at fremme eksklusion i skolen?

Har kompetencebegrebet en indre logik, som i sig selv medvirker til eksklusionsprocesser i skolen, spørger Stine Laugesen i sit bachelorprojekt om inklusion.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hvorledes kan læreres fortællinger om arbejdet med inklusion og udvikling af praksis i folkeskolen forstås«, lyder projektets problemformulering. Og med afsæt i to fortællinger fra lærerpraksis, forsøger Stine Laugesen, UC Syddanmark, Esbjerg, at forså arbejdet med inklusion og udvikling i folkeskolen. Det særlige i fortællingerne er det fælles fænomen og regelmæssighed i forståelsen af inklusion og skolens praksis gennem et børneperspektiv set gennem en specialpædagogisk optik, skriver hun. Det bærende hos de to lærere er at forholde sig til en bred elevkategori og tilhørende viden om, hvad et børneperspektiv betyder i skolen. Deres fortællinger om arbejdet med inklusion og udvikling af praksis i folkeskolen udfordrer eksklusion af børn gennem almenpædagogiske for "smalle" elevkategorier, lyder en konklusion. Et børneperspektiv på inklusion og udvikling af skolens praksis, kan være med til at gøre de formelle og uformelle normalitetsforventninger til elever/børn synlige. Et muligt perspektiv for inklusion og udvikling af folkeskolens praksis kan være »en forståelse af børn i skolen, som bliver anerkendt og forstået gennem de sammenhænge og kontekster, barnet befinder sig i«. Et perspektiv, hvor der tages »afsæt i mangfoldige børnebeskrivelser, der altid beskriver barnet i et samspil, hvor barnets handlinger ses gennem de positioner og subjektiveringsmuligheder, der er til rådighed i fællesskabet«. I vidensamfundet er det blevet almindeligt at beskrive normalitet gennem kompetencebegreber, og det forventes, at et normalt barn mestrer forskellige sociale situationer ved at være i besiddelse af bestemte kompetencer, skriver Stine Laugesen, og med sit bachelorprojekt åbner hun for diskussionen om brugen af begrebet kompetence og om, hvordan det er med til at stille krav og skabe forventninger, som mange børn ikke kan leve op til. Kan det tænkes, at kompetencebegrebet har en indre logik, som i sig selv medvirker til eksklusionsprocesser i skolen, spørger hun.

Se hele projektet under EKSTRA til højre: Folkeskolens børn - en specialpædagogisk analyse af inklusion i folkeskolen

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på skærmen.

Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.