Jens Raahauge
Blog
Varm luft og kolde konsulenter
Lukkede processer, luftige udtalelser og urimelig deadline præger arbejdet med det, der bliver lærernes arbejdsgrundlag om en sommerferies tid.
Jeg har ikke travlt med reformen, sagde lærer Mette Teglers, da hun forleden modtog Politikens pris som årets grundskolelærer. Og hæderen er særdeles fortjent, for Mette Teglers er en eminent lærer; læs blot indstillingen og motiveringen i Politiken. Dertil kommer, at hun er en glimrende lærebogsforfatter med flair for både faglighed og didaktik. Så tillykke med den fortjente pris!
http://www.folkeskolen.dk/544166/prisvindende-laerer-jeg-har-ikke-travlt-med-reformen
Jeg har ikke travlt med reformen! Det er en udtalelse, der sagtens kan bære hjem, når man ved, at man er en eminent lærer, der lige har fået en hæderspris i tilgift til den, der dagligt bliver en til del fra elever, forældre og kolleger. Men eftersætningen er interessant: Reformen vil måske begrænse den frihed og fleksibilitet, der får undervisningen til at fungere.
Mette Teglers ved, hvad der tæller: Eleverne skal lære det, de skal – og så alt det andet. Det får mig til at tænke på et fremragende foredrag, som professor Steen Hildebrandt holdt forleden ved Forlaget Systimes sommerfest. Her citerede han Einstein: ”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.”
Det er netop i dette citats lys, der er grund til at være skeptisk over for den nye læringsmål. Og i den anledning vil jeg gerne komme med en spådom. Nogle af de Fælles Mål i dansk, som er sendt til debat, vil blive ændret i ministeriet, fordi de ikke er i en til en-harmoni med de nationale test. Vi kan allerede nu høre læseeksperter være skeptiske over for den funktionalitet, der ligger i beskrivelserne. Derfor får vi sandsynligvis et vrid på formalismeskruen.
Det, der tæller, og som ikke kan tælles, er ikke det eneste, men en væsentlig del af det, Mette Teglers har modtaget prisen for. Læs indstillingen og motiveringen igen. Og hun har ikke travlt med reformen.
Det er der derimod andre, der har.
Forleden oplevede jeg et par topembedsmænd fra Undervisningsministeriet. De skulle orientere om, hvad de lærere, som skal efterleve Fælles Mål pr 1. august 2014, kan regne med af hjælp, når målene først sendes i høring i slutningen af maj og vedtages, så sommerferien er eneste forberedelsesperiode. Og ja, der er lærere, som skal arbejde efter de nye mål, selv om der er mulighed for en udsættelse i ét skoleår: De lærere, der har nye fagområder som fx materiel design og tidligere sprogstart, og så lærerne i København, hvor Vild med dans-borgmester Allerslev finder det fodslæbende at give lærerne andre forberedelsesvilkår end dem, der gælder for TV-konkurrencer.
Mødet med de ministerielle embedsmænd, der både stod for indad- og udadgående virksomhed (det kaldte de det), havde ikke meget at fortælle ud over at de var ved at finde den bedste sammensætning af læringskonsulentkorpset, og at en række kommuner og nogle enkeltskoler havde ønsket støtte. Der røg så meget varm luft ud af deres ansigtsåbninger, at de indadgående måske selv tror på, at det kan holde ballonskipper Antorinis reform svævende.
For på en stikprøveforespørgsel til lærere i nogle af de kommuner, der har budt sig til som samarbejdspartnere, tyder på, at informationskanalerne er gjort oversvømmelsessikre ved forvaltningernes eller skoleledernes skriveborde.
Og tænk, at de politikere, der blev så begejstrede for Ontario, Canada-reformerne, som råd nummer ét fik: Dyrk lærerne. Det er dem, der skal bære reformen igennem!
Så lavede man godt nok en lockout. Så har man godt nok gennemført en ekstremt lukket proces omkring skrivningen af læringsmålene. Men det fortsætter sgu; også nu, hvor tiden nærmer sig!
Den anden front, hvor lærerne skal kunne hente hjælp, er de vejledninger, der omkranser målene. Her har ministeriet entreret med et konsultfirma, som tager hul på det konkrete arbejde på en af aprils sidste dage, og forventer vejledningsskrivningen med elevmål, udfordringsopgaver og evalueringsopgaver afsluttet sidst i juni. Man forestiller sig, at arbejdet kan udføres af enkeltskribenter med særlig viden om indskoling, mellemtrin og udskoling.
Dette er ganske enkelt ikke lødigt. Hidtidige undervisningsvejledninger er skabt af skrivende team og med en ganske anden tidsramme, fordi holdningen i Undervisningsministeriet engang var, at de lærere, der skal udgøre arbejdet, har krav på at blive taget alvorligt.
Det, der sker nu, styrker opfattelsen af, at det topstyrede forløb omkring skolereformens indhold har fjernet de embedsmænd, der har fat i rorpinden, fra enhver fornemmelse for virkeligheden – her i det udadgående univers.
Engang tiltrådte undervisningsministre et motto, der hed ”at lære for livet”. Nu forekommer der, at læringsminister Antorini hylder parolen: ”at stresse for livet”. Varm luft og kolde konsulenter er, hvad ministeriet har på sommermenuen. Jeg håber, at lærerne undgår de værste bivirkninger.
