Hacking lægger testsystem ned en uge før afgangsprøverne

Systemet for de nationale test og de elektroniske afgangsprøver, testogprøver.dk, har både i går og i dag været hårdt ramt af et såkaldt DDoS-angreb, dvs. hacking. Det sker godt en uge før, at en ny digital afgangsprøve i færdighedsregning skal afvikles for første gang og to uger før de digitale prøver i geografi og biologi. Opdateret med kommentarer fra Uni-C.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Opdateret kl. 13:54: Kontorchef Jesper Stæhr Mikkelsen oplyser, at Uni-C nu har skruet op for sikkerheden på testsystemet, så det nu er på det samme høje sikkerhedsniveau omkring afgangsprøverne, og at det pt igen er muligt at gennemføre nationale test.

"Vi har et andet sikkerhedsniveau på de nationale test, dels fordi der er færre på ad gangen, og dels fordi man kan ombooke eleverne til en anden tid. Det kan man ikke med afgangsprøverne", forklarer Jesper Stæhr.

Elev-angreb på skolens netværk foruroliger it-chefer

DDoS-angreb er overbelastningsangreb på netbaserede systemer, hvor nogen med vilje overbelaster serverne med henvendelser udefra.

"Jeg tænker, at dem, der synes, det her er sjovt, glemmer at tænke på, hvor utrolig stor skade, de gør mod deres kammerater, som har forberedt sig til en test eller prøve", siger Jesper Stæhr og understreger, at der er tale om en kriminel handling.

På onsdag den 7. maj gennemføres færdighedsregningsprøven i 9. klasse for første gang digitalt som et pilotforsøg for 15.000 elever. Men skulle der være problemer, kan disse 15.000 elever tage prøven på papir ligesom de øvrige 9.-klasse-elever i Danmark. Ugen efter gennemføres de digitale afgangsprøver i biologi og geografi, hvor man efter et omfattende systemnedbrud i 2007 fortsat også har papirprøver som plan B. 

Powered by Labrador CMS