Rigsrevisionen: DPU oprettet på usikker grund

DPU er oprettet på et usikkert økonomisk grundlag, og økonomien et fortsat usikker, siger Rigsrevisionen. Samtidig har DPUs administrative ledelse ikke oplevet nogen administrative fordele ved selvejekonstruktionen, men har haft tre hårde startår.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge Rigsrevisionens nye rapport om selveje inden for undervisningssektoren mener DPUs administrative ledelse, at DPU stort set ikke har fået yderligere frihed til at styre institutionen gennem en nye selvejekonstruktion, som ligger i DPU-loven og som i høj grad har dannet model for den nye universitetslov, ligesom der ifølge den administrative ledelse ikke ligger noget reelt indhold i den valgte selvejekonstruktion. Faktisk har konstruktionen kun givet små fordele, men masser af problemer af typen, som ingen rigtig interesserer sig for, men som 'kan lægge en administration død'.

"Jeg er noget forundret over at læse, hvad Rigsrevisionen har fået ud af vores meget lange møde med dem", siger universitetets direktør Helge Muhle Larsen. "Jeg synes, vore udtalelser er blevet strammet. Men vi blev spurgt, om vi så nogen administrative lettelser eller fordele ved selvejekonstruktionen, og det havde vi altså meget svært ved at bekræfte ud fra et administrativt synspunkt".

Helge Muhle Larsen beskriver de tre år, hvor DPU blev skabt som selvejende universitet, alle bånd til staten blev kappet, man skulle fusionere fire organisationer og kort efter lægge hele efter- og videreuddannelsesområdet ud til ni CVUer, som endnu ikke eksisterede, som 'noget af en prøvelse'.

I Rigsrevisionens rapport citeres rektor og DPUs bestyrelse til gengæld for, at den nye ledelsesmodel er en ramme, som 'er frugtbar for et konstruktivt og fremadrettet arbejde med forskning og uddannelse'.

"Jeg mener altså ikke, at den administrative og den politiske ledelse er uenige om det her på den måde, som det ser ud i rapporten. For det første skriver rektor i sit høringssvar, at den nye ledelsesmodel kan være en frugtbar ramme, ikke at den er det. For det andet er det et høringssvar til den nye universitetslov, hvor man netop har lært af de dårlige erfaringer fra dannelsen af DPU og giver universiteterne

halvandet års respit, før de skal kunne svare enhver sit", siger Helge Muhle Larsen og bekræfter Rigsrevisionens konklusion om, at DPU er startet på et økonomisk usikkert grundlag.

"Men det må vi jo klare ved at sætte tæring efter næring, og det gør vi så. Så jeg regner med, at vi nok skal komme ud af det med skindet på næsen".