Stine Clasen

Blog

Jeg ser...

De sidder rundt omkring i lokalet. Alle har blikket vendt mod tastaturet og fingerspidserne dansende på tasterne. Skærmene er slukket, så de ikke kan se, hvad de skriver.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De er midt i en skriveøvelse. Ti minutter under overskriften: ’Jeg ser…’ Ideen er, at overskriften er en invitation til at skrive præcis det, der kommer. Uden censur, uden redigering. I gamle dage hed instruktionen: ’Du må ikke løfte pennen fra papiret. Hvis du ikke ved, hvad du skal skrive, skriver du det: Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive? Og det bliver du ved med at skrive, indtil tanken tager dig et andet sted hen. Du skal ikke være loyal mod overskriften, men lade tanken føre pennen.’

Stine Clasen

Stine Clasen har i en årrække blogget på Folkeskolen.dk. Hun er udviklingskonsulent i PPR, Aarhus og har kompetenceudvikling, procesfacilitering og innovation som hovedopgaver. De sidste fem år har hun arbejdet med implementering af Nest pædagogik, hvor hun blandt andet har bidraget til design af tjeklister med fokus på rummets didaktik og brug af specialpædagogiske metoder i klassen. Aktuelt arbejder Stine Clasen med at udvikle mellemformer mellem almen- og specialområdet, som har til formål at flere børn kan trives, udvikle sig og lære i Folkeskolens fællesskaber. En væsentlig del af hendes virke er at udgive bøger og artikler på det pædagogiske og specialpædagogiske område. Senest er hun medforfatter og -redaktør til bøgerne Inklusion i skolen, Nest i Danmark og Nest metoder.

To små opvarmningsøvelser på hver ti minutter: ’Jeg ser…’ Og dernæst: ’Jeg hører…’  Formålet er ud over at varme op og at producere kvantitativt samt gennem det skrevne at få skærpet refleksioner og tanker. Efter opvarmningsøvelserne kommer den egentlige opgave, der i denne sammenhæng hedder: ’Skriv om, hvordan du lige nu skaber forandring og stabilitet hos dem, du har ansvar for i din praksis. Skriv uden ophold i 40 minutter.’

Temaet er et ud af otte ledelsestemaer, der er blevet anvendt i forbindelse med udarbejdelse af en bog om ledelse af inkluderende læringsmiljøer. Bogen er skrevet i et samarbejde mellem seks ledere og fire konsulenter fra  PPR. Tilsammen giver de bud på menneskesyn, metodik og praksis i en inkluderende kontekst. Hvad er ledelse, hvordan ledelse og hvorfor på den måde?

Råmaterialet til bogen er skrevet på et tolv timers skriveseminar. De seks ledere var inviteret til at komme uden forberedelse og uden efterfølgende opgaver. De skulle alene medbringe en pc og været indstillede på at give tanker og holdninger fra sig i en guidet skriveproces. De var indforståede med at efterlade det skrevne og overlade ansvaret for den videre redigering til konsulenterne.

Både ledere og konsulenter skrev i en 20-40-15 model. 20 minutter til at spore sig ind på temaet via interviewøvelser, billede-, lydøvelser eller anden form for stimuli. Derefter 40 minutters skrivning under et fagligt tema, der var formuleret på forhånd. Herefter 15 minutter til at lægge alle tekster in på fælles usb stik og i øvrigt få lidt frisk luft. Derefter ny 20-40-15 minutters runde med ny opvarmningsøvelse, nyt ledelsestema i 40 minutter efterfulgt af endnu en pause. Således gennemførtes 8 runder.

Deltagerne mødtes kl. 8.00 og forlod lokalet kl. 20.00. Produkt: 8 x 10 tæt skrevne a4 sider på èt usb stik. Råmaterialet til bogen om ledelse af inkluderende læringsmiljøer var produceret.

Skriveseminaret blev afsluttet med en gensidig udveksling af, hvordan deltagerne havde oplevet at blive procesguidet i en længerevarende skriveproces omhandlende et for både dem og andre aktuelt og betydningsfuldt tema. To udsagn gik igen:’ Jeg vidste ikke, jeg kunne skrive!’ ’Hvor bliver man bevidst om, hvordan man praktiserer ledelse, når man skriver om det!’

Lederne var inviteret ’het tilfældigt’ på den måde, at ingen vidste, hvordan hver enkelt havde det med at skrive. Dog var det hensigten, at de deltagende tilsammen dækkede ledelse i dagtilbud, skole og klub. Lederne kendte ikke hinanden på forhånd, ligesom de procesansvarlige ej heller kendte alle. Gruppen var således ikke en allerede etableret gruppe.

Når alle gør det samme på samme tidspunkt, i samme tempo og med samme hensigt, skabes der en særlig form for tryghed. Alle ti sad og skrev kvantitativt, hvilket betyder hurtige tryk på tasterne og dette uden ophold. Det skaber en helt særlig energi både lydmæssigt og mentalt. Når alle endvidere har samme opgavefokus, og der hele vejen igennem arbejdes med dogmet ’en opgave – en deadline’, er der skabt afsæt for både individuel og kollektiv koncentration. Den form for koncentration skærper motivationen til at blive i og fortsætte processen. Det, man ikke selv måske får med, har man tillid til, at en af de øvrige ni andre, der også lige nu sidder og skriver under samme overskrift, får med.

Det skrevne ord kan noget særligt. Ideen i skriveseminaret er, ’at alle kan skrive’ – alt andet lige. Umiddelbart hører man ofte udsagnet: Jeg kan ikke skrive! Hvor ofte hører man de mennesker, der har den mekaniske talens brug, udtrykke tilsvarende: ’Jeg kan ikke tale!’ Sjældent eller måske snarere aldrig. Men det er som om, det ikke er helt så legitimt at skrive sig frem til afklaringer, muligheder og løsningsforslag, som det er at tale sig frem til ditto.

Hvordan det ville være, hvis man i højere grad inviterede det skrevne ord ind i traditionel møde- eller udviklingsvirksomhed? Hvis der til hvert punkt på en dagsorden eksempelvis blev lagt fem minutters skrivning ind. For at skærpe egenafklaringen og samtidig understøtte et kollektivt fokus og som konsekvens heraf at blive tidsbesparende i forhold til konkrete beslutningsprocesser.

Det skrevne kunne anvendes på flere måder: Som personlige notater, der ikke deles. Eller modsat læses op, uddybes og måske endog afleveres. Eller måske mere vildt: Der kunne skrives videre på hinandens tekster. Tekster som kunne redigeres eller ikke redigeres. Og måske i en eller anden form gøres tilgængelig for andre end de, der havde produceret dem. Teksterne kunne være første afsæt til en videre proces, eller måske afslutningen på en sammenhæng eksempelvis et møde: ’Alle får tre minutter til at skrive én ting ved mødet i dag, de synes var godt og én ting, der kunne gøres anderledes.’ Det skrevne samles ind og afleveres til mødelederen, der nu også på denne får ideer og inspiration til fortsat udvikling af meningsfuld mødekultur.

Det skrevne kan noget, det talte ikke kan. Og omvendt. Ingen af delene kan undværes.