Stort forskningsprojekt om ekstra idrætstimer overlever

Med en bevilling på over to millioner kroner har Sundhedsstyrelsens Forebyggelsecenter i dag sikret, at et stort forskningsprojekt om ekstra idrætstimer i Ballerup kan gennemføres.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er fantastisk og betyder, at vi nu kun mangler penge til ét delprojekt, nemlig hvad de ekstra timer i idræt betyder i forhold til forebyggelse af fedme og knoglesundhed. De penge dukker forhåbentlig også op på et tidspunkt", siger en af hovedmændene bag forskningsprojektet, lektor og dr. med. Lars Bo Andersen fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.

For halvanden måned siden var Lars Bo Andersen tæt på at lukke store dele af projektet ned, fordi forskerne manglede penge. Han vurderede, at det ville gå ud over den del, der handler om, hvad fysisk aktivitet betyder for evnen til at lære. Nu kan forskerne alligevel kortlægge, hvordan det påvirker 600 skoleelever, at Ballerup Kommune har fordoblet antallet af idrætstimer i de yngste klasser.

Bevillingen fra Sundhedsstyrelsens Forebyggelsescenter er på 2.250.000 kroner. I forvejen har Indenrigs- og Sundhedsministeriet bevilget 2,5 millioner kroner til projektet, som løber over fire år.

Powered by Labrador CMS