Den gode handling?

Denne blog diskuterer for tiden mulige begrundelser for at bedrive specialpædagogik. Diskussionen tager sit egentlige udgangspunkt i min datters forespørgsel om meningen i mit arbejde. I første del af denne diskussion blev relationen mellem politiske valg og pædagogisk praksis behandlet, og i nedenstående vil det blive undersøgt, hvorledes den personlige dedikation kan anvendes som begrundelse for specialpædagogikken.

Jeg kan mene, at jeg har valgt at beskæftige mig med specialpædagogik, således at jeg kan gøre noget godt for mine medmennesker. Jeg kan hjælpe andre, når de er i vanskeligheder, og på denne måde bibringe mit liv en højere mening. Med min uddannelse og mine kompetencer kan jeg hjælpe andre til at få et bedre liv trods svære betingelser. Det er da smukt, og indgår også i mange andres begrundelse for at arbejde for og med mennesker. Hvis min datter så her spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare hjælper andre på frivillig basis, og i stedet går på arbejde, bliver jeg nødt til at komme med det ydmygende svar, at vi jo som familie skal bruge nogle penge til at leve for. Hjælper jeg så andre mennesker for at få nogle penge? Jeg kan nok ikke komme uden om, at det i praksis indgår i ligningen, uanset hvor meget jeg gerne ville. Er det så ikke noget værre hykleri at tale om humane hensyn og en nærmest altruistisk godhed? Jo, måske, men jeg har da stadig valgt at håndtere det faktum, at vi som familie skal bruge nogle penge på en måde, hvor jeg trods alt kan hjælpe andre. Det er da meget pænt og rart, ikke?

Når jeg altså ikke entydigt er en engel på job, men klart må antages også at have en økonomisk interesse i engagementet, må vi igen se på den politiske baggrund for mit virke. Som samfund vælger vi at bruge mange resurser på folk, der i økonomisk henseende aldrig kommer til at bidrage positivt til samfundets kasse. Det tyder kraftigt på, at vi altså som samfund trods alt har et humant sigte. Man kan også sige, at vi bruger resurser på nogle mennesker, fordi vi har besluttet, at det er synd for dem jf forrige indlæg. Man kan også argumentere for at systemet er et udtryk for institutionaliseret næstekærlighed med udgangspunkt i en særlig kristen-jødisk filosofi. Dette er ikke nødvendigvis korrekt, men det er klart, at systemet kan begrundes med udgangspunkt i en sådan tradition. Imidlertid er det lige så klart, at andre begrundelser for det gode også er mulige.

Uanset idehistorisk baggrund for den gode handling fra samfundets side, bliver mine fagfæller og jeg altså formidlere af det gode på samfundets vegne. Vi er (professionelle) barmhjertige samaritanere, der spreder lyset, hvor vi går – på samfundets vegne. Vi tager individuelt penge for det, men det er fordi, vi bor i et land, der nu engang er skruet sådan sammen, at penge er en praktisk nødvendighed.

Det store spørgsmål er, hvem der får mest ud af manøvren? Er det mig, der bliver bibragt både penge og mening med tilværelsen? Er det samfundet som helhed, der får god samvittighed? Eller er det brugeren af specialpædagogiske tilbud? Når jeg – som jeg ofte gør – argumenterer for nødvendigheden af hjælp til den ene eller den anden gruppe, er jeg så advokat for mig selv, samfundet eller målgruppen? En kritisk refleksion over denne problemstilling er nødvendig for at praktisere og diskutere specialpædagogik.

To be continued....

Relevant litt:
Christiansen, J., Mårtensson, B. og Pedersen, T (red) (2011): ”Specialpædagogik – en grundbog”, København: Hans Reitzels Forlag
Kirkebæk, Birgit (2010): Almagt og afmagt: Specialpædagogiske udfordringer, København: Akademisk Forlag
Mach-Zagel, Ruth & Nøhr, Kirsten(2007): Etiske dilemmaer i pædagogisk arbejde. København: Hans Reitzels Forlag

http://www.briandegnmaartensson.dk