Han var lærer på den samme skole i 41 år, men pensioneringen gav ikke meget mere fritid, han har stadig lige travlt. Den fri tid bruges blandt mennesker og for mennesker. Ligesom dengang han var lærer. Ib Holdt er formand for Agedrup Sogns Lokalhistoriske Arkiv og formand for den lokalhistoriske forening. Han har skrevet Agedrup-krøniken, en bog på over 300 sider, og så har han ansvaret for sognets månedlige pensionisttræf. Blandt andet.

- Du er fra 1935, du gik på pension i år 2000, men er stadig lige aktiv. Hvad er det, der holder dig i gang?

"Man skal passe på ikke at gå i stå, og jeg kan godt lide at engagere mig i mange ting. Jeg kan lide at være sammen med mange mennesker, helt på samme måde som dengang, jeg var lærer. Jeg kender bogstavelig talt alle i sognet, og jeg har lagt mærke til, at i vores pensionistsammentræf, hvor der hver torsdag i vinterhalvåret kommer 75-80 mennesker til hvert meeting, er der i hvert fald otte tidligere lærere med. Lærere bliver ved med at være aktive, det gælder jo om at have noget at bruge hjernevindingerne på, så vi sørger for nogle gode foredragsholdere. Vi har et lille planlægningsudvalg, som består af næstformanden i menighedsrådet og mig, vi laver programmet, og folk møder op og er glade," fortæller Ib Holdt. "Og så er der champagne til alle, når vi starter om efteråret og til nytårsmødet, mennesket lever jo ikke af ord alene," tilføjer han leende.

Så bliver det os lærere, der kommer til at stå for det Men lærere er glade for ord, både i skrift og tale. Lærere er gode til at lede og organisere. Det ses også tydeligt blandt pensionisterne, siger Ib Holdt. "Jeg tror, der er 14 lokalhistoriske arkiver i Odense Kommune, og det myldrer med tidligere lærere i arbejdet. Mindst halvdelen ledes af pensionerede lærere, og folk er tilsyneladende glade for det. Her i Agedrup Sogn, hvor der er tre et halvt tusind indbyggere, er der mange andre, der sagtens kunne klare det, men de er ikke så meget for at organisere det, og så bliver det os lærere, der kommer til at stå for det. Det er jo det, vi har gjort hele vores arbejdsliv i klassen. Da jeg for nyligt var til 70-års-fødselsdag, fik jeg en kvindelig præst til bords, som så gerne ville have, at den gamle kirkesanger blev ved, fortalte hun. For han var så god til at organisere. Organisere i kirken, så folk rejste sig op på de rigtige tidspunkter, sørge for, at konfirmanderne blev spredt lidt, så de ikke sad og lavede ballade. Det kunne jeg i den grad genkende fra min egen tid som engageret kirkesanger. Lærere er - eller bliver - gode til at organisere, det er ikke noget, man kan, når man er færdig på seminariet. Jeg var faktisk lidt bange for forældremøderne i begyndelsen, det er jeg ikke mere, man fik jo øvelsen med tiden. Det samme gælder min kone, hun er spilleme dygtig til at organisere, hun har også været lærer i 35 år. Det med organiseringen så jeg allerede hos min far, som også var lærer. Det var i Sønderjylland, hvor han var førstelærer på Bjolderup Skole, og ham og lærerinden underviste 60-70 børn. Det var meget struktureret, for undervisningen var ikke årgangsdelt. Og da jeg i 1959 kom til Agedrup, var det helt på samme måde. Jeg underviste tre årgange på en gang, og det skulle organiseres. Jeg gennemførte tre diktater ad gangen. Læste én sætning for de små elever, én sætning til hold 2, og en sætning til hold 3, og så havde jeg en kvik pige, som huskede, hvordan sætningerne sluttede. Jeg kiggede på hende, og hun sagde så 'by', hvis sidste ord i sætningen til de små elever var 'by'. Så kunne jeg gå videre." 

- Hvordan var det at have sin far som lærer? "Det brød jeg mig ikke om. Jeg har altid været glad for den ordning, vi havde på Agedrup Skole, hvor lærerbørnene kunne flytte ned på Seden Skole, og vi har på samme måde haft mange lærerbørn fra Seden her på Agedrup. Jeg kunne ikke lide at have far, der blev jo vogtet over, om lærerens søn opførte sig ordentligt. Jeg var vild med at spille fodbold om eftermiddagen, og når de andre måske syntes, at han havde været uretfærdig i skolen, skulle jeg hver gang konfronteres med det om eftermiddagen. Det brød jeg mig overhovedet ikke om."

Det stod ikke i kaldsbrevet eller på lønsedlen - Hvordan var hans undervisning? "Han var jo lidt autoritær, det var vel arven fra tyskertiden. Men på nogle måder var han også meget moderne; han sad for eksempel og skar landkort i linoleum, som han så satte på en brevvippe, så han kunne trykke kortene, og så kunne vi sidde og farvelægge dem og skrive bynavne på. Vi skulle jo kunne en masse remser udenad med bynavne. Far var født i 1900, altså mens Sønderjylland stadig var tysk, og han havde gået i tysk skole, så han sagde 'Liverpoul' og 'Mankester', og vi vidste jo ikke bedre, så vi lærte navnene på den måde.  Hans frivillige lærerarbejde fyldte også meget. Eller det selvfølgelige ekstraarbejde, skulle jeg nok nærmere sige. Det fyldte meget hos alle lærere, og det var ikke noget, man problematiserede. Der var en anderledes indstilling dengang, man kunne ikke være lærer i det område uden at være aktiv i Dansk Forening, i forsamlingshusets bestyrelse, og jeg ved ikke hvad. Der var en masse arrangementer, vi skulle til, kongens fødselsdag og så videre. Det var helt selvfølgeligt både i skolen og uden for skoletid. Det stod ikke i kaldsbrevet eller på lønsedlen, far var dybt engageret i det alt sammen. Når skoleåret sluttede, var vi på lejrskole eller feriekoloni, enten her på Fyn oppe ved Bøgebjerg, hvor kronprinsesse Ingrid havde et feriehjem, eller ved Hejls, hvor Aabenraa Amt havde et sted. Derefter var han så på kursus i otte eller fjorten dage i folkeskolens fagkreds, så han kunne holde sig opdateret. De havde botanik én kursusdag, fysik en anden dag og så videre."

Jeg skulle være lærer, det var ikke til diskussion - Kan du huske, hvornår du besluttede dig for selv at blive lærer? "Det besluttede jeg aldrig. Det var min far, der bestemte, at jeg skulle være lærer, det var ikke til diskussion. Da jeg gik i realen, var jeg meget skoletræt, men så hankede far op i mig og sagde, at jeg bare havde at tage mig sammen og få den realeksamen. Det fik jeg så også, og den blev såmænd heller ikke helt ringe. Så sagde han: 'Nu tror jeg, du skal ud at røgte svin', og så havde han skaffet en plads på en stor gård. Senere skiftede jeg til en lille gård, hvor husbond havde astma, så jeg fik lov at køre det selv, det modnede mig meget. I november 1953 begyndte jeg i præparandklassen på Tønder Seminarium, det havde far sørget for at melde mig til, og efter optagelsesprøven begyndte jeg så på læreruddannelsen året efter. Vi havde en lang undervisningsuge - lørdag var selvfølgelig også med. I sommerhalvåret startede seminariets undervisning ti minutter over syv om morgenen, og i vinterhalvåret klokken otte. Jeg husker det, som om vi gik til eksamen hele tiden, vi skulle i hvert fald op i 32 fag. Der var ikke noget, der hed linjefag dengang, det hed vist speciale, det gik jeg meget op i, og jeg skrev storafhandling om matematik og fysik."

Vi fik kaffe, og han spurgte mig ud Ib Holdt fik sit eksamensbevis i sommeren 1958, det år, hvor en ny folkeskolelov blev vedtaget. Men inden han kunne begynde arbejdet som lærer, skulle værnepligten på 16 måneder først overstås, det foregik ved 4. Feltartilleriregiment, og det var her, det blev afgjort, at han skulle søge en stilling på Fyn. "Jeg var soldat i Varde, og en dag så jeg tilfældigvis Folkeskolen, som lå og flød på kasernen, og så faldt jeg over et embede i Agedrup. Det var tæt på storbyen Odense, det lød godt, syntes jeg. I telefonen talte jeg med mølleren i Bullerup, som var formand for skolekommissionen. Vi aftalte, at jeg skulle komme derover en bestemt dag klokken 10, det har nok passet med toget. Vi fik kaffe, og han spurgte mig ud. Så kørte han mig op til et andet medlem af skolekommissionen, og derfra gik jeg så de to en halv kilometer ned til Vester Kærby. Sådan kom jeg hele sognet rundt, og jeg snakkede godt for mig alle steder. Om eftermiddagen kunne jeg så tage toget hjem og vente på besked." Rundturen havde ikke været forgæves, ud over kaffe, håndmadder og gammeløl gav den også en prøveansættelse ved Agedrup Skole, som senere blev til en fastansættelse som tjenestemand i folkeskolen. "Jeg begyndte den 1. november 1959, samme år, som den nye lov trådte i kraft, loven, som endelig skulle ligestille land og by. Året efter kom første bind af Den Blå Betænkning, en undervisningsvejledning i to bind, som i den grad inspirerede lærerne. De følgende år blev hektiske og nærmest euforiske," fortæller Ib Holdt.  "Amtsskolekonsulent Viggo Land inviterede til forskellige møder om emner, som han hentede i Den Blå, og han kom flere gange kørende og spurgte, om jeg ikke ville være med i en studiekreds sammen med folk fra Kroggårdsskolen, hvor den senere så kendte Henrik Sidenius netop var blevet skoleinspektør. Så i vinterhalvåret 1962-63 sad vi en eftermiddag hver uge og læste og diskuterede. Vi cyklede op til Munkebo klokken fire og brugte så et par timer sammen på Den Blå Betænkning. Det var utrolig inspirerende."

Det skulle jo nødig se ud, som om vi ikke kunne styre det "En gang om året i april havde vi eksaaamen, som de kaldte det. Nogle dage før gik jeg ned til skolekommissionsformanden, og han fortalte så, hvad de gerne ville høre om. Daniel i løvekulen i bibelhistorie, Christian den Fjerde i historie, lidt geografi, hovedregning og så lidt oplæsning. På eksamensdagen sad der så en hel rand af mødre, nogle få fædre, skolekommissionen og præsten, og så hørte vi børnene i det, kommissionsformanden havde bestemt, at vi skulle demonstrere. I 1962 fik vi en ny skolekommission, som holdt sine møder sammen med lærerne, og jeg førte protokol for både kommissionen og lærerrådet. Vi fortalte dem jo om noget af det, vi talte om i vores studiekreds. At eleverne nu skulle til at arbejde i grupper, og det, syntes de vist, var noget meget mærkeligt. Men, men, men. Da vi året efter skulle snakke forældredag og eksamen, fortalte formanden, at de gerne ville se noget af det der gruppearbejde. Det var en meget stor udfordring. Vi øvede som tossede, og vi sagde til børnene - de var simpelthen så søde - 'I må dæmpe jer lidt, I må dæmpe jer lidt, ikke for højt!'. De blev jo ivrige, og det skulle jo nødig se ud, som om vi ikke kunne styre det."

Vi gik hjem og var fuldstændig høje - Hvordan kan man fremvise et gruppearbejde? "Vi havde talt med skolekommissionen om et emne, vi kunne tage, og den dag, det skulle foregå, begyndte så med, at jeg gav klassen et oplæg, som de kunne køre videre med i grupperne. De kunne slå op i nogle bøger og hæfter, vi havde bestilt hjem. På skolen havde vi ikke andet end Nikolaj Nielsens historiebøger, men i en kælder inde ved Centralbiblioteket i Odense havde de startet Amtscentralen, hvor jeg var jeg meget ivrig låner. Der havde vi lånt nogle små hæfter, som hed Faglig Læsning. Det handlede vist om Leonora Christine, og så fik eleverne et kvarters stillelæsning, så de kunne drøfte emnet bagefter. Vi blev ret populære på det, tror jeg, for næste gang, der var møde i skolekommissionen, sagde formanden, at de gerne ville have, at Hanne Jakobsen, som senere blev folketingsmedlem for SF, og mig og Svend og Lise Grønnemose, som var nye lærere på skolen, holdt foredrag i forsamlingshuset. De havde ti emner fra et eller andet kursus, som de gerne ville have os til at fortælle forældrene mere om. Vi fik travlt, skulle pludselig stå på en talerstol over for en stopfyldt sal. 100 mennesker sad der ved de lange kaffeborde. Vi var nervøse, men folk klappede. Og så stod sognerådsformanden op og takkede de unge lærere og sagde, at fremover behøvede foredragsforeningen ikke at have folk udefra, når de havde så dygtige lærere på skolen. Vi gik hjem og var fuldstændig høje. Dengang var der politikere, der bakkede lærerne op."

Vi troede på den nye, spændende skole "Men det stoppede ikke der. En tid efter var Sidenius ude på lærerværelset, hvor han fortalte, at de på Kroggårdsskolen havde dannet en forældreforening, som skulle understøtte alt det nye. Skolekommissionens medlemmer var med til mødet, og to uger efter inviterede sognerådet så til et stort nyt møde, der hed: 'Dannelse af en forældreforening'. Og de følgende år holdt vi hver vinter en fire-fem velbesøgte foredragsaftner. Vi havde besøg af Kresten Helveg Petersen, Den Blå Betænknings ophavsmand og på det tidspunkt radikal undervisningsminister. Vi fik lokket C.C. Kragh-Müller på besøg. Dengang var han leder af Bernadotteskolen og en markant stemme i den pædagogiske debat. Børnelægen Svend Heinild var en engageret fortaler for samfundets stedbørn, tror jeg, det hed, han holdt også foredrag i forældreforeningen. Alle de store kanoner var i Agedrup."

- Det lyder, som om I både havde opbakning fra politikere og forældre. Var I enige blandt lærerne? "Både ja og nej. Vi havde en god skoleinspektør, Viggo Tarp. Han var begyndt her i '54 og var helt med på den. Men der var også nogle kontrære og konservative lærere, som ikke bakkede op. De kom hverken til studiekredse eller foredrag, de fortsatte blot, som de altid havde gjort. Men på Agedrup Skole var der bred tilslutning, vi var alle helt unge, vi var begejstrede, og vi arbejdede seriøst med den nye pædagogik. Vi troede på den nye, spændende skole, og vi ville lave en bedre skole end den, vi selv havde gået i. Der kom et boom af unge forældre inde fra Odense, og en ny by blomstrede op herude. De bakkede os op, og den utrolig progressive skolekommission, vi havde fra 1962 til 66, støttede og inspirerede os jo. Men så skiftede det, og den nye kommission ville ikke være med til lærermøde eller høre foredrag, og oppe i Gammel Agedrup boede den gamle bondebefolkning, hvis bedsteforældre og oldeforældre havde gået i Vester Kærby og Agedrups gamle skole. Det gav modsætninger.

En periode, hvor det hele kørte ud i lidt småmarxisme I 1970'erne kom der helt andre boller på suppen. Der skulle spares voldsomt på skoleområdet, og i 1973 var der så en socialdemokratisk økonomiminister, Per Hækkerup, som fandt ud af, at lærerne skulle undervise nogle flere timer. Han hånede os i fjernsynet. Vi var vrede og chokerede, og de fleste lærere på skolen nedlagde arbejdet ligesom en masse andre rundt omkring i hele landet. Jeg var ikke selv med til at strejke, vi var jo tjenestemænd. Det var ikke godt for sammenholdet, men nogle år senere var jeg med til at nedlægge arbejdet. Det var en vældig hurdle at komme over, men vi følte os provokeret af politikerne. Vi skulle også betale en bod og fik en skriftlig irettesættelse fra borgmesteren. Vi var ikke enige og var usikre på, hvordan vi skulle reagere. Sammen med Hanne Jakobsen hørte jeg jo efterhånden til de ældre lærere, og skolen var blevet kraftigt udbygget, så vi var i én afdeling, og de unge var i en anden. Ude i sognet kaldte de det den sorte og den røde skole. Det er jo lidt mærkeligt at tænke på. Man kommer som ung og er med til at afprøve og indføre en masse nyt, og så på et tidspunkt er man blevet en af dem, som de unge vist ikke helt regner for noget. Men spændende har det været, rigtig spændende. Jeg har haft den heldige tilværelse som lærer, at jeg altid har engageret mig meget. Det synes jeg, man skal som lærer."

- Hvad er det gode ved at være lærer? "Samværet med børnene har jeg altid godt kunnet lide, men jeg synes ikke, at jeg har været en fundamentalt god lærer. Jeg var tit for utålmodig, tror jeg. 'Nu skal vi altså se at få noget bestilt', sagde jeg både indirekte og direkte. Og det gjorde vi sådan set. Vi fik bestilt noget, og i de mange år, jeg har været i Agedrup, har jeg stort set ikke haft en sygedag."

- Hvad er det negative ved at være lærer? "Det er, hvis man virkelig har nogle vanskelige unger. Jeg har altid været klasselærer, og ikke to klasser har været ens. Et år kan man have nogle utrolig gode børn, næste år kan det så være en strid kamp hele vejen igennem. Når det ikke lykkedes, og der var børn, der ikke syntes om at gå i skole, var jeg bekymret. Det tog jeg med hjem. Men heldigvis har jeg et lyst sind, så jeg har kunnet komme igennem det. Min kone derimod har haft det svært, hun har været meget mere striks med disciplin og sådan noget. Det tager hårdt på folk, har jeg lagt mærke til i min kollegakreds, hvor dygtige pædagoger pludselig har ønsket at stoppe som 55-årige, fordi det havde taget så meget på dem altid at skulle være så strikse. Det er hårdt arbejde at holde disciplin, men jeg har altid haft det med at fortælle en god historie, når det brændte på. Det er ikke nødvendigvis disciplinskabende, men god stemning kan også løsne op."

- Er lærerarbejdet et kald eller et lønarbejde? "Jeg kan ikke lade være med at tænke på min far - for ham var det absolut et kald. For mig har det nok været lidt af begge dele, men som ung lærer har jeg aldrig tænkt på, at det kunne være et kald. Men jeg deltog jo i alt - i foredragsforeningen, kirkens liv og så videre; det var ligesom derhjemme i Sønderjylland. Jeg har været dybt optaget af at lave en god skole for børnene og været engageret i mange ting. Sådan er det vist, hvis det er et kald, men sådan tænkte jeg ikke på det. Det var jo også en periode, hvor det hele kørte ud i lidt småmarxisme, da var kald nærmest et skældsord. Men i dag siger de gamle kolleger: 'For dig var det et kald, Ib Holdt'. Ja, det var det vist."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk