Undervisningsmidlet stiller læse-diagnosen

Et af de store projekter, som er i gang under it, medier og folkeskolen-puljen, er udviklingen af et interaktivt læseværksted, der diagnosticerer det enkelte barns type af læsevanskeligheder og tilpasser tekstvalget derefter.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"It-millioner finansierer landsdækkende læsetræning" hedder det i dagens Politiken. Men det betyder ikke, at det nye interaktive undervisningsmiddel bliver gratis for skoler landet over. Ganske vist har Mikro Værkstedet a/s i samarbejde med seks kommuner og seks forskere fået millionstøtte fra den statslige pulje, men når værkstøjet om et års tid lægges på internettet, bliver det til abonnementspris. Skoer, der i forvejen abonnerer på Mikro Værkstedet Skoleaftale til mellem 4500 kroner og 6225 kroner plus moms vil få adgang til det nye undervisningsmiddel, og der vil også blive mulighed for at tegne abonnement på læseportalen alene.

Esbjerg, Varde, Nyborg, Randers, Slangerup og Århus har udpeget til sammen 80 lærere, som deltager i udviklingen af læse- og skriveportalen. Forskerne er speciallærer Jytte Jordal, JCVU, lektor ph.d. Elisabeth Arnbak, DPU, professor dr. phil. Carsten Elbro, Center for Læseforskning, speciallærer Frank Jacobsen, audiologopæd Liselotte Kulpa (Kommunikationscentret i Hillerød) og professor dr. phil. Jørn Lund (Det danske Sprog- og Litteraturselskab).

De deltagede lærere skal selv skrive de fleste af de læsetekster, som vil indgå i portalen med hjælp fra eksperterne. Forfatteren til den enkelte tekst beskriver, hvilken læsestrategi, teksten er er tænkt til. Der bliver forståelsesspørgsmål til teksterne og en 'log', der viser, hvordan eleven har arbejdet med teksten - hvilken læsestrategi barnet benytter.

Læs mere