Helge Christiansen

Blog

Inspiration til dansk på langs og på tværs

"Dansk i mange retninger - et fagdidaktisk møde" er et af flere initiativer for dansklærere, præget af inspiration, engagement og faglig dialog af høj kvalitet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Fælles mål til dansk mangler jeg et samlet signalement af faget, og andre uddannelsesinstitutioner kæmper også med en afgrænsning af, hvad faget egentlig går ud på. Hvilken berettigelse har det i en tid, hvor man ud fra et nyttesynspunkt  gerne sparer på humaniora? Dannelsessiden af faget er især trængt. Der tegner sig en tendens til, at faget reduceres til arbejde med nogle elementære kompetencer, der kan trænes og testes - til skade for elevernes personlige udvikling, klassefællesskabet, den demokratiske dannelse og på langt sigt også for landets konkurrenceevne.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på værdifulde initiativer, som jeg har deltaget i, som lægger op til en debat af faget på tværs af alle institutioner, hvor det findes og dyrkes. Der er store forskelle på, hvordan faget opfattes, og hvordan der undervises i det i forskellige skoleformer og på forskellige uddannelsesinstitutioner.  Det er vigtigt og værdifuldt, at der skabes fora, hvor de forskellige uddannelsesformers dansklærere kan mødes til diskussion af deres fag. Det kan måske skabe større sammenhæng i uddannelsesforløbene for elever og studerende, og det kunne eventuelt føre til en slagkraftig beskrivelse af fælles værdier i faget, det er værd at slås for. Konferencen er åben for alle skoleformer og uddannelsesinstitutioner.

Den er arrangeret i et samarbejde mellem Dansklærerforeningen, Professionshøjskolen UCC, Nationalt  Videncenter for Læsning,  Institut for Kulturvidenskab, Syddansk Universitet  og institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

Det er blevet en tradition, at konferencen afholdes hvert år på Læreuddannelsen i Zahle, og næste år finder den sted den.12. marts 2015.

I 2013 var et af temaerne ”Semiocy - fremtidens kompetencemål på langs og på tværs”. Forskningseksempler fra foredragsholderens ph.d. med multimodale forløb om H. C. Andersen blev gennemgået. For øvrigt er det tankevækkende, at denne afhandling om dansk er skrevet på engelsk.

I år handlede konferencen om synliggørelse af kvalitet i danskundervisningen. På dansknetværket på folkeskolen.dk.  er der allerede for nylig bragt et punktnedslag fra konferencen med et interview med Ellen Krogh om hendes forskningsprojekt i forbindelse med en elevs skriftlige udvikling fra folkeskole til 3 g.

 Ud over Ellens Kroghs oplæg var der oplæg om kvalificering af elevernes fagsproglige undervisning i mundtlighed i skolen, og endelig en bred vifte af workshops, hvor dialogen mellem de forskellige uddannelsesformers og skoleformers dansklærere var meget værdifuld.

Der er dog tydeligvis store forskellige i opfattelsen af, hvad danskfaget vil sige, og hvordan undervisningen skal foregå i de forskellige uddannelsesformer, Her kan de forskellige institutioners dansklærere lære af hinanden. Samtidig vil det være frugtbart, hvis det kan bidrage til en fælles forståelsesramme for dannelsesfaget dansk og rydde fordomme af vejen.

 I forbindelse med ”Projekt ny litteraturhistorie” vil jeg også anbefale de arrangementer, der tilbydes på Københavns Universitet, der også henvender sig til dansklærere på langs og på tværs. Jeg deltog med stort udbytte i åbent seminar den 25. oktober 2013, hvor hovedtemaet var ” Litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem.”

Hermed er det anbefalet at gå på langs og på tværs og i mange retninger i arbejdet med at bygge bro, informere, debattere og formulere en fælles identitet for dannelsesfaget dansk.

Powered by Labrador CMS