Debat

Vores allesammens kollektive biobåndoptager - et fælles udgangspunkt for musikundervisningen?

Hvordan kan folkeskolen - via musikken - være et sted, hvor vi styrker vores fællesskabers evne til at læse hinanden som lydende væsener? Og hvor vi bliver bedre til at bevæge hinanden på en bæredygtig måde?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig blev jeg inviteret til at tale ved et seminar, arrangeret af Videncenter for Musik, på Spotfestivalen i Århus. Overskriften for dagen var “Nye læringsrum i musikken”, og mit bidrag var at spørge:

Kan prosodien - vores allesammens biobåndoptager - være et udgangspunkt for musikken i folkeskolen?

Deltagerne ved seminaret var musiklærere fra folkeskolen og lærere fra musikskolerne, og målet var at drøfte den nye situation, som vil træde i kraft efter sommerferien, hvor musikskolen og folkeskolen som bekendt har en "gensidig forpligtelse til samarbejde".

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

På musikskolen arbejder konservatorieuddannede lærere, som giver soloundervisning, og undervisning på små hold. For elever som selv har valgt det. I folkeskolen har lærere som underviser i musik store hold med en stor niveauspredning. Nu skal de to slags fagligheder forenes i et nyt fælles læringsrum. Hvordan kan de finde et fælles fodslag?

Prosodien er alt det i talen som har at gøre med intonation, tryk, pauser, lydstyrke, sprogmelodi, og så videre. Ordet kommer af græsk, pros- ,"til", og oide, som vi kender i ordet "ode", altså "sang". Prosodi er altså det musikalske element i talen, det er "sangen-i-talen".

Jeg har altid fundet det super morsomt at se på små børn der lige har lært at tale. Det er som om sproget er noget alt for stort tøj, de tumler rundt i. Man kan se, hvordan de imiterer de voksne, når de med et overdrevet tonefald formaner, trøster, appellerer, roser, og så videre. Efterhånden finder de melodien, så at sige, og når de bliver 7-8 år, så har de på mange måder styr på sangen-i-talen. De bliver troværdige.

En glemt kollektiv hukommelse

Prosodien er noget vi arver, noget vi overtager, det er et sæt tøj, vi tager på, og som vi konstant øver os på at fylde ud. Prosodien er en kolossal kollektiv kulturel hukommelse. Den er et vældigt lager af lydlige mønstre, som gennem tiderne har udspillet sig i vores fællesskaber og i samspil med omgivelserne. Den er vores allesammens fælles biokassettebåndoptager.

Det er en kollektiv hukommelse, men det er også en glemt kollektiv hukommelse. Vi lærer at bevæge os rundt i prosodien, men vi glemmer at det er noget tillært. Hvis vi kigger godt efter, kan vi se, at vores fælles biobåndoptager er en skatkiste som bare venter på at blive åbnet og sat i spil.

Når vi meddeler os til hinanden med lyd, bruger vi ord. Men i de fleste tilfælde er ordene bare et stativ, hvor vi hænger det egentlige budskab, og det egentlige budskab har at gøre med bevægelser. Vi åbner munden når vi er bevægedeover noget, og når vi har brug for at dele bevægelsen med andre. Vi bevæger hinanden gennem talen.

Når vi taler om bevægelse, som noget der sker inden i os, og som vi kan meddele os om til hinanden ved at bevæge lyd, er det så ikke fordi vi med lyden imiterer bevægelser i rummet omkring og i mellem os?

Lyd som efteraber bevægelse 

Hvis du er meget vred på Jens-Ole, og har lyst til at pande ham én, så kan det være, at der er grunde til at du vil afholde dig fra det, rent fysisk, og du vil måske vælge at gi' ham en verbal knytnæve i stedet:

#Fil 2

Kan du mærke bevægelsen i dit udbrud? Kan du se knytnæven, der samler og samler power for til sidst at eksplodere i Jens-Oles dumme fjæs?

Måske har du nu en interesse i at gøre det godt igen, at trøste, at udglatte.

#Fil 3

Kan du fornemme, hvordan din stemme bevæger sig op og ned, blidt, som en hånd der forsøger at glatte smerten i Jens-Oles ansigt ud?

Prosodien er en scene, hvor vi kan udspille de mest nuancerede sammenhænge og forskydelser i tid og rum. Vi deler det som sker indeni os med hinanden, og fordi vi bevæger lyden, bevæger vi hinanden.

Når vi nu prøver at få øje på noget, som kan samle alle 25 elever i en klasse. Noget, hvor alle har samme forudsætninger. Noget, som kan knytte musikundervisningen an til undervisningen i de andre fag. Og det skal være noget der lyder.

Giver det så ikke mening at trække på prosodien. På sangen-i-talen. På vores allesammens goe gamle biobåndoptager?

Alle børn har fra første dag i skolen allerede en fænomenal evne til at udtrykke sig nuanceret i lyd. I prosodien. Og til at afkode de mindste forskydninger i lyd. I prosodien. Det meste af frikvarteret har de fleste børn deres hele fokus på at bevæge sig og bevæge hinanden. Ja, alle mennesker er i hvert et vågent øjeblik allermest optaget af at bevæge hinanden på den ene eller anden måde. Og den smarteste kanal til det er lyden. I prosodien.

Når vi udtrykker os gennem lyd er vi allerede virtuose musikere, vi er allerede geniale komponister. Alligevel tror de fleste af os, at vi er "umusikalske", og at vi "har ingen tone i livet". Til det vil jeg sige: Vi har ikke andet end toner i livet!

Vi er allerede i gang med, hele tiden, at benytte os af lyd som en udtryksform. Vi bevæger hinanden gennem lyd. Men ikke altid på den måde, vi havde tænkt os. Vi kan blive bedre til at bevæge hinanden på en smart måde. Vi kan blive bedre til læse de bevægelser der sker i andre mennesker omkring os.

Prosodien som kampplads

Vi tager for givet, at den måde vi bruger lyd som en udtryksform er den eneste mulige. For vi har glemt at det er noget vi har lært. Det er noget kulturelt. Bundet i tid og sted. Hvad sker der, når noget nyt banker på døren til vores fællesskab? Nye slags mennesker, nye slags ting, nye bøger, film og musik fra andre kulturer. Fastholder vi stædigt vores måde at bruge den fælles biobåndoptager? Sletter vi indholdet og indspiller ukritisk det nye?

Prosodien er en kampplads! En jyde flytter til København og lægger gradvist sin jyske melodi på hylden for at iklæde sig den københavnske. En medborger fra et andet land får konstant at vide at hun ikke taler dansk godt nok. Hun udtrykker sig ellers fuldt forståeligt. Men har bare ikke den samme sprogmelodi som flertallet.

Vi kan blive bedre til at bevæge hinanden og til at forstå bevægelsen i den anden. Vi kan blive bedre til at lukke op for vores indgroede mønstre, og lade dem fusionere med andre slags mønstre.

Vi kan med andre ord lære.

Hvordan kan musikken blive et rum for denne læring? I musikken tager vi de her lydmønstre og -former, som vi finder i talen, og omplanter dem til en anden slags lydgiver. Vi vælger dele af vores prosodiske mønstre, og imiterer dem via en anden kanal, et instrument. Og hvad sker der så? Vi reducerer kompleksiteten. Vi fjerner en masse informationer om den som taler. Vi fjerner simpelthen …  Lone. Og gør de lydmønstre Lone bruger til at bevæge Ole, til lydmønstre, som vi alle kan lade os bevæge af.

På den måde bliver musikken et sted, hvor vi kan reflektere gennem lyd. Vi kan tage mønstre fra vores hverdagsliv, fra samspillet mellem mennesker og mellem mennesker og omgivelser, og sætte sammen på nye måder. Og på den måde kan vi opstille andre modeller for hvordan vi bevæger hinanden. Og for hvordan vi kan inddrage noget nyt og ukendt i det allerede kendte.

Hvordan kan vi lukke den her biobåndoptagerskatkiste op? Hvordan kan vi træne vores lydbevægermuskel? Hvordan kan folkeskolen være et sted, hvor vi styrker vores fællesskabers evne til at læse hinanden som lydende væsener? Og hvor vi bliver bedre til at bevæge hinanden på en bæredygtig måde?

Det starter med, at vi overhovedet stiller spørgsmålet. Tager samtalen op. Og så skal vi ellers udvikle metoder og værktøjer, eksperimentere, lege, samarbejde. Velkommen til en mere lydhør fremtid!

Powered by Labrador CMS