Jan Thranes tegneblog
Blog
Kristendomskundskab/religion på læreruddannelsen (Del 5 af 6)
Der findes ikke en autoriseret udgave af historien om Hilberts Hotel, den følgende er min egen version tilpasset situationen og tro overfor historiens faglige indhold.
Hannah arbejder i et internationalt firma. En dag skal hun til en konference i en fremmed by i et fremmed land. Hendes kolleger anbefaler hende at overnatte på Hilberts Hotel. Man behøver ikke at reservere værelse – man møder bare op. Det særlige ved Hilberts Hotel er, at det har uendelig mange værelser.
Efter konferencen begiver Hannah sig ud i den fremmede by. Selvom Hilberts Hotel ligger i byens udkant, vælger hun at tage turen til fods. Da hun endelig når frem, er hun træt og glæder sig til et bad. Tillidsfuld henvender hun sig til hotel-portieren og beder om et værelse. ”Desværre, alt er udsolgt”, lyder det. ”Jamen, I skulle jo have uendelig mange værelser!”, udbryder Hannah overrasket. ”Det har vi skam også”, siger portieren, ”men netop i dag har vi også uendelig mange gæster”. Med udsigten til ikke at have noget sted at overnatte sender Hannah en bøn til de højere magter. Om den er rettet mod Gud eller hendes egen intuition, skal være usagt. Hannah kender ikke ordlyden til en lang og formel bøn, så hun folder sine hænder og anvender religionshistoriens korteste og til alle tider mest brugte bøn: HJÆLP!
Så sker det forunderlige – nogen vil kalde det et Guds nærvær. Hannah føler det mere som om, at hendes gamle matematiklærer fra gymnasiet, Bent Jørgensen, på en eller anden måde er hos hendes. Billeder af grublen og undren i Bent Jørgensens timer passerer revy. Pludselig hører hun sig selv sige: ”Nu skal du høre, hvad vi gør!”. ”Alle gæsterne flytter til et værelse som har et nummer, der er én større end det værelse, de har fået. Altså dem i værelse 1 flytter til værelse 2, dem i værelse 2 flytter til værelse 3, dem i værelse 3 flytter til værelse 4 og så videre. Dermed bliver værelse 1 ledig, så det snupper jeg!”. ”Okay”, lyder det fra portieren, der ikke virker synderlig imponeret.
Hannah er knap nok kommet ud af badet, da hoteltelefonen ringer. Det er portieren med en meddelelse om, at hun har fået besøg af sine venner. ”Send dem bare op”, siger hun. ”Der er bare det ved det”, lyder det fra portieren, ”dels insisterer de på også at overnatte, dels er de ret mange”. ”Hvor mange er der tale om?”, spørger Hannah lidt nervøst. ”Der er tale om ALLE dine venner”, lyder svaret. Så er hun klar over, at der er et problem. For Hannah har nemlig rigtig mange venner – faktisk har hun uendelig mange venner. Denne gang nærmest påkalder hun sin gamle matematiklærer. Samtidig sender hun i sit hjerte en bøn til Vorherre – af ydmyghed og for en sikkerheds skyld. Igen er det som om, at gymnasietiden dukker op i hendes sind. Denne gang ikke så meget Bent Jørgensen, men mere den fornemmelse hun havde, da hun i sin tid cyklede hjem fra gymnasiet med en masse udfordrende matematikspørgsmål i hovedet.
”Jeg har det!” udbryder hun og stormer ned af trappen. ”Nu skal du høre, hvad vi gør!”. ”Alle gæsterne bliver nød til at flytte igen. De skal flytte til et værelse, der har et nummer som er dobbelt så stort som nummeret på det værelse, de har fået. Altså 1 flytter til 2, 2 til 4, 3 til 6 … 15 til 30 og så videre. Det dobbelte af et lige tal er et lige tal. Det dobbelte af et ulige tal er også et lige tal. Det betyder, at alle værelser med ulige numre bliver ledige. Dem er der som bekendt uendelig mange af, så her kan mine venner overnatte!”. ”Okay!”, siger portieren. Denne gang synes Hannah, at hun kan se et glimt i hans øjne – et gådefuldt og tidløst glimt af evig undren …
