Debat

Tag en dag ad gangen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har netop modtaget Folkeskolen nummer 9 og blev glædeligt overrasket over at finde Poul Krarups 'Grønland mangler dygtige lærere'. Endelig noget mere end annoncer omkring ledige lærerstillinger i Grønland. Det er en spændende og tankevækkende kommentar, som kan give de lærere, der overvejer at søge arbejde som lærer i Grønland, noget at tænke over. Dog synes jeg, der mangler noget i Poul Krarups analyse af situationen for nye lærere i Grønland, og det er 'mødet med det kendte' i form af gammeldags dansk tankegang.

Der er god grund til at gøre sig grundige overvejelser, og det kan betale sig at gå helt i bund med sit menneskesyn og sin pædagogiske grundholdning, fordi man havner i et land i en rivende udvikling. Det særlige ved den grønlandske folkeskole ligger også i den rolle, danskere spiller i den grønlandske historie.

Det kan være chokerende for en dansk lærer at opleve nedslidte og hærværksprægede bygninger, et dårligt (psykisk) arbejdsklima og en gammeldags autoritær ledelsesform præsenteret af danske inspektører og embedsmænd. En af de første ting, jeg hørte, da jeg kom til Grønland, var, at de nye lærere, der kom, ikke holdt ret længe, de var nok forkælede, havde ingen udholdenhed og var ikke særligt stærke - det var ikke som dengang før! Det ses også på den måde, at lærere rejser hjem for egen regning midt i et skoleår for bare at komme væk.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der bliver talt meget om en bedre skole i Grønland, og der er mange kræfter i gang - og overvejer man at søge arbejde i Grønland, er det nødvendigt at forberede sig, indsamle oplysninger, der er så reelle som muligt, om, hvad der virkelig foregår.

At politikere har svinet danskerne til, er sikkert rigtigt, og måske er det som reaktion på dette, at de danskere, der har været her i mange år, og som har brugt deres arbejdsliv, engagement og indsats, overlever ved at forsøge at definere arbejdsopgaverne for sig selv ved at skaffe sig magt og indflydelse.

Mødet med 'det ukendte', den grønlandske mentalitet, er befriende: Tag en dag ad gangen. Vejret påvirker os, det er føn-vind, nogle bliver skøre af det. Det er højtryk, det er lavtryk, husk det, tag det roligt.

Det er derfor, jeg kalder det sværeste for 'mødet med kendte' i form af en utidssvarende tankegang. Det er, som om nogen af de ældre danske lærere har overlevet ved at holde sig uden for den grønlandske udvikling og i stedet har holdt fast i det engagement og de politiske idealer, de havde, da de tog af sted fra Danmark. De har så bare været borte fra den udvikling i Danmark, der har tvunget os andre til at blive 'fleksible', 'omstillingsparate', 'dynamiske', og de kommer derfor til at fremstå som gammeldags og autoritære og magtbegærlige mastodonter - vi 'nye' lærere kommer derfor ud i - endnu - et oprør.

Så ud over at være engagerede og psykisk stærke vil jeg råde de kommende ansøgere til også at ruste sig til et godt gammeldags autoritetsoprør!

Ellen Castberg

Paamiut, Grønland

Powered by Labrador CMS