Debat

Slut med meningsløse prøver i folkeskolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Klaus Mygind (SF), børne- og ungdomsordfører i Borgerrepræsentationen

Rigtigt mange 9.klasse-elever sidder i øjeblikket og forbereder sig til folkeskolens afgangsprøver. Men desværre er deres slid ikke til den store nytte. For vi tester eleverne lige inden, de forlader folkeskolen - og derfor bliver den viden, som prøverne giver om elevernes kunnen, hverken brugt i deres videre skolegang eller til at forbedre deres læring. Det bør vi lave om på.

For inspiration kan vi kigge mod Canada, som er et af de lande, der har forbedret elevernes resultater mest markant de sidste 10 år. Landet ligger også i top i PISA-undersøgelserne. Modsat Danmark, hvor vi har prøver i alle fag efter 9. klasse, har de i Canada kun én skriftlig og én mundtlig prøve i engelsk eller fransk i det tiende skoleår. I Canada har de opnået deres gode resultater blandt andet ved grundigt at følge elevernes læring i løbet af skoleåret og ved at bruge de test, de laver i løbet af skoleforløbet, til at forbedre undervisningen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I Danmark har vi nationale test på andet, fjerde, sjette og ottende klassetrin. Det er avancerede test, som giver meget information om eleverne. Men vi bruger sjældent resultaterne til at indrette undervisningen efter elevernes behov. Derfor ser vi meget ofte, at de samme børn klarer sig dårligt op gennem skoleforløbet for til sidst at blive modløse og skoletrætte. Jeg mener, at vi kan forbedre folkeskolen ved med det samme at give støtte til elever, der klarer dårligt i de nationale test. Erfaringer viser, at vi ved intensiv støtte kan løfte eleverne hurtigt. For eksempel vil det give mærkbare resultater at sætte ind med målrettede læseaktiviteter for eleverne i 2. klasse og at inddrage forældrene i det. På 8. klassetrin har vi set gode resultater med såkaldte læringscamps på 2-3 uger i sommerferien til de svageste elever. Det har givet dem et løft, så de både blev motiverede og fagligt klar til arbejdet i 9. klasse.

Mit forslag er, at vi skærer ned på de meningsløse prøver i slutningen folkeskolen. I stedet skal vi følge elevernes faglige resultater meget bedre under skoleforløbet og straks sætte ind over for dem, der ikke klarer sig tilfredsstillende. Vi skal have enkelte afgangsprøver i 9. klasse, men de skal ligge tidligere på året – fx i januar. På den måde kan resultaterne rent faktisk bruges til at tilrettelægge resten af skoleåret og til at forberede den enkelte elev på overgangen til den rette ungdomsuddannelse.