Jens Raahauge
Blog
Miss Dannelse
Undervisningsministeren kandiderer til titlen, men har nok valgt forkerte rådgivere, så reformen risikerer at lande som misdannelse
Hvis det lykkes at få succes med at gennemføre den håndfuld reformer som nu bliver søsat samtidigt, så vil jeg bide hovedet af al min kritik og udnævne undervisningsminister Antorini til århundredets Miss Dannelse.
Men på mig virker det som om hun er sin egen benspænder på vejen til titlen. Jeg har nu hørt en del peptalk fra ministeren om forenklede mål, om fagligt løft, om udeskoler, om helhedsskolen, om inklusion, om bevægelse, om kunst og lokalt samarbejde og meget mere. Men de forskellige peptalk hænger ikke sammen indbyrdes. Der kommer ingen overbevisende argumenter for at ledere, lærere, elever og forældre vil vægte alle reformernes ingredienser ligeværdigt, når det er de faglige læringsmål, der kan testes med decimaler. Vi ser i alle landets og landes skoler, at det der testes, er det der vægtes. Derfor virker de glade og superoptimistiske budskaber om udeskoler og kunst i skolen og bevægelse og inklusion som et indstuderet stand up-show, der afvikles i et tempo, så ministeren – i modsætning til Casper Christensen, Anden, Linda P og alle de andre – ikke har de pauser, der giver mulighed for at fornemme tilhørerne. Og det er selvfølgelig ærgerligt, når nu hun har en del indslag, som virker fornyende og attraktive for en nytænkt skole. Hun misser chancen for at droppe de tekster, der ikke virker.
Det der får pondus, er de forenklede læringsmål, som er udtænkt af mennesker, der filosofisk repræsenterer den virkelighedsfjerne og platoniske skole, hvor sammenhænge skabes af logik, og hvor man derfor nødvendigvis må vægte det, der kan vejes. Dette er i direkte modstrid med det tyske begreb om Bildung, som skolen har bygget på og haft succes med. Dette begreb er i familie med den aristoteliske skole, som blandt andet hævder at fortællingen om og lydhørheden i forhold til virkeligheden er overlegen sammenlignet med den rene logik.
Hvorfor har undervisningsminister Antorini valgt at bygge på den pædagogisk-filosofiske gruppe som vil færdigheder frem for fortolkninger, når nu vi ved, at dagens færdigheder måske er færdige i morgen eller i overmorgen, mens en nysgerrig og fortolkende tilgang til medmennesker, omgivelser og virkeligheden vil blive efterspurgt? Måske skal svaret søges i den omstændighed, at hun akkurat som sine rådgivere og flertallet af sine forligspartnere er rundet af de akademiske samfundsvidenskaber, som higer efter at lugte af objektivitet; det vi andre kalder djøfisering?
Men lad os ikke blot give reformen en chance. Lad os give en hånd med, for det er uudholdeligt at arbejde med børn ud fra en depressiv tilstand: Så hellere være på tæerne end på hælene. Hvis det alligevel ikke lykkes at få reformen til at virke balanceret, så er det danske sprog så skønt indrettet, at vi har sammensatte ord – og Miss Dannelse nemt kan gå hen og blive misdannelse. Og så må vi til at betitle undervisningsministeren for læringsminister – og de privatskolefolk, der scorer eleverne, kan kaste pludder i ansigtet på reformens oldermænd, som havde skrevet det hele, før det skete. Det var logisk nok, men det kom aldrig til at passe i virkeligheden.
