Håndværk og design - fra værkstedet

Blog

Insektbo – et samarbejde mellem sløjd, natur/teknik og matematik

Insekter kan være flotte og sjove at kigge på, de udgør en vigtig del af fødekæden for bl.a. fugle og de bestøver blomsterne. Et insekthotel vil tiltrække mange forskellige insekter og give dem mulighed for at bo, spise eller yngle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I min blog fra 24. nov. 2013 ”Kunne sløjd ligeså godt samarbejde med matematik?” skrev jeg om, hvordan Uglegårdsskolens sløjdlærere før sidste skoleår satte os for, i højere grad at få de andre fag med ind i vores årsplan. En del af den målsætning udmøntede sig i dette projekt – insektbo.

Oplæg

I sløjd startede jeg med at give dem et oplæg om insektbo, formålet med dem og hvordan de kan se ud. Til det formål har jeg brugt materiale fra Naturkatapulten, Randers Regnskov og Bolius (se links nederst i bloggen)

Håndværk og design - fra værkstedet

Små ideer og fif til sløjdlærere om overskuelige måder at inddrage håndarbejde Eller enkle sløjdideer til håndarbejdslærerne. Shamirra Aisinger er uddannet med linjefag i både sløjd og håndarbejde i 2003. Hun underviser på Uglegårdsskolen i Solrød, hvor hun har været med til de allerførste forsøg med at skabe et nyt fag af sløjd og håndarbejde. I denne blog vil hun give inspiration videre fra de kurser hun tager, fortælle fra sine egne projekter, invitere kolleger til at fortælle om deres projekter og give enkle ideer videre fra hjemmeværkstedet.

Eleverne blev inddelt i tremandsgrupper og lavede de første skitser til, hvordan deres bo skulle se ud.

Tegning

I samarbejde med matematiklæreren har eleverne lært at lave arbejdstegninger, isometrisk tegning og perspektivtegning. Der er et afsnit i Matematrix 6, s. 48-57, der omhandler de tre typer tegning.

Eleverne har tegnet deres insektbo med alle tre metoder, og så har vi talt om, hvilken gav mest mening til denne opgave.

Arbejdstegningens fordel er, at mål kan aflæses direkte af tegningen. Ulempen er, at man ikke fornemmer rumligheden, og da insektboet skal være ruminddelt, er det ikke den mest oplagte måde at tegne det på.

Ved isometrisk tegning kan man også aflæse målene direkte, og den viser rumligheden. Ulempen er, at den ikke viser motivet helt som virkeligheden, og da eleverne skulle til at indtegne rummene – særlig de skrå vinkler – og taget, var det svært at få til at blive rigtigt.

Perspektivtegning giver et godt billede af, hvordan det endelig resultat vil komme til at se ud. Den eneste ulempe er, at målene ikke kan aflæses direkte af tegningen. Men så kan man jo bare skrive dem på. Med denne opgave, hvor dybden er givet at bræddernes bredde, er det tegningen af fronten, som er mest interessant.

Bill2.Eksempel på tegninger

Insekterne

Natur&tekniklæreren har undervist eleverne i insekter og deres levevis og sammen tog vi i skoven for at finde materialer til insektboet.

Bill3.49.skovenstranden

Der skal bruges en del mere, end man lige regner med, til at fylde rummene op. Her er en liste over ting, som vi har puttet i vores bo:

·        Kogler, svampe, grene og kviste, mos og græs, blade, bark

·        Tang (vi var i Trylleskoven, som ligger umiddelbart op ad stranden)

·        Bølgepap

·        Træ med borede huller i

·        Urtepotter med bunden udad

Boet:

Rammen er savet ud af uhøvlede fyrretræsbrædder. Bagpladen er finer. Set fra en sløjdlærers synspunkt er det en god, gedigen opgave, hvor eleverne kommer igennem helt traditionelle sløjdteknikker. Tegning, opmåling, vinkling, save, slibe til, sømme sammen – og samarbejde. Eleverne har gået til opgaven med glæde og arbejdsiver, måske også hjulpet af, at de har hygget sig med at lave det i grupper. For nogen har de skrå ruminddelinger været en udfordring – både at få dem til at slutte helt til, men også at få dem sømmet sammen.

Bill4.4præcfredemåler

Nogle elever har tænkt mere kunstnerisk end andre. Nogen af boene ligner nærmest små dukkehuse. De har fået frie hænder til udformningen, og så må det være insekterne, der afgør funktionaliteten efterfølgende.

Bill5.12kunstnerisk

Der er forskellige måder, man kan få fyldet til at blive i rummene. Naturkatapulten foreslår, at man kan lime kogler og grene fast til kanten af hullet med limpistol, så de holder på resten. Der kan bruges hønsenet til at holde på det mere løse fyld.

Jeg har selv boret hul langs kanterne af hullerne og bukket enderne af ståltråd ned i hullerne for så at krydse dem på forskellige måder foran hvert hul. Grenene og barken er så hårdt sammenpresset, at de holder sig selv.

Bill6.mar.19.gitter

Eleverne har lavet boene i tremandsgrupper. Det betyder selvfølgelig, at de ikke kan tage et bo hver med hjem. Men vi har aftalt med pedellerne, at boene kan hænges op rundt omkring på skolen og SFO’en, så eleverne kan holde øje med, om de bliver beboet.

Bill7.jan.2.samarb.

Du kan finde mere information om insektboer på nettet bl.a. her: http://www.bolius.dk/alt-om/goer-det-selv/artikel/byg-dit-eget-insekthotel-i-haven/

http://www.regnskoven.dk/laerbevar/mest-for-boern/lav-dit-eget-insekthotel/

http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=28919

Powered by Labrador CMS