Den postinkluderende skole: Mennesket og fællesskabet som pædagogisk ideal.

På denne plads har jeg i den seneste tid diskuteret inklusionsudfordringen i folkeskolen. Jeg har anerkendt inklusion som en (desværre) helt nødvendig og positiv bestræbelse i den aktuelle praksis, men samtidigt problematiseret inklusionen som et symptom på en forfejlet opfattelse af fællesskaber.

I det følgende vil jeg forsøge at belyse, hvorledes folkeskolen som institution bliver taget som gidsel i en håbløs skolepolitisk situation.

I snart tyve år har folkeskolen været mødt af et konstant og markant krav om målbare resultater: Eleverne skal læse og regne hurtigt og sikkert, og Danmark skal score højt i internationale sammenligninger. Derfor fokuseres der på udvalgte kompetencer, og folkeskolens fællesskab defineres i stigende grad med udgangspunkt i disse, og man kan således kun deltage i fællesskabet med et vist kompetenceniveau. Man er i udgangspunktet ikke i et fællesskab, men man skal have kompetence til at deltage i samme.

De seneste ti år er der kommer tryk bag kravet om først integration, så rummelighed, og nu inklusion. Folkeskolen må derfor ikke ekskludere så mange elever til specialtilbud af forskellig karakter. Med Christian Quvangs ord begrundes dette skiftevis - og ofte også på samme tid - med udgangspunkt i en økonomisk, pragmatisk, politisk eller etisk diskurs. Der findes derfor mange varianter af inklusionsargumentet, afhængig af, hvordan disse diskurser anvendes. Den hårde udgave er simpel: Vi har ganske enkelt ikke råd til at ekskludere så mange som nu. Den bløde udgave er lige så simpel: Ingen skal udelukkes fra det sociale fællesskab. Begge argumenter er hver for sig udmærkede, men den særlige politiske slagkraft opstår i forskellige udgaver af det diskursive møde. Som politiker eller ekspert står man med inklusionsbegrebet i den lykkelige situation, at ingen reelt kan være imod det! Hvem går ind for noget, vi helt åbenlyst ikke kan blive ved med at have råd til (eksklusion)? Hvem går ind for at udelukke stakkels børn fra det sociale fællesskab? Imidlertid overser vi i praksis det problem, som de tidligere blogs i denne serie har omhandlet: At vi selv har valgt at ekskludere, og at vi med inklusionsbegrebet blot symptombehandler, og på længere sigt derfor opretholder eksklusionen.

Den problematik, jeg her har beskrevet, er behandlet ganske fint af de vigtigste teoretiske aktører i forhold til inklusionsbegrebet; Susan Tetler, Christian Quvang og Rasmus Alenkær. Alle anerkender de inklusionens grundlæggende dilemma, og alle opfatter de diskussionen heraf som helt central. Problemet findes derfor mest af alt på det administrative og politiske niveau, hvor denne forståelse er helt fraværende. Som i så mange andre tilfælde (fx evidens, kvantitativ forskning) ignoreres de helt centrale spørgsmål og problemstillinger, når politikere og embedsmænd transformerer pædagogisk-relaterede refleksioner til mekanisk og styrbar praksis. I videnskaber, der omhandler mennesker, forsøger man at indfange det kaotiske og ubeskrivelige i sproget – velvidende, at det reelt er umuligt. Denne paradoksale øvelse giver alligevel mening, idet den, om end ufuldstændigt, giver os mulighed for at forholde os til - og diskutere - vores fælles tilværelse kvalificeret. Imidlertid bliver den farlig, når vi glemmer menneskelivets iboende ubeskrivelighed (og irrationalitet), og betragter videnskabens resultater som, ja, ”resultater”. Et grundlæggende fællesskab er ikke noget der kan måles eller vejes, det er derimod noget man vælger og forudsætter – uden empirisk eller kvantitativ begrundelse. Det er netop her, at mennesket ”snyder” videnskaben. Kærlighed, samhørighed, medansvar, fællesskab og forbundethed er fænomener, der kommer før videnskab, og derfor noget, vi må vælge og forudsætte. En sådan øvelse kræver, at vi give slip på kontroltrangen og industrialiseringen af omsorgen, og tør lade mennesket være menneske. En sådan tænkning må være angstfremkaldende for alle systemryttere, men alligevel må også de snart give den en chance - det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at vi i den nuværende reformproces skal udsættes for en endnu en omgang mekanisering i både læreruddannelsen og folkeskolen.

De sidste mange år (faktisk siden første verdenskrig) har været en lang, ubrudt erfaring med samme indhold: Mekanisering af menneskets handlinger og fællesskaber medfører (uanset mange gode intentioner) umenneskelighed. Forklaringen er simpel: Et reelt fællesskab forudsætter som principielt begreb sig selv, og i praksis også selvstændige individer, der også fortsat vælger og forudsætter det. Så snart fællesskabet instrumentaliseres og med dette som formål gøres til genstand for fx inklusionsbestræbelser, ophæver det sig selv. Et fællesskab kan ikke betragtes eller beskrives som en videnskabelig eller mekanisk styrbar proces – et fællesskab kan kun fortælles, føles, synges, omfavnes, elskes og danses. Alle disse kunstneriske, følsomme og sociale udtryk forudsætter handlende mennesker, der retter deres handlinger mod noget ubestemt andet end dem selv. At være i et grundlæggende fællesskab forudsætter derfor, at dette ikke defineres af deltagernes kompetencer, men af deltagernes forudsatte samhørighed. I verden, i kulturen, i familien, i venskabet, i forholdet.

Jamen, skal der så ikke læres noget? Jo, netop. Men læsningen, skrivningen, regnefærdigheden, sløjd-kundskaberne osv. er en sidegevinst i det sociale møde. Ikke forudsætningen for det. En skole, der fokuserer på mennesker og fællesskaber, giver rum for læring, dannelse og udvikling. Den kompetencefokuserede skole søger blot at begrænse læring til forudbestemt indlæring af målbare kompetencer.

Folkeskolen som udtryk for et grundlæggende politisk-kulturelt fællesskab står derfor med en umulig opgave. Dels skal den med ekskluderende kompetencefokusering skabe eksklusionsprocesser, dels skal den være inkluderende. Alt sammen i en skøn blanding af test, rating, ranking og evidens (skolepolitiske modeord, der sjovt nok alle omhandler differentiering). Til en trøst kan det siges, at lærerne ikke behøver at føle sig utilstrækkelige. Eleverne behøver heller ikke. I er gode og fine alle sammen. I har aldrig været bedre, og har nok heller aldrig været værre. Skylden for miseren bærer vi alle sammen i fællesskab, fordi vi netop har glemt, at vi har et sådant.

Behøver folkeskolen rette sig mod fællesskabet som et pædagogisk ideal? Næ, det gør den faktisk ikke. Man kan, som vi i disse år tydeligt ser det, godt etablere en kompetencerettet folkeskole, der betjener staten, markedet og den internationale konkurrence. Man kan således teknisk set sagtens forsøge at gøre mennesket til en kompetent krop. Som nævnt har vi dog historisk dårlige erfaringer med bestræbelsen, og endnu har ingen kunne præstere en etisk holdbar argumentation herfor. Pædagogikken vil derimod altid omhandle forholdet mellem individet og fællesskabet, og udelukker direkte føromtalte mekanisering. Spørgsmålet, vi må diskutere, er derfor, om pædagogikken skal være grundlaget for folkeskolen. Skal den det?

Litteratur:

Alenkær, Rasmus (2010): ”AKT ink. – inkluderende AKT-arbejde i folkeskolen”. Frederikshavn: Dafolo

Kemp, Peter (2005): ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal”. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Mårtensson, Brian Degn & Pedersen, Torben. (2009): ”AKT – Håndbogen”. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Mårtensson, Brian Degn (2011): ”Inklusion og etik”. I: Tidsskriftet ”Specialpædagogik”, nr. 1/2011

Quvang, Christian: ”Inklusion – diskurser, dilemmaer og praksis”” i Christiansen, J., Mårtensson, B. og Pedersen, T (red): ”Specialpædagogik – en grundbog”. Kbh: Hans Reitzels Forlag 2011

Tetler, Susan m.fl. (2011): ”Inkluderet i skolens læringsfællesskab? En fortløbende problemidentifikations- og løsningsstrategi”. Frederikshavn: Dafolo

http://www.folkeskolen.dk/519673/hvem-skal-vi-inkludere

http://www.folkeskolen.dk/519741/har-du-lyst-til-at-blive-inkluderet

http://www.briandegnmaartensson.dk/