Sociale medier og den internationale dimension

Sprog handler i høj grad om interaktion med andre. Gennem den respons vi får fra andre og den respons vi selv giver, afpasser vi hele tiden vores handlinger i forhold til den sociale kontekst, vi befinder os i.

Sprogundervisning kan, når den er værst, opleves som steril og kedelig, hvis den primært gribes an som færdighedsindlæring - jeg behøver vist bare at sige remser og kasserollebøjning. Når den er bedst kan sprogundervisning lukke op for nye verdener og nye sociale kontakter.

Som sproglærer har man et naturligt ønske om, at eleverne skal kunne øve sproget i så autentiske sammenhænge som muligt. Kunne man bare klaske dem sammen med en flok “native speakers”, ville megen indlæring komme af sig selv.

Det kræver et stort arbejde at skabe disse autentiske læringssituationer. Heldigvis er der god hjælp at hente i portaler som fx eTwinning, hvor man kan opslå projekter, som man kunne tænke sig at finde partnerskoler til. Hvis der er bid, starter de involverede lærere typisk med en idéudviklingsfase og en forventningsafstemning, så man ved, hvor man har hinanden.

Inden man er klar til at starte ud med eleverne, skal der også tages beslutninger om, hvordan kommunikationen skal foregå. Værktøjerne skal vælges ud fra, om eleverne skal kommunikere parvis, gruppevis eller som samlet gruppe.

E-mail er det oplagte valg, når eleverne skal kommunikere parvis. Det er nemt og hurtigt. Fordelen er, at kommunikationen er asynkron, dvs. at man i fred og ro kan formulere sig og redigere i teksten, indtil man er tilfreds. Ulempen ved e-mail i klassesammenhæng er, at kommunikationen er meget “privat”. Kun de to, som skriver sammen, har glæde af skriverierne, men selvfølgelig kan man dele mails med resten af klassen via oplæsning eller visning på tavle.

Blogs er en spændende mulighed, fordi alle i klassen kan se hinandens og partnerklassens indlæg. Muligheden for at skrive kommentarer til hinandens indlæg forstærker den sociale dimension, fordi de fleste gør sig umage med skrivningen, når de ved, at andre læser hvad de skriver. Og jo bedre og mere vedkommende indlæg man skriver, jo større er chancerne for, at nogen skriver kommentarer til ens indlæg. Og er der noget eleverne elsker, er det at få kommentarer fra deres “peers”.

Chat - hvad enten det er videochat eller tekst - er synkron kommunikation, dvs. det foregår her og nu. Ulempen i klassesammenhæng er, at tidspunkt for chatten skal aftales på forhånd. Men den mere spontane chat eleverne imellem er selvfølgelig også mulig uden for skoletid. En anden spændende mulighed ved chat er, at man som lærer kan tilbyde lektiehjælp til sin egen klasse. Man er selvfølgelig nødt til at lave aftaler om, hvornår man er til rådighed, så skolearbejdet ikke breder sig til alle døgnets timer. Der findes masser af gode chat-programmer, fx Skype, Windows Live Messenger og Google Hangout.

Bambuser er en tjeneste, man kan bruge til at live-broadcaste til partnerklassen. Med elevernes smartphones som kameraer kan man streame direkte video til hinanden og på den måde lave reportager om emner, man gerne vil indvie hinanden i. Optagelserne bliver liggende hos Bambuser, indtil man sletter dem og kan evt. embeddes i blogindlæg eller på en projekt-hjemmeside, så reportagerne kan genses ved en senere lejlighed.

Facebook - er det en mulighed, når vi snakker internationalt samarbejde? Ja absolut! Mange lærere har den holdning, at man ikke kan være venner med sine elever på Facebook. Det behøver man heller ikke. Man kan oprette lukkede grupper og så bede eleverne om at melde sig ind. På min skole har vi et projekt kørende med en tysk skole. Vi har oprettet en gruppe til lærernes planlægning af projektet og en gruppe, hvor både elever og lærere fra de to skoler er meldt ind. På samme måde som med blogs kan alle se hinandens indlæg, og alle kan skrive kommentarer til hinandens indlæg. Sideløbende med projektforløbene i gruppen kan eleverne selvfølgelig invitere hinanden som venner på kryds og tværs, og de chatter med hinanden på livet løs. På Facebook - og for den sags skyld også på Google Hangout - skal eleverne være 13 år, før de må oprette sig som brugere. Så før 7. klasse er Facebook ikke en mulighed, hvis man vil overholde Facebooks retningslinjer. Facebook er det medie, vi har haft størst succes med, og det hænger sammen med, at både de tyske og de danske elever i forvejen er Facebook-brugere og stort set dagligt logger ind. De opdager således automatisk, når der sker noget i den fælles gruppe, hvilket ikke ville være tilfældet med nogen anden platform.

Prikken over i’et i et sådant partnerprojekt er, hvis man kan arrangere udveksling skolerne imellem - gerne med privat indkvartering. I foråret 2012 havde vi besøg af den tyske skole, og det er aftalt, at vi skal besøge dem i foråret 2013. Men tyskerne er jo ikke “native speakers”, når vi snakker engelskundervisning. Nej, men det ser vi faktisk som en fordel, da begge klasser jo har engelsk som fremmedsprog og dermed er på lige fod. Var det en klasse fra et engelsktalende land, vi kommunikerede med, ville partnerklassen rent sprogligt ikke få noget stort udbytte af samarbejdet.

De sociale medier giver således mulighed for at bygge oven på den almindelige sprogundervisnings “som-om-situationer” i form af kommunikation med levende mennesker. Det er en fantastisk motivationsfaktor for eleverne.