Fire timer i en skammekrog. Det er ikke et levn fra en fjern fortid, men det længste en elev har stået i skammekrogen på Grundtvigskolen i Københavns nordvestkvarter, hvor metoden stadig bliver brugt.

Langt de fleste konflikter bliver løst af lærerne ude i klasserne, og de fleste af de konflikter, der når til skolens kontor, bliver løst med en samtale.

»Så sætter vi os ned helt stille og roligt og snakker om tingene og indgår en aftale om, at de ikke skal gøre det igen, eller finder ud af det, hvis der er tale om en misforståelse«, fortæller inspektør Michael Olesen.

Men det er ikke altid nok.

»Vi kan gå videre, hvis det er direkte ondskabsfuldt, det de har gjort, eller hvis det er sket gentagne gange. Det kan også være, hvis de overhovedet ikke viser nogen tegn på anger«, siger inspektøren.

»Så giver jeg dem en opgave, de skal tænke over. Det indeholder altid en opgave. Det kan for eksempel være: Hvordan skal man behandle andre«, siger han.

Det tænker de over, mens de står med hovedet ind mod væggen i et hjørne på kontoret. Altså en regulær skammekrog.

»Det får de så en time til at tænke over. Når den time er gået, skal de svare, og det skal være et ordentligt svar. Der er nogle af dem, som er nogle hårde nysere. De giver ikke et ordentligt svar. De prøver heller ikke på det. Så får de en time mere til at tænke over det. Der er nogle, som har stået der tre og fire timer«, fortæller Michael Olesen og understreger, at det ikke sker så tit. Cirka tre gange om året vurderer han.

Sidste gang det skete, havde to drenge kastet med ler efter deres formningslærer.

»De havde tydeligvis disrespekt for hende, og så skulle de prøve at blive behandlet, som de selv behandler andre. Det er jo lidt ydmygende at stå der i hjørnet. Deres opgave var så at prøve at sætte sig i lærerens sted. De skulle simpelthen lære empati. Dagen efter kom de så ind på mit kontor, hvor vi tog en snak om gårsdagens hændelser«.

Forventer straf

Michael Olesen forklarer, at der på Grundtvigskolen er mange børn, som kommer fra familier med sociale problemer.

»Det er for eksempel familier med misbrugsproblemer, og nogle er flygtninge. Samtidig er der en del familier med en noget udansk opfattelse af børneopdragelse. Det er nogle ret barske børn. Derfor er det meget vigtigt, at de møder kærlige og forstående voksne her på skolen, og det gør de. Der er meget socialt arbejde her«.

Alligevel er det dem, der ender i skammekrogen, selvom inspektøren medgiver, at skammekrog umiddelbart er imod den danske skoleånd.

»Det er jo heller ikke noget, jeg er glad for, når det sker. Der er nogle, som oplever venlighed som blødsødenhed. De vil kun være modtagelige over for noget, der indeholder straf. Det bruger vi så til at forsøge at trænge ind under huden på dem og finde ud af, hvad det i virkeligheden handler om. Det kan lykkes med stort set alle børn«.

Han understreger, at ingen forældre har klaget over, at deres børn har stået i skammekrogen.

Mange elever forventer en form for straf, og faktisk kan de i nogle tilfælde selv bestemme den.

»Vi indgår tit skriftlige kontrakter med eleverne og med elevernes forældre. De er selvfølgelig ikke juridisk bindende, men det betyder meget for børnene«.

Han tager et ringbind ned fra reolen og viser en kontrakt, hvor en dreng har skrevet under på, at han ikke vil genere andre resten af sin skoletid. Ifølge Michael Olesen har det virket.

»Eleverne får tit selv lov til at formulere, hvad der skal ske, hvis de bryder aftalen. Nogle gange siger de, at så skal de have tæv, andre siger, at de vil i skammekrogen, mens andre vælger at feje alle gangene på skolen«.

Tæv er selvfølgelig ikke en mulighed på skolen, men det er Michael Olesen og lærernes vurdering, at flere elever får tæv derhjemme. Derfor får forældrene heller ikke altid besked, når deres børn har opført sig forkert.

»Det kan selvfølgelig være nødvendigt at involvere forældrene, og med langt de fleste har vi jo også et godt samarbejde, men hvis vi ved, at drengen måske får tæv, hvis vi ringer hjem til ham, så fore-trækker vi at klare det her«.

Passer til tidens trend

Niels Egelund, professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), troede, at metoden med at sætte elever i skammekrogen var afskaffet. Men han har ikke noget imod den, så længe den ikke foregår foran resten af klassen.

»Jeg har sympati for, at man indfører noget konsekvens, så det er fint nok, men de skal ikke stå der for længe. Så kan de stå og blive frustrerede. Og en time er lang tid«, siger han.

Professoren mener, at det passer fint med tidens trend at benyttte sig af de gammeldags metoder.

»Det er min klare fornemmelse, at efter man i mange år ikke har villet bruge sanktioner, er det nu blevet for slemt. Derfor genindfører man sanktionerne. Og hvis man skal have genindført disciplinen, er det nødvendigt at bruge skrappere og skrappere metoder«, siger Niels Egelund, der ikke er i tvivl om, at det virker.

Hans kollega på DPU, lektor Grethe Kragh-Müller, er enig i, at der skal være et roligt arbejdsklima i klassen, men hun tager afstand fra at sætte elever i skammekrogen.

»Det er en ydmygende behandling, der kun tjener til optrapning af de problemer, der gjorde, at barnet overhovedet havnede på inspektørens kontor. Når barnet føler sig ydmyget, efterlader det ubehag hos det barn«, siger hun.

Grethe Kragh-Müller mener, at når det drejer sig om børn fra svage hjem, er det endnu vigtigere, at de bliver behandlet med respekt.

»Hvis børnene har det dårligt hjemme, får de det jo kun endnu dårligere af at blive sat i skammekrogen. Det er vigtigt, at lærerne kender børnenes baggrund og tager hensyn til den«, siger lektoren fra DPU, der mener, at tiden for længst er løbet fra metoder som skammmekrog.

»Det er fint at være en autoritet, men det er noget helt andet end at være autoritær. Hvis man vil opnå ro, vil det bedre lykkes ad andre veje. Børn er anderledes i dag, end de var tidligere. Vi har fået produceret nogle selvstændige børn, og de skal behandles anderledes«, siger Grethe Kragh-Müller.

folkeskolen@dlf.org

Det er skolebestyrelsen, der fastlægger en skoles ordensregler, mens det er skolelederen, der bestemmer, hvornår der skal benyttes sanktioner over for eleverne. Sanktionerne skal dog altid ligge inden for reglerne i »Bekendtgørelse om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen«, der stammer fra 1995. Her står der blandt andet, at det er lovligt at give eleverne en eftersidning, hvis forældrene er orienteret om det. Der står også, at det er forbudt at bruge vold, men at det er lovligt at anvende magt i nødvendigt omfang, hvis det forhindrer en elev i at skade andre.

Der er link til bekendgørelsen til højre for denne artikel på folkeskolen.dk