Må skolen være politisk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Er det rigtigt, at forskellen på Mogens Glistrup og Pia Kjærsgaard er, at Pia Kjærsgaard vil smide indvandrerne ud af en flyvemaskine med faldskærm og Glistrup uden?'

Eleverne i min 6. klasse prøver ihærdigt at få orden på alt det, de har hørt i medierne. Emnet er forskelsbehandling og racisme, og selvfølgelig bliver problemstillingerne spejlet i tidens aktuelle sager. Jeg prøver at udrede trådene og opfordrer dem til at se det hele fra forskellige synsvinkler, før de selv tager stilling, og de er stolte af at blive taget alvorligt: Dette er et 'ægte' emne, som også findes uden for skolen. 'Mine forældre sad og så noget i fjernsynet i går, og det var det samme, som du fortalte'.

De lytter og spørger og er meget interesserede i, hvad jeg mener - kravet om stillingtagen må gå begge veje! I deres afsluttende skriftlige opgave kan jeg kende mange af mine egne ord og holdninger - nu er det bare deres. Skræmmende?

Jeg er selvfølgelig glad for, at det ikke er en 'nå-generation', der sidder foran mig. Som elever er de dygtige, selvstændige og engagerede. Men de er også børn, store børn, der er meget afsøgende og famlende. De søger efter identitet her i dette mediecirkus af en virkelighed og leder efter retningslinjer. I dette som i andre tilfælde viste mine holdningsmæssige retningslinjer sig at være trygge rammer at arbejde inden for.

Halvfjerdsernes debat om indoktrinering mundede ud i, at skolen ikke måtte påvirke, men kun oplyse. I dag, hvor det er almindelig accepteret, at 'den objektive virkelighed' er en illusion, fordi alt afhænger af synsvinklen, er objektiv oplysning en saga blot. Selv fotografisk dokumentation af krigsforbrydelser kan være billedmanipuleret propaganda. Når man fortæller om sammenhænge, fortæller man også om sig selv, så informationskilden skal altid undersøges.

Som lærere (informationskilder) bliver vi derfor nødt til at melde ud, hvorfra vi ser tingene, for at eleverne selv kan tage stilling. Problemet er bare, at forholdet mellem lærer/elev er så ulige, fordi eleverne er børn og derfor ikke har de samme referencerammer. Og så er vi tilbage ved elevernes påvirkelighed.

I efterårets debatbog 'Nu er timen til ende' satte biskop Jan Lindhardt fokus på samfundets famlen efter etik og skrev, at folkeskolen ikke bare kan, men bør holdningsbearbejde sine elever. En ordentlig undervisning er båret af holdninger, for hvis læreren ikke spiller ud, kan eleverne ikke spille med.

En klar holdning til det medmenneskelige er en væsentlig del af en folkeskolelærers professionelle etik, og intet politisk tilhørsforhold har vel patent på medmenneskelighed og solidaritet.

Men hvor går grænsen? Mange læserbreve i dette blad opfordrer til klarere meningstilkendegivelser over for den 'fremmedfjendske dagsorden, der er toneangivende i pressen'. Men når uenigheden de politiske partier imellem er så markant i forhold til for eksempel indvandrersituationen i Danmark, kan enhver holdningstilkendegivelse inden for dette område faktisk tolkes partipolitisk. Prøv at definere begrebet 'integration' inden for partipolitisk neutrale rammer. For mig at se er det problematisk, om ikke andet så i forhold til elevernes forældre. Skal visse emner ligefrem gøres til tabu i folkeskolen for at undgå problemstillingen?

Lærerne har vel såvel holdningsfrihed som metodefrihed, men som professionelle lærere skal vi være bevidste om vores påvirkning af eleverne. De er jo stadig kun børn. Og i hvor høj grad kan vi forsvare at påvirke vores elever politisk?

Asla Fomsgaard Adrian er lærer

Powered by Labrador CMS