Skolen, livet og lykken

Undersøgelser fra FTF og Lærernes Pension viser, at mange lærere føler sig udbrændte og flere bliver ligefrem syge af deres job (se link nedenfor). Det er sørgeligt nyt, og bør vække til eftertanke. I en tid, hvor lærernes metodiske praksis konceptualiseres og standardiseres i stor stil, kunne man ellers forledes til at tro, at jobbet kunne opleves som mere enkelt og overskueligt. Tværtimod ser vi nu, at de mennesker, der skal varetage opdragelsen og dannelsen af vore medborgere, nedslides i takt med instrumentaliseringen af disse opgaver. Situationen er først og fremmest dybt problematisk på individuelt niveau, men også på samfundsniveau, fordi lærerne og folkeskolen stadig må betragtes som helt afgørende aktører i vores samfund. Er skolen syg, vil hele samfundet over tid blive berørt. Er samfundet sygt, vil skolen ligeledes blive smittet. Uanset hvor smitten kommer fra, er problemet, som vi ser nu, alvorligt. I det følgende vil jeg derfor forsøge at iagttage dette som et samspil mellem aktuelle tendenser i samtiden.

Vi har i Danmark valgt, at vi vil have mere af alt. Vi har brug for de nyeste Ipads, smartphones og fladskærme. Vi har brug for dyre biler, store huse, lyse lejligheder og smart tøj. Vi har brug for mere vækst, bedre præstationer og mere tempo. Mere af alting. Det er tidens kollektive behov.

Vi har derfor valgt at hylde en instrumentel ideologi. Mennesket er ikke sat på Jorden for at være, men for at præstere. Børn skal lære mere og hurtigere hele tiden. De skal præstere mere end børnene på naboskolen, og endnu mere end børnene i nabolandet. Lærerne ligeså. Det er en selvfølgelighed, at trivsel, arbejdsmiljø og undervisningsmiljø kun er relevant, i det omfang en relation til indlæringstempoet kan påvises. Det er tidens kollektive ideologi.

Af uransagelige årsager har vi bildt os selv ind, at behovet og ideologien er naturnødvendigheder, og tilmed vores bedste venner. Vi kan, efter denne kollektive opfattelse, ikke fravælge dem, og derved ”stå af toget”. Vi har en bizar og selvopfundet opfattelse af, Jorden nærmest vil gå under, hvis vi sætter tempoet ned. Vi er måske inderst inde godt klar over, at økonomisk ekspansion altid må stoppe et sted (fx ved netop Jordens undergang), men forsøger konsekvent og kollektivt at skyde tanken væk. Vores forurening og ødelæggelse af livsbetingelserne for kommende generationer forventer vi at kunne imødegå ved fortsat vækst og innovation. Forureningen af arbejdsmiljøet og ødelæggelsen af nuværende generationer forventer vi at kunne imødegå med medicinske opfindelser, fx nogle bedre lykkepiller. Det er tidens kollektive idioti.

Hvad nu hvis menneskelivet var andet end præstationer? Hvad nu hvis skolen fokuserede på tilværelsen i sin helhed? Hvad nu hvis skolen igen blev en fællesskabsorienteret institution, der betragtede mennesket, livet og dannelsen som sit formål? Hvor ville vi være, hvis vi som samfund om nødvendigt var et af de dårligste lande i PISA`s læseopgørelser, men vi til gengæld kunne reflektere over, hvad vi ville med os selv og hinanden? Hvad nu hvis lykken skulle søges i den menneskelige interaktion, og ikke i pilleform?

Det mest dommedagsagtige og pessimistiske svar må være, at vi i så fald må vinke farvel til nogle af vores forbrugsgoder. Der ville ikke være råd til den samme mængde gadgets som nu. Vi ville nok komme hinanden mere ved, men det vil være i håbløst umoderne tøj. Vi ville ikke i samme grad kunne opnå tilfredsstillelsen i at blive set på en smart fortovscafe. I stedet kunne vi så gå en tur i skoven. Vi ville måske endda være nødt til at læse den samme bog to gange, i stedet for straks at købe den næste oplevelse. Går det så galt, bliver vi måske så trængte, at vi må foretage deciderede valg i livet, når vi ikke har mulighed for at følge alle vores forbrugsimpulser.

Ingen ansvarlig politiker eller erhvervsdrivende vil i dag kunne acceptere en så økonomisk horribel fremtidsudsigt. Når vi nu kan vækste (ja, det kan i vor tid skrives således!) og effektivisere, hvorfor så ikke gøre det? Skal vi helt seriøst fratage vores børn muligheden for fortsat materiel fremgang? Er der virkelig nogen, der i dag vil påstå, at skolen skal fremme selv- og samvær, når vi nu ved, at eleverne med et evident læringsprogram kan tilvejebringes de præcise forudsætninger for at begå sig i den internationale konkurrence?

Jeg tror, at mange ved nærmere eftertanke godt er klar over problemerne i tidens kollektive behov, ideologi og idioti. Imidlertid er det svært at ytre sig herom, idet man jo nemt kommer til at lyde som en skizofren Morten Korchsk /fremskridtsangst/ dogmatisk/ gammelkommunistisk/ Tvindforetalende/ hippieagtig og økologisk bonde-fascist. Alt efter temperament. Korrekt er det, at et ukritisk fortidsideal ofte er blevet brugt til at argumentere for mange forskellige mærkværdige synspunkter. Nuancen er dog her, at en vækstkritik ikke er fortidsforherligende. Fortiden havde sin egne problemer, ligesom vi har vores. Imidlertid er en fremtidsudvikling, der i sin konsekvens kan have paralleller til fortidige, materielle betingelser, ikke pr. automatik dårlig. Det er jo en reel mulighed, at valg, vi kan træffe, ikke nødvendigvis er valg, vi bør træffe.

Det skal dog understreges, at arbejdsgange og undervisning kan moderniseres, udvikles og effektiviseres uden at Jorden går under. Nye tilgange til arbejde og undervisning er faktisk en konstant nødvendighed, idet konteksten jo hele tiden ændrer sig. Vi kan derfor ikke blive ved med at gøre det samme. Vi kan heller ikke ukritisk genoptage en gammel praksis eller på andre måder finde universalløsninger. Vi er derfor tvunget til at udvikle, og vi er nødt til at lære af vores fejl. En konservativ og dogmatisk tilgang til menneskelivet er lige så dårlig som den ukritiske vækst-tilgang, jeg skildrer i det ovenstående. Problemet er dog, at vi i dag har afløst pavestolens dogmatik med vækstens dogmatik. I dag ved vi godt, at Jorden er rund, men vi tror nu fuldt og fast på, at livet skal præsteres, ikke leves. Vi er i dag intellektuelt lige så ufrie, som vi var i middelalderen, fængslet er bare et andet.

Det samfund, der bl.a. formes via folkeskolen, former også denne. Denne cirkulære bevægelse kan dog påvirkes af aktiv refleksion. Vi er derfor nødt til at bryde med forestillingen om en uafvendelig udvikling mod et højtpræsterende samfund som eneste mål for mennesket. Vi blive måske endda nødt til at lade lærerne og børnene have menneskelige fejl og mangler, for at de kan udholde at være mennesker. På et eller andet tidspunkt bliver vi nok også nødt til at acceptere mennesket i sig selv, selvom en anden og bedre livsform hypotetisk kunne præstere mere og bedre. Forudsætningen herfor er dog en oprigtig vilje til at reflektere.

Jeg har overvejet nøje, om jeg overhovedet skulle skrive dette blogindlæg. Jeg er klar over, at jeg netop har meldt mig ind i klubben af idioter, der ikke kan se, hvor fantastiske de aktuelle løsninger er. For har det moderne fokus på vækst og effektivitet ikke været en stor fordel for menneskeheden? Ser man bort fra en lille milliard mennesker, har vi afskaffet sult i verden (ifølge FN, se litt.). Ifølge automatikken i vækst- og effektivitetstænkningen skyldes dette netop trangen til konstant stigende forbrug i den vestlige verden, selvom jeg dog aldrig selv har forstået argumentet til bunds. Ser vi bort fra hovedparten af indbyggerne i den tredje verden, er fattigdommens svøbe overvundet. I vores lille land er vi enige om, at fattigdom er helt udryddet, hvis man ser bort fra periodiske stigninger i antallet af relativt fattige, samt tiggere og illegale flygtninge. Opgørelser over materielt betinget tryghed viser, at danskerne er verdens lykkeligste folk, trods en ualmindelig høj selvmordsrate. Hvis vi hele vejen rundt ser bort fra modstridende fakta, går det hele faktisk ganske godt. Nogle vil endda mene, at hvis idioter som mig ville stoppe det bagstræberiske og negative pjat, kunne vi i fællesskab fokusere al vores innovative energi på at udvikle nye, effektive programmer, der kunne forebygge en stigning i antallet af lavt præsterende elever, stressrelaterede sygdomstræk, mentale sammenbrud og andre dårligdomme. Det lyder selvfølgelig meget rigtigt, og kan vi snart også gøre andet? Jeg skriver dette indlæg alligevel, så jeg over for mine børnebørn (som jeg håber at få en dag) kan dokumentere, at kritiske tanker trods alt blev tænkt og ytret i denne gale tid. Dertil i håbet om, at endnu flere vil tænke med.

Relateret litteratur:

http://www.folkeskolen.dk/512569/laerere-bliver-foelelsesmaessigt-udmattede-af-jobbet
http://www.folkeskolen.dk/65744/unge-laerere-pensioneres-i-stort-tal
http://www.folkeskolen.dk/65763/det-begyndte-med-stress--nu-er-det-varige-skader
http://www.folkeskolen.dk/512833/afviklingen-af-den-nordiske-skole-3---gymnasiet
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/441130:Debat--Verdens-lykkeligste-folk?article_page=1
http://politiken.dk/politik/ECE1634665/pensionsmilliarder-skal-vaere-ny-vaekstmotor/
http://www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu2/Statistikbank/Om+at+l%E6se+statistik
http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-er-danmark-et-af-verdens-lykkeligste-lande
United Nations world food programme: http://www.wfp.org/hunger/stats

Se desuden: http://www.briandegnmaartensson.dk